Af Hav og Jord

Hayley, som har boet hos sin mor i årevis, ved godt, at hendes far er lidt anderledes end andre mennesker. Det er dog først da hun bliver sendt ud til ham ved stillehavskysten, at hun finder ud af præcis hvor anderledes. Det kræver tilpasning for hende ikke alene at vænne sig til at bo hos sin far og få nye venner i den lille, fremmede by, men også at kapere hvilken hemmelighed, hendes forældre altid har holdt for hende. Til at hjælpe sig med disse ting har hun veninden Maria og den mystiske, tilbageholdende Valerian.

18Likes
30Kommentarer
2922Visninger
AA

7. Hayley: En forspildt chance

 

Jeg ville tilbringe så lidt tid hos min far som overhovedet muligt. Det var det eneste, der kunne forhindre mig i at blive fuldstændig sindssyg af raseri. Når jeg var i huset, sendte han mig undskyldende blikke tværs gennem rummet, som om han ikke anede, hvorfor jeg var så sur men gerne ville opmuntre mig alligevel. Han var overvældende sød. Lavede mad til alle måltider og gjorde sig rent faktisk umage med det.

Halvdelen af tiden spiste jeg hos Maria eller i byen, men når jeg ikke kunne finde en undskyldning for ikke at komme hjem, tog jeg bare maden med op på mit værelse og lavede lektier i stilhed. Sådan kunne det selvfølgelig ikke blive ved, men jeg var opsat på at fortsætte i samme stil, indtil han tog sig sammen og fortalte mig noget, jeg kunne forholde mig til.

Jeg havde arvet min fars talent for at virke socialt akavet, så normalt ville jeg have sagt nej tak til en stor fest på stranden lidt syd for byen. Men eftersom Maria skulle ned til sin moster i San Jose weekenden over, kunne jeg ikke finde på en bedre undskyldning for at blive væk hjemmefra i et par timer ekstra på en fredag aften. Plus at min far ville hade, hvad jeg foretog mig.

Der var høj musik i solskinnet, og folk dansede omkring i korte mavebluser, som om de ikke forventede, at vejret snart ville blive koldere. Øl blev udleveret fra store køletasker omkring et dødt ildsted, og vi tog alle for os – naturligvis huskende at gemme drikkevarerne væk i papirsposer så vi ikke gav en forbipasserende politimand grund til at stoppe festen og anholde os. Ikke at det med sandsynlighed ville ske, for der kom ikke særlig ofte mennesker forbi ude på tangen der skærmede byen af for de værste ting, naturen kunne sende i den retning. Og måske var det med god grund, for i løbet af ganske få minutter var mit hår helt filtret af den skarpe vestenvind.

Der var flere fra mine fag i skolen, som jeg kendte, og endnu flere som Maria havde introduceret mig for i løbet af det sidste stykke tid. Matt og Stephen, som ikke længere gik på skolen, var der også, og det var tydeligt, at Stephen havde regnet med også at finde Maria her. Imidlertid måtte jeg skuffe dem og hjælpe med at drukne sorgerne i øl.

Det var sjovt. Folk snakkede til mig, som om jeg havde været en del af deres liv fra begyndelsen og ikke kun havde boet i Eureka i ganske kort tid. Af og til havde jeg lidt svært ved at følge med og forholde mig til livsstilen her, men som regel gik det meget godt. Hvis ikke slog de det hen med, at jeg allerede havde drukket samme antal øl som Matt, som dansede en eller anden underlig dans foran det bål, et par andre havde tændt.

Den brændende, varmegivende kugle der var centrum for vores solsystem sænkede sig langsomt og kyssede havets overflade omgivet af et kalejdoskopiske farver. Det var den slags, man så på film og gerne ville tage billeder af, men billederne blev aldrig lige så gode på telefonen som dem professionelle kunne tage. En skam.

En eller anden råbte op om, at vi alle sammen skulle i vandet, inden det blev mørkt og farligt. Langt de fleste var med på den idé. Til min overraskelse var der faktisk kun én anden end mig, der tøvede, og han syntes at være dukket op ud af det rene ingenting.

Valerian Nirvelli sad ved det lystigt blussende bål og rodede lidt i gløderne med en pind, tilsyneladende ikke den mindste smule fristet af udsigten til en dukkert. Dagen havde været varm, og mit tøj var lettere svedigt af at danse omkring i sandet. Faktisk lød det ikke som nogen dårlig idé lige at komme under overfladen på det mægtige Stillehav.

