Af Hav og Jord

Hayley, som har boet hos sin mor i årevis, ved godt, at hendes far er lidt anderledes end andre mennesker. Det er dog først da hun bliver sendt ud til ham ved stillehavskysten, at hun finder ud af præcis hvor anderledes. Det kræver tilpasning for hende ikke alene at vænne sig til at bo hos sin far og få nye venner i den lille, fremmede by, men også at kapere hvilken hemmelighed, hendes forældre altid har holdt for hende. Til at hjælpe sig med disse ting har hun veninden Maria og den mystiske, tilbageholdende Valerian.

18Likes
30Kommentarer
2834Visninger
AA

10. Hayley: Et godt trick

 

Min far, opdagede jeg, var en sand mester i at undgå at nævne, hvad han ikke havde lyst til at tale om. Måske var det en egenskab han havde tilegnet sig ved at skrive bøger. Måske var den medfødt. I hvert fald var det lige så frustrerende som det var rart endelig rent faktisk at kunne tale med ham igen. Vores fælles vandretur havde været en stor succes. At gå og gå og gå indtil vores kroppe simpelthen ikke kunne mere havde drevet den sidste rest af negativitet ud af mig. Mine tanker var klare, og de følgende dage var jeg mere end almindeligt opmærksom og aktiv i skolen som en direkte følge deraf.

Men det var også irriterende, for denne nye klarhed gav mig også overblik over alle de ting, jeg ikke vidste. Og når jeg spurgte min far om Valerian, så var svarene som regel temmelig vage. Mest af alt ville jeg gerne vide, hvorfor både han og min egen mor var så ivrige efter at holde mig væk fra stranden, for jeg gik ikke ud fra, at deres argumenter var de samme.

Jeg var nysgerrig og ville gerne vide, hvad der var så slemt ved at tage en dukkert i Stillehavet. Jeg behøvede jo ikke at gå længere ud end jeg kunne bunde, selv om jeg var en rimelig svømmer. Så da vejret onsdag eftermiddag stadig var varmt og solen skinnede fra en skyfri himmel besluttede jeg at tage sagen i egen hånd. Efter at have smidt min taske af derhjemme og skiftet til en bikini under mit tøj begav jeg mig ud til klippeskrænten foran huset.

Dette var nok ikke det mest ideelle sted at bade for første gang, så jeg begyndte at gå lidt mod syd, hvor der var mere rimelige forhold for at gøre mit foretagende så sikkert som muligt. Ikke langt henne ad vejen kurvede kystlinjen nemlig og åbenbarede en sandstrand, hvor jeg aldrig nogensinde havde set et andet menneske bade. Ikke engang de turister, som af og til stoppede ud for min fars hus for at spørge om vej eller gode råd.

Det lykkedes mig at klatre ned på den flade, bløde grund oppe fra vejen. Duften af saltvand trak i mit indre, som om havet kaldte på mig. Det var en underligt beroligende og samtidig intimiderende oplevelse. Jeg havde aldrig nogensinde følt en trang så stærk. Ikke engang den dag på stranden med de andre, men da havde mine sanser selvfølgelig også været dulmet af alkohol, og Valerian havde været hurtig til at bryde ind.

Langsomt krængede jeg mig ud af min T-shirt og mine tætsiddende jeans. Vinden kommende fra den store, blå overflade mod vest smøg sig over min bare hud, og jeg stod et øjeblik og nød det. Sidste gang dette var sket var i Florida, øjeblikket før min mor kom stormende hen over stranden og skældte mig huden fuld om hvor ulydig jeg var. Hun havde haft et skær af panik i øjnene, huskede jeg nu. Hvorfor havde jeg ikke bemærket det tidligere?

Mine fødder satte automatisk i bevægelse ned mod vandkanten. De blågrå bølger kom tættere og tættere på, og selv om de havde nogen kraft bag sig, så var jeg ikke den mindste smule bange for at drukne eller at blive suget under af strømme, jeg ikke kunne se. Jeg ville bare gerne i.

”Hayley?”

En stemme brød gennem min trance. Jeg drejede hovedet skarpt. Selvfølgelig. Den person jeg havde allermindst lyst til at støde ind i lige nu.

Valerian stod på strandbredden, iført et par løse, lyse jeans og stadig bar overkrop. Hans hår var underligt mørkt i enderne, og der var ligesom noget anderledes over hans ansigtstræk. I hvert fald lignede han ikke helt sig selv.

”Hvad laver du her?” spurgte jeg direkte og temmelig irriteret.

”Hvad laver jeg her?” gentog han som om det var verdens dummeste spørgsmål. Så tog han sig i det og trak den T-shirt, han havde mellem hænderne, over hovedet. ”Du ved godt, at det her er en offentlig strand, ikke?”

Jeg himlede med øjnene. ”Selvfølgelig. Jeg synes måske bare, at det er lidt mærkeligt, at du pludselig dukker op her. Jeg mener, det er ude midt i ingenmandsland.”

”Så hvad laver du selv her?” ville han vide.

”Dig først,” insisterede jeg stædigt.

”Okay.” Han slog ud med armene, og en del af mig blev overrasket over den medgørlighed, han pludselig udviste. ”Jeg har lige taget en svømmetur.”

”Du har måske ikke fået nok af poolvandet på universitetet?” gættede jeg sarkastisk.

”Ha-ha,” mumlede han tørt. ”Meget morsomt.”

Fordi det var tydeligt, at han ikke ville sige mere af sig selv, vendte jeg min opmærksomhed fra ham til kystlinjen få meter fra mine fødder. Det var et spørgsmål om skridt før jeg for første gang så længe jeg kunne huske satte fod i andet end ferskvand. For mig var det noget stort, men stort set hver eneste anden teenager i Eureka ville nok have grinet højt, hvis de kunne høre mine tanker.

”Det er fristende, er det ikke?” spurgte Valerian med en slags generel nysgerrighed i stemmen.

Overrasket drejede jeg ansigtet i hans retning igen. Hvorfor var det lige ham af alle mennesker, der lod til at forstå, hvad der gik gennem hovedet på mig? ”Jo,” tilstod jeg, for der var ingen pointe i at lyve. ”Valerian, må jeg spørge dig om noget?”

”Det har du lige gjort,” pointerede han uden den sædvanlige overlegne tone.

Jeg ignorerede den dumsmarte kommentar og fortsatte: ”Hvorfor er alle så ivrige efter at holde mig væk fra strande?”

Han så ud som om jeg netop havde bragt ham i en meget ubehagelig situation, men i det mindste blev han stående helt stille og stirrede på mig med sine sorte øjne. Så tog han et par skridt nærmere uden tilsyneladende at have travlt.

”Vil du virkelig gerne vide det?” spurgte han alvorligt.

”Ellers havde jeg nok ikke spurgt,” påpegede jeg. ”Hvorfor? Er der sket noget slemt?”

Han virrede med hovedet, idet han gik forbi mig i retning af vandkanten. ”Det er ikke strande, der er problemet. Det er saltvandet, de grænser op til.”

Den udtalelse gav ikke meget mere mening i mit hoved, end hans generelle opførsel gjorde. Resultatet blev derfor blot, at jeg var endnu mere forvirret nu. Hvad kunne der være så slemt ved saltvand?

”Er jeg allergisk?” gættede jeg. Så vidt jeg vidste var det nemlig ikke muligt, men man kunne jo aldrig vide. Det kunne være, at jeg bare var meget mærkelig.

Valerians ene mundvig trak opad i et ironisk smil. ”Nærmere det modsatte.”

”Kan ud ikke bare fortælle mig, hvad der foregår?” udbrød jeg frustreret, træt af gættelegen.

”Jeg ved ikke helt, hvordan jeg skulle fortælle dig det. Ikke uden at få dig til at tro, at jeg er skingrende skør.”

”Det er lidt sent nu,” mumlede jeg for mig selv og foldede armene over brystet.

Hvis han hørte mig, så var det tydeligvis ikke en kommentar, han havde tænkt sig at reagere på. I hvert fald forholdt han sig helt stille og rolig, idet han gik langs vandkanten, lige uden for rækkevidde. For at han ikke bare skulle snige sig væk skyndte jeg mig at følge efter.

Det forekom mig temmelig underligt, at han ikke ville give mig et negativt billede af sig selv, for han havde aldrig nogensinde givet udtryk for at gide mig. Mest af alt formodede jeg, at han tolererede mig, fordi jeg var min fars datter.

”Nok kan jeg ikke finde en god måde at forklare dig det på,” sagde han efter et stykke tid i tavshed, ”men hvis du er villig til at blive hængende lidt, kan jeg vise dig det.”

Med lettere sammenknebne øjne slog jeg ud med armene. ”Tja, det kan jeg vel godt.” Hvad det end var, så fandt jeg det underligt, at han ikke bare kunne sige det direkte.

Han sendte mig et tvivlende blik, som om han virkelig overvejede bare at gå sin vej. Så skiftede han åbenlyst mening og trak i stedet sin T-shirt af. Øjeblikket efter smed han også bukserne. Jeg stirrede bare på hans atletiske, slanke krop og syntes pludselig, at dette var mere end almindeligt akavet. Specielt da hans fingre gled ned til kanten af de boxershorts, han var iført.

”Hvad har du gang i?” krævede jeg at få at vide.

Han så ikke den mindste smule ubekvem ud. ”Du vil gerne se, hvad dine forældre har holdt skjult for dig hele dit liv, vil du ikke?”

”Indebærer det at du stripper for øjnene af mig?” spurgte jeg, håbende at min nervøsitet ikke skinnede alt for meget igennem.

”Det er mest praktisk sådan her,” var hans kølige svar. Derpå vendte han ryggen til mig, trak underdrengene af og sparkede dem et stykke tilbage i sandet, så de ikke blev opslugt af bølgerne ved et uheld.

Valerian var veltrænet men samtidig ikke overdrevet muskuløs. Alle bevægelser, han foretog, syntes at forplante sig til de rette steder under huden. Det fik ham til at se nærmest svævende ud. Dog var jeg temmelig taknemmelig for, at jeg ikke kunne se hans mere private dele, for det kunne godt gå hen og blive akavet for os begge to.

Og så pludselig var han i kontakt med saltvandet. Hans tempo blev hurtigere og hurtigere, indtil han efter et par meter kunne kaste sig fremad og synke helt ned under overfladen. Jeg så efter ham, ikke helt sikker på hvad der var så specielt ved at dykke ned under overfladen. Det var der sikkert mange før ham, der havde gjort.

Imidlertid fik jeg noget af et chok, da hans ansigt dukkede frem igen, vendt i min retning. Under solens skarpe lys var det svært at se, men der var helt sikkert noget underligt ved hans hud. Jo mere af hans overkrop jeg kunne se, des mere forstyrret blev jeg. Først var det svært at se, om det bare var vanddråber, men efterhånden som mere af hans overkrop kom til syne, kunne jeg tydeligt se de klare, blå pletter på hans krop. De glimtede i solen.

Mest overraskende var dog hans hår. Jeg havde forventet at se det fladt og nærmest gennemsigtigt, sådan som mit eget så ud når jeg lige havde været i bad. I stedet var det mørkt og fyldigt. Helt mørkt med et blåligt skær. Luften føltes næsten som en klump i min hals, og min puls steg hastigt. Hvis ikke ansigtet havde været præcis det samme, ville jeg have troet, at det her bare var en dårlig spøg, men han kunne umuligt have farvet sit hår og splattet blå maling ud over sin krop så hurtigt og under vand.

Det her var ikke normalt.

”Okay,” sagde jeg og satte hænderne i siderne for ikke at se så dum ud, som jeg følte mig over ikke at kunne regne fidusen ud. ”Godt trick. Kan vi måske være seriøse et øjeblik nu?”

Valerian så ikke særligt påvirket ud over min manglende tro på hans spøg. ”Kom tættere på, så skal jeg vise dig det vildeste.” Hans stemme var flad.

Jeg gjorde, som han sagde. Hvis jeg spillede med, kunne det være, at han ville fortælle mig sandheden bagefter. Når han altså var færdig med at lege. Mine fødder bevægede sig let hen over det lune sand, lige indtil det blev køligt grundet væden fra bølgerne, der kom og gik.

”Er du klar?” spurgte Valerian.

Jeg nikkede og hævede et øjenbryn.

Han lod sig falde bagover og trak sin overkrop under vand. Resten af kroppen forblev i overfladen og gled let forbi mine øjne. Jeg måbede. Bleg, marmoreret hud udviklede sig til først hudfarvede og derefter stærke blå skæl, præcis som på en fisk. Der var ingen ben at se længere. Kun en hale i stil med dem, jeg havde set i samtlige havfruefilm da jeg var yngre. Halen endte i splittede finner, der var lettere gennemsigtige men åbenlyst stadig blå. Halen lavede et plask mod vandoverfladen, inden den sank under og Valerians ansigt kom til syne i overfladen igen.

Min hjerne arbejdede på højtryk for at finde ud af, hvordan han havde formået at få stablet alt det her på benene. For han kunne vel ikke have vidst, at jeg ville gå herned i dag. Jeg havde ikke sagt det til nogen.

”Flot,” var min eneste kommentar, da hans skuldre også dukkede op igen. Det var lidt, som om han var lavet af plastic, for vandet drev hurtigt af ham.

”Hvad mener du med det?” ville han vide.

”Jeg mener, at jeg virkelig ikke kan gennemskue fidusen, og at det er et flot kostume,” fortalte jeg ham roligt, pinligt berørt over chokket jeg først havde fået, da jeg så ham.

Han trak let på skuldrene. ”Jeg sagde jo, at du ville tro, at jeg var skør.”

”Det tror jeg ikke,” rettede jeg ham. ”Jeg falder bare ikke for din lamme spøg.”

For et ganske kort øjeblik så han næsten rasende ud; skuldrene var anspændte, som om han forberedte sig på slåskamp; hans sorte øjne glitrede elektrisk, og hans læber var en smal linje af mishag. Så rystede han på hovedet, og sammen med vanddråberne der fløj til alle sider syntes hans uventede vrede også at forsvinde. Tilbage var der en slags kølig ligegyldighed.

”Hvis det bare er et trick, så har du ikke noget at frygte ved at slutte dig til mig,” påpegede han skarpt.

Jeg virrede med hovedet for at klare mine grumsede tanker. Hvad han hentydede til var umuligt. Der fandtes ikke havfruer eller havmænd; de hørte til i gamle sagn og eventyr. Det var den slags man drømte om at være når man var et lille barn og plaskede rundt i et lavvandet svømmebassin på en eller anden tropeø med godt vejr og tusindvis af turister. Min mor havde fra en ret tidlig alder gjort det klart for mig, at den slags væsener – og specielt havfruer som Ariel og Melody – ikke eksisterede.

”Måske en anden gang,” sagde jeg med så meget værdighed, som jeg nu engang kunne mønstre, og trådte et par skridt tilbage.

”Hey!” kaldte han, idet jeg skulle til at vende rundt på den ene hæl og fortsætte længere op på stranden mod mit tøj. ”Jeg kan ikke tvinge dig til at tro på mig, men tænk over det.”

Med et dybt suk nikkede jeg og viklede armene omkring mig selv. ”Ja, ja.”

Mine fødder sparkede sandet op bag mig, da jeg satte i løb hen mod den lille bunke stof, der udgjorde mine beklædningsgenstande. Valerian lod mig være, men jeg ville næsten have ønsket, at han bare var kommet op på land igen og havde forklaret mig, hvad der foregik. Hvorfor var han så interesseret i at forsøge at bilde mig en løgn ind? Havde jeg nogensinde gjort ham noget særligt?

Da jeg igen var påklædt, så jeg tilbage ud over bølgerne og blev overrasket over at opdage, at den mørkhårede version af Valerians hoved ikke længere var til at få øje på.

Jeg havde en underligt tung fornemmelse i brystet, da jeg klatrede op ad skråningen til vejen igen. Ikke alene havde jeg ikke formået at gøre, hvad jeg var kommet for, men jeg havde mødt Valerian igen og var stadig lige så snotforvirret og uafklaret som tidligere. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...