Af Hav og Jord

Hayley, som har boet hos sin mor i årevis, ved godt, at hendes far er lidt anderledes end andre mennesker. Det er dog først da hun bliver sendt ud til ham ved stillehavskysten, at hun finder ud af præcis hvor anderledes. Det kræver tilpasning for hende ikke alene at vænne sig til at bo hos sin far og få nye venner i den lille, fremmede by, men også at kapere hvilken hemmelighed, hendes forældre altid har holdt for hende. Til at hjælpe sig med disse ting har hun veninden Maria og den mystiske, tilbageholdende Valerian.

18Likes
30Kommentarer
2849Visninger
AA

2. Hayley: Øl og grumset havvand

 

Jeg havde ikke været helt sikker på, hvad jeg skulle forvente af Californien, men dette ramte meget godt min forestilling. Der var fuldt af unge mennesker omkring mig i den lille bådhavn. Med front ud mod de forskellige moler stod en scene, hvor forskellige bands – gode og dårlige – spillede. De fleste kendte Maria fra skolen, som jeg skulle begynde på, og hun hujede og dansede ekstatisk, som om de alle havde været rockstjerner.

Vi havde mødt et par fyre, der havde givet os hver en rød kop med øl. Jeg kunne ikke huske deres navne, og faktisk var jeg også en smule ligeglad, for jeg var mere fascineret af vandet omkring mig end noget andet i øjeblikket. Dette var første gang, jeg havde stået på en bro over rindende saltvand, for min mor havde aldrig taget mig med på badeferie. Der var altid fuld fart over vores storby- eller vandreferier, så jeg nåede aldrig at savne det i stunden, men når jeg spurgte i løbet af vinteren, var svaret altid, at hun havde fået nok af strand og sol dengang hun boede sammen med min far.

Nu var det så mig, der boede her. Hos min far, som jeg havde set konsekvent én gang om året siden jeg var helt lille. På min fødselsdag. Uanset hvor i verden min mor havde slæbt mig hen, havde min far altid formået at møde os der og ønske mig tillykke i egen høje person. Ellers så jeg ham ikke, og hørte heller ikke rigtig fra ham. Han havde nok for travlt med at være  bestsellerforfatter til også at være far.

Og nu havde min mor så besluttet, at han ikke fik valget længere. Hele situationen var faktisk lidt tåbelig. Dramaet udsprang af, at Sandras familie havde inviteret mig med til Florida over sommeren, og jeg havde takket ja, selv om jeg også havde lovet min mor at arbejde på kontoret i det tidsrum. Da min mor fandt ud af, at jeg var taget af sted, blev hun så rasende, at hun fløj ned og hentede mig, hvilket var det pinligste, jeg nogensinde havde prøvet.

Efter det havde hun erklæret, at når jeg ikke respekterede hende og overholdt vores aftaler, så måtte jeg jo bo hos min far. Sådan var det så blevet, og nu var jeg her på molen, omgivet af strand og unge mennesker. Det var ikke så slemt endda.

”Genopfyldning?” pustede Maria i pausen mellem to bands. I hånden havde hun sit nu tomme røde krus.

”Ellers tak,” lo jeg og viste hende mit eget næsten fulde bæger. ”Men jeg kan godt gå med.”

Hun grinede, rakte bagud og tog min hånd for så at begynde at mase sig gennem masserne af folk. For mig var dette en temmelig akavet affære, for Maria var ikke særlig høj, mens jeg var langt over gennemsnitshøjden og derfor også var højere end en god håndfuld af fyrene her. Som et resultat gloede alle på mig, da jeg forsøgte at trænge mig ind mellem deres kroppe. Det gjorde det selvfølgelig ikke bedre, at jeg godt vidste, at jeg så lidt anderledes ud end de fleste.

Maria havde som noget af det første spurgt mig, om jeg var en eller anden fyrs søster eller kusine eller sådan noget, for jeg lignede ham åbenbart helt vildt meget. I virkeligheden var dette nok ikke tilfældet; mest sandsynligt var det, at han bare var blond, for det ville få mange til at skille sig ud blandt alle de mørkhårede her på stedet.

”Pyh!” stønnede Maria, da vi fandt de to fyre på et lidt mindre befolket sted. ”Man skulle tro, at man ikke kunne se scenen fra andre steder end de broer.”

”Hvis du er træt af det, hvorfor skal vi så stå og mase?” drillede jeg.

”Det er en del af oplevelsen, Miss Hay.” Hun gav min lange, lyse hestehale et blidt ryg, så hårene slog et smæld.

”Det skal du ikke kalde mig,” grinede jeg.

”Miss Hay,” gentog hun og rakte krævende sit krus frem mod den ældst udseende af de to fyre.

Han havde sort hår og skægstubbe og sad med en plasticpose mellem benene, hvorfra han fiskede en dåse Budweiser op. Mens den gullige væske blev hældt fra en beholder og ned i en anden betragtede jeg den anden fyr. Han havde almindeligt brunt hår og grønne øjne omkranset af mørke vipper. Kortvarigt mødte han mit blik, og da det gik op for ham, at jeg kiggede tilbage, smilede han et skævt smil, der gjorde mig blød i knæene.

Rødmende smilede jeg tilbage og skrabede lidt i gruset med spidsen af mine grønne Converse. ”Hvad var det nu, du sagde, at du hed?” spurgte jeg ham flovt.

”Matt.” Måden, han sagde det på, fik mig til at glemme min skam, for han lod ikke til at være fornærmet.

Jeg stak hænderne i lommerne på mine shorts. ”Så Matt og …” Sigende lod jeg mit blik vandre til fyren med drikkevarerne.

”Stephen,” svarede han med en dyb stemme, inden han vendte sin opmærksomhed mod Maria igen. Der var helt sikkert kemi mellem dem.

”Matt og Stephen,” resumerede jeg dæmpet. Det måtte jeg huske, for det var nok ikke sidste gang, at jeg kom til at se dem.

For en kort stund overvejede jeg at sætte mig ned ved siden af Matt, for jeg var dødtræt. Jeg havde været tidligt oppe for at få mest muligt ud af dagen, men oven på den sene flyvning dagen forinden var det måske ikke den bedste idé. Min far havde været vågen og i færd med at lave pandekager, da jeg kom ned ad trappen til køkkenet, og så havde vi snakket i et par timer, indtil Maria bankede på døren for at give sin mening om min fars seneste udgivelse til kende.

Siden da havde jeg været på farten. På rundtur i Eurekas gamle bydel; forbi den Burger King, hvor hun arbejdede; hjemme hos hende for at sige hej til hendes forældre; og nu dette. Mine fødder var ømme, og jeg følte mig lettere tung i kroppen efter et par øl.

Inden jeg kunne nå at gøre alvor af mine overvejelser, rettede Maria sig lynhurtigt op og pegede ivrigt op mod scenen. ”Uh, der er de endelig! Kom, Miss Hay, vi bliver nødt til at gå nu,” erklærede hun og halede mig efter sig, uden at give mig en chance for at tage afsked med de to fyre.

Inde mellem folkene var der opstået en slags forventningsfuld stilhed, som om det var et kendt band, der skulle på nu. Det kunne det imidlertid ikke være, for Maria havde fortalt, at det kun var for lokale bands, der ønskede at promovere sig selv lidt. Ikke desto mindre måtte dem, der skulle spille nu, være gode, for ingen brokkede sig over, at vi trængte os tilbage til vores originale plads på en af molerne.

Der lød en høj, skarp lyd fra en elguitar, og flere tog sig til ørerene. ”Undskyld,” lød en stemme så i mikrofonen, og jeg vendte min opmærksomhed mod personerne på scenen.

Jeg havde ikke troet Maria, da hun sagde, at jeg lignede en eller anden fyr fra byen, men jeg forstod, hvad hun mente, så snart jeg fik øje på ham. Det var det samme hvide hår og de samme mørke øjne, der var lette at genkende selv på afstand. Den eneste, jeg kendte med den slags udseende, var min far. Måske …

”Kan du se, hvad jeg mener?” spurgte Maria triumferende.

Tavst nikkede jeg. Fyren bevægede sig frem mod scenekanten med en mikrofon i hånden, og bevægelserne var glidende og lette. Som bølger der slog ind mod stranden på en tropeø. Der var en unægtelig tilstedeværelse og intensitet over hans fremtræden, der tryllebandt alle tilskuere – mig inkluderet.

”Her er sgu mange mennesker,” sagde han med en stemme, der var både silkeblød og rå på samme tid. ”Tak, fordi I er her til at feste med os. Vi er Atlantica.”

Umiddelbart syntes jeg, at det var et temmelig tøset navn til et band, der udelukkende bestod af fyre sidst i teenageårene. Var Atlantica ikke det sted, hvor havfolkene levede i Den Lille Havfrue? Og mig som troede at drenge ikke var interesserede i Disney-film.

Alle tanker om plathed forsvandt dog hurtigt, da de begyndte at spille. Høj, ren musik i et godt tempo. Forsangeren med det hvide hår placerede mikrofonen i et stativ og lænede sig fremover for at begynde. Det var ikke en sang, jeg kendte, og det så heller ikke ud til, at ret mange andre kunne synge med, men det var alligevel en meget fangende melodi, og teksten var nem i omkvædene.

Inden længe havde de hele publikum til at synge med på de gennemgående linjer i sangen:

Up and away we all go, into the way we run.
There you will find our stronghold, ’though you won’t find our guns.
Up and away we all go, into the way we run.
There you will find our stronghold. We won’t go to war!
No, we won’t go to war …”

Maria, ligesom de fleste andre omkringstående, hoppede og dansede euforisk, tilsyneladende ligeglad med hvem hun stødte ind i, når hun svingede med hofterne. Selv om jeg nød musikken og syntes, at fyrene leverede et godt show, så gik det langsomt op for mig, at jeg ikke var lige så tryllebundet som størstedelen af de fremmødte. Havde de aldrig hørt god musik herude før? I Chicago havde Sandra jævnligt slæbt mig med ind på små, nussede barer for at høre sine mærkelige relationer spille. Oftest var disse bands ekstremt elendige, men af og til kunne selv jeg ikke undgå at blive revet med af en særligt talentfuld sangskrivers tekst eller god beherskelse af instrumenter.

Amatørmusikanterne der udgjorde Atlantica kunne lige så godt have været Beyoncé, Michael Jackson eller The Beatles, at dømme efter publikums hengivenhed mod dem. Efter min mening var dette temmelig overdrevet, og jeg havde så svært ved at sætte mig ind i det, at jeg mistede fokus på det, der skete omkring mig.

Først da en dråbe af vand ramte min kind, gik det op for mig, at ekstasen havde taget ordentligt fat og åbenbart fået folk til at springe i havnen. Til venstre for mig lå et par fyre og trådte vande i det rolige havnebassin, og flere og flere sluttede sig til dem i løbet af få sekunder. Piger i hvide T-shirts slap tøjlerne og kastede sig ud i det, resulterende i høje sprøjt op på de af os, der stadig stod på molen.

Umiddelbart syntes jeg, at det var lige lovligt ulækkert at hoppe ned i det vand. Var det ikke grumset, fordi det var møgbeskidt og i øvrigt fyldt med dyr, man ikke havde lyst til at røre ved? Min mor havde altid mindet mig om min frygt for skarpe genstande, når jeg havde plaget om badeferie. Man kunne jo aldrig vide, hvad der gemte sig på havbunden. Krabber, mærkelige fisk, levende muslinger … Bare tanken om den klistrede, gummiagtige masse mellem skallerne fik mig til at gyse af afsky.

”Kom, Miss Hay!” Marias stemme trak mig ud af den nærmest trancelignende tilstand og tilbage til virkelighedens verden. Hun holdt godt fast omkring min underarm og var på vej mod kanten af molen.

”Nej,” hørte jeg mig selv sige. Det her skete bare ikke. ”Nej, nej, nej, nej… “

”Det er bare vand,” pointerede hun. ”Kom nu.”

Jeg forsøgte at trække min arm fri, men det var fuldstændig soleklart, at hun ikke ville give op før jeg lå og flød rundt nede mellem de drivvåde kroppe.

”Ej, det vil jeg altså ikke,” råbte jeg hen over høje latterbrøl og sprøjt.

I et ryk kom min hånd fri, og jeg spærrede øjnene op i fortrydelse, da jeg så Maria falde ud over kanten på molen og direkte ned i det beskidte saltvand blandt mange andre jævnaldrende. Hun forsvandt kortvarigt, helt ned til spidserne af sine lange, mørkebrune lokker. Så længe hun var dernede, kunne hun dårligt gøre megen skade, så min egentlige frygt begyndte først, da toppen af hendes hoved kom til syne igen.

I modsætning til mange andre fulde unge omkring sig gjorde Maria en nærmest elegant entré. Okay, makeuppen sad i hele ansigtet, og hendes hår var ikke længere fyldigt og skinnende, men hun hverken sprøjtede eller spruttede. Tvært imod trådte hun bare vande, som om hun var født til at stå stille med hovedet og skuldrene over overfladen.

”Din lort,” grinede hun og sendte en bølge af dråber op mod mig.

Jeg forsøgte at værne mit tøj mod dem, og vandet splattede mod mine bare arme. ”Det er straffen for at forsøge at tvinge mig til noget, jeg ikke vil,” lo jeg ned mod hende.

”Så tror jeg bare, at jeg vil nyde det lidt,” erklærede hun letsindigt og lod sig flyde om på ryggen med arme og ben strakt ud til siderne. ”Det er ikke engang særlig koldt, når man først er kommet i.”

Fordi hun havde tilkendegivet sin mening, slog jeg mig ned på kanten, forsigtig med ikke at røre ved vandet med mine ellers i forvejen udtrådte og beskidte sko. Nu hvor jeg var heroppe på den tørre grund, og hun lå dernede sammen med rigtig mange andre og nød at blive kølet af, så var det mere fristende at hoppe i. Godt nok var vandet ulækkert, men jeg havde ikke lyst til at være den, der ikke deltog i fællesskabet.

”Kommer du ikke i, Miss Hay?” Maria lavede en doven bølge, der heldigvis ikke nåede mig, med den ene arm.

”Måske,” mumlede jeg for mig selv, rejste mig op og overvejede det for alvor. Hvor slemt kunne det være? Et bad kunne jo fjerne skidtet, og min far kunne vel finde ud af at vaske tøj og sko efter at have levet alene så længe?

Netop som jeg havde besluttet mig for, at jeg godt kunne prøve det af, var der en længere henne ad broen, der begyndte at råbe op om, at han havde set en pilrokke, og at folk skulle skynde sig op af vandet. Derfra gik det stærkt med at fjerne fødderne fra vandoverfladen, ligesom alle andre fik travlt med at hive sig selv op på sikker grund igen. Maria rakte en drivende våd hånd op mod mig, og jeg halede hende op så hurtigt, at jeg selv endte på halen.

Situationen var gået fra kosmos til kaos på meget få sekunder, og folk råbte og bandede, fordi de flygtende havnesvømmere invaderede al pladsen og skabte tumult og panik. På scenen var bandet Atlantica for længst blevet færdige, og der var intet spor af dets musikanter. I stedet stod et andet band med en radmager, mørkhåret pige nu og forsøgte at skabe lidt festlighed over den umulige scene.

”Nu er jeg drivende våd!” skreg Maria for at overdøve larmen. ”Lad os skride.”

Det var fristende at pointere over for hende, at hun selv var skyld i det, men jeg lod være og tillod hende i stedet at slæbe mig efter sig gennem ikkeeksisterende huller i menneskemængden indtil der blev plads nok til at gå frit. Væk fra det hele opfangede mine sanser bedre den stank, der kom fra de våde stoffer: salt, fugt, tang, fisk … Ulækkert.

Desuden var der store, mørke pletter på hendes top, og der lød skvulpelyde for hvert skridt hun tog i de gennemblødte hvide sneakers. Godt, at jeg ikke havde ladet mig overtale til det fis.

Jeg lod mig falde ind på passagersædet i hendes hvide Fiat Punto og spændte sikkerhedsselen, mens hun vred sit våde tøj en ekstra gang og dryppede ned på asfalten. Det var kun, fordi hun bøjede sig fremover på det rette tidspunkt, at jeg bemærkede den mærkværdige hvidhårede person lænet mod et skur i nærheden. Han stod helt stille, med armene over kors og benene krydset ved anklerne. De lyse lokker skinnede i sollyset, hvor de ikke var i skygge, og de sorte øjne stirrede direkte på mig.

Gysende lænede jeg mig tilbage i sædet, så jeg ikke længere kunne se ham, men sensationen af at have mødt en ganske særlig fremmed sad stadig i mig, da Maria tændte motoren og rullede væk fra parkeringspladsen.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...