Jeg så mig kort tilbage over skulderen, inden jeg gik ned mod vandkanten og forberedte mig på at gøre mit Victoria’s Secret-undertøj vådt. Jeg gad godt vide, om det kunne tåle saltvand, eller om det ville totalskade de flotte mønstrede blonder på brysteholderens skåle. Men det her handlede om venner og om at undgå min far, så jeg trak min løse basketball-top af og smed den i sandet.

Øjeblikket efter mærkede jeg en hånd på min albue, netop som jeg skulle til at række ned efter knappen på de slidte denimshorts. Forskrækket vendte jeg mig om. Valerians sorte øjne reflekterede lyset fra den smukke himmel og så pludselig ikke så skræmmende ud. Alligevel var den en vis autoritet i hans stemme, idet han sagde:

”Det er ikke nogen god idé at gå i.”

Jeg var for overrumplet over hans bekymring til at være sur over sidste gang, jeg havde mødt ham. ”Hvad med alle de andre? Hvorfor sagde du ikke noget, hvis du tror, at det er så farligt?”

Han trak let på skuldrene. ”Det er ikke farligt. Men det er stadig ikke en god idé, at du gør det.”

Hvis det skulle forestille at hjælpe på min manglende forståelse, så måtte der være et eller andet galt med ham. Han måtte om nogen vide, at jeg ikke var tankelæser. Og at jeg var temmelig ligeglad med, hvad han havde af råd til mig. Var vandet ikke farligt, var der vel ingen grund til, at jeg ikke skulle slutte mig til mine venner.

Aggressivt trak jeg armen ud af hans greb, og han lod mig gøre det uden protester eller forsøg på at holde fast. Faktisk trak han endda et skridt baglæns. ”Hør, uanset om du tror det eller ej, så er jeg ikke ude på at gøre dit liv surt.”

”Jeg kunne virkelig ikke være mere ligeglad,” spyttede jeg. At se hans ansigt tæt på havde mindet mig om min far – og hvor sur jeg var. De to var sikkert i ledtog med hinanden, og det ville jeg ikke lade mig narre af.

Rasende traskede jeg lidt videre, så jeg kunne mærke på vandet. Solen var allerede sunket en del, så hvis jeg ville i, skulle det næsten være nu. En irriterende tvivl lurede i mit baghoved. Måske var det ikke nogen god idé at gå i. Der kunne være hajer på lavt vand, understrømme og lignende. Hvis jeg blev suget under, var der sikkert ikke nogen, der ville være ædru nok til så meget som at forsøge at redde mig.

Det var alt sammen så barnligt at frygte. De andre var på lavt vand endnu, og de lod til at nyde det. Mine nye venner. De mennesker, der ikke gik mig på nerverne. Andre mennesker end min far. Hvis dette var hvad jeg måtte gøre for at passe ind blandt dem, så var det bare sådan, det var.

Netop som jeg skulle til at træde ud i det våde sand, hørte jeg Valerian ved siden af mig. Hans luntende skridt sparkede sand op, indtil vi stod på linje.

”Hvis du lader være, skal jeg nok vise dig, hvorfor det er en dårlig idé.” Han sagde det næsten desperat, som om han havde svært ved at holde sammen på sig selv. Som om bare tanken om, at jeg gik i vandet, kunne gøre ham fortræd.

Jeg var fristet. Meget endda. ”Så vis mig det,” krævede jeg uden at flytte mig.

Han sukkede. ”Kom med.”

Jeg blev stående og krydsede armene over brystet. ”Vis mig det først.”

Som om jeg var idiot slog han ud med armene og lagde nakken tilbage, stirrende op mod himlen som efter råd fra en højere magt. ”Ikke her. Der er for mange mennesker.”

Hjertet bankede lidt hårdere i mit bryst efter hans udtalelse. Hvad var det, der var så specielt, at han ikke kunne vise mig det foran alle andre? Ville han bare have mig på egen hånd, så han kunne være sikker på, at jeg gjorde, som han sagde? Måske var han – sit gode ry til trods – en rigtig skidt fyr, som kun var ude på at forføre så mange som overhovedet muligt. Eller måske var det endnu værre end det …

”Du kunne også bare fortælle mig det,” påpegede jeg. ”Ingen andre lytter.”

En underlig lyd undslap ham. Det lød som noget halvvejs mellem et fnys og et lavmælt støn, og det gav perfekt udtryk for hans utilfredshed med min manglende samarbejdsvilje. ”Hvis jeg fortalte dig det, ville du alligevel ikke tro mig.”

”Det finder du kun ud af på én måde,” var min pointe. Og den stod jeg ved.

”Glem det,” mumlede han næsten uhørligt. ”Gør som du vil. Jeg skal nok lade være med at stoppe dig.”

Jeg var udmærket klar over, at dette kun var et forsøg på omvendt psykologi – at han ved at give mig sin tilladelse forsøgte at få mig til at lade være. Problemet var bare, at selv om jeg vidste, hvad det hele gik ud på, så virkede det. Min lyst til at kaste mig ud i bølgen blå forsvandt sammen med dagslyset.

Selv længe efter at Valerian havde forladt stranden, tilsyneladende helt alene, afholdt jeg mig fra at deltage i den højrøstede vandkamp blandt Stillehavets bølger. I stedet sad jeg ved bålet og stirrede ind i flammerne, overvejende om Valerian virkelig ville have vist mig noget særligt. Overvejende hvorfor han ikke syntes, at jeg skulle tage en dukkert for første gang i mit liv. Tanken mindede mig om min fars bog. Nærmere end du tror. Om de hemmelighedsfulde væsener, hans hjerne havde genereret tilsyneladende til perfektion.

En stor bølge knækkede hen over hovederne på de, der stadig befandt sig ude i det formentlig isnende vand, og jeg gøs en enkelt gang. Ikke af kulde eller af frygt, men af skam. Jeg burde ikke have reageret så voldsomt over for min far, bare fordi han ikke længere kunne svare på spørgsmål om min mor. Det var trods alt mange år siden, at de boede sammen og kendte hinanden ud og ind. Måske var der sket noget dengang, som han ikke brød sig om at tale om. Noget der kunne forklare hvorfor han havde foretrukket at lyve for sin egen datter.

For første gang nogensinde slog det mig, at min mor også kunne være synderen. Var det at hun ikke brød sig om strande en god nok undskyldning for at holde mig fra havet i mange år uden en nærmere forklaring? Specielt når nu min far erindrede noget helt andet om hende, end hvad jeg havde fået at vide.

Alle spørgsmålene, der pludselig farede omkring i mit hoved, gjorde mig utilpas. Jeg ville til bunds i mysterierne. Hvorfor min mor ikke brød sig om strande. Hvorfor Valerian mente, at jeg kunne finde sandheden i min fars bøger. Hvordan Valerian passede ind i alt det her rod. For jeg havde på fornemmelsen, at han var en vigtig brik.

Flot, Hayley, skændte jeg på mig selv. Og du skulle absolut lade chancen for at tale med ham på tomandshånd gå til spilde! I det øjeblik hadede jeg mig selv inderligt, for jeg var ret sikker på, at hvis jeg ville have endnu en chance, så blev jeg nødt til at opsøge den mest populære fyr i Eureka. Det kunne der umuligt komme noget godt ud af.

Matts tænder klaprede højlydt, da han sjoskede hen over det kølige sand og lod sig falde ned ved siden af mig. Flammerne fik skyggerne til at danse over hans ansigt, og hans døsede alkoholøjne skinnede blankt. ”Det var noget nær verdens værste idé,” erklærede han. ”Nu er jeg fuld og våd.”

Grinende puffede jeg til hans skulder med albuen. Et par dråber blev hængende på min bare hud, og det føltes næsten, som om der bredte sig en slags tråde af velvære ud fra berøringspunkterne. Forskrækket tørrede jeg vandet af med fingrene og gned dem mod hinanden indtil væsken var suget ind i min hud.

”Måske skulle du skynde dig at få noget tøj på, så snart du er tørret lidt mere,” foreslog jeg mildt.

Han så på mig, som om jeg var den klogeste person i hele verden. ”Det lyder som en fortræffelig idé.”

Inderst inde lo jeg højlydt, for hvilken teenager brugte ord som fortræffelig i daglig tale? Egentlig burde jeg ikke dømme ham så hurtigt, for jeg vidste så godt som ingenting om ham, ud over at han og Stephen var gode venner med Maria. Maria talte aldrig om Matt. Kun om Stephen.

Mens han gned hænderne over sin bare overkrop for at skubbe sin egen lille portion af havet af sig, betragtede jeg ham ud af øjenkrogen. Han var ikke specielt veltrænet, men grundet en lav procent af kropsfedt kunne jeg se hans slanke muskler bevæge sig under den gyldne californiske hud. De grønne øjne reflekterede flammerne og mørket og så alvorlige og intelligente ud, idet han stirrede frem for sig. Gåsehuden rejste sig på hans overarme, da han endelig rejste sig og gik på jagt efter sit tøj.

Denne gang fik jeg ikke lov til at sidde alene ret længe, for jeg fik snart selskab af en pige med mørkebrune fletninger og store, brune øjne. Hun smilede til mig, idet hun klodset fandt en siddeplads i sandet foran ilden. ”Pyh, ikke mere øl til mig nu,” åndede hun.

Jeg blev lettere distraheret af hendes krop. Selv om jeg ikke var en fyr, så var det ikke svært at se, at hun var tiltrækkende. Perfekt timeglasform; lange, slanke ben; fremstående kraveben og velformede bryster og bagdel. Pludselig var jeg glad for, at Matt var væk, for jeg havde ikke lyst til at se hans ansigt, når han lagde øjne på denne pige.

Hun lagde nakken en anelse tilbage, drejede hovedet og så direkte på mig. ”Undskyld, jeg fik ikke fat i dit navn.”

”Hayley,” svarede jeg og måtte overrasket kvæle det gab, der tvang sig op gennem min hals sammen med ordene. Siden hvornår var jeg blevet træt?

”Åh, ja. Den nye pige,” opsummerede den fremmede for sig selv. ”Mit navn er Natascha.”

”Natascha,” gentog jeg for at angive, at jeg havde forstået.

Hun lænede sig tilbage og støttede fra sandet med hænderne. ”Jeg så dig sidde sammen med Matt. Kender I hinanden?”

Hovedrystende drejede jeg ansigtet i den retning, hvor jeg sidst havde set ham. Han var der ikke længere, men var reduceret til en af de mange omkringflakkende skikkelser i mørket uden for den oplyste cirkel, hvor jeg sad. ”Vi har mødt hinanden et par gange.”

”Aha,” brummede hun og lød ikke særlig interesseret. ”Kan du li’ ham?”

Selv om mine nakkemuskler trak mit pludselig meget luftige hoved fra side til side, så kunne jeg mærke blodet pumpe hastigt op gennem blodårerne til min hals og mine kinder. ”Jeg kender ham dårligt nok.”

”Det var ikke det, jeg spurgte om,” understrege hun.

Tomatrød i hele fjæset valgte jeg at lade samtalen falde til jorden – længe leve sociale færdigheder. Hvorfor skulle jeg være lun på en fyr, jeg dårligt nok kendte? Han var ikke engang særlig meget min type. Jeg foretrak den lidt mere klassiske slags. Matt havde jeg aldrig set iført andet end band-T-shirts og forvaskede jeans, og drømmefyren i mit hoved gik i hvid skjorte og rullekravesweatere hver eneste dag.

Flere og flere sluttede sig til os, og jeg var ikke overrasket over at opdage, at selv om jeg var det nye stykke legetøj i børnehaven, så var de fleste langt mere interesserede i Natascha. Særligt fyrene blev ved med at gøre fjollede ting for at tilkalde sig hendes opmærksomhed. Matt vendte også tilbage og indtog sin tidligere position ved siden af mig.

Jeg kunne ikke lade være med at tænke på den mørkhårede piges snagende spørgsmål, og derfor forsøgte jeg at lade være med at se på ham. Dog blev det lidt anstrengt i længden, og jeg blev mere og mere træt. Så til sidst opgav jeg og accepterede hans tilbud om at følge mig hjem.

Resultatet blev ikke den typiske gåtur med en dyb samtale og et afsluttende godnatkys som ingen af parterne på nogen som helst måde – bemærk sarkasmen – havde forventet. Da det gik op for Matt hvor langt væk fra byen min fars hus lå, besluttede han sig for at praje en taxi for mig og stikke mig pengene til at betale chaufføren. En underlig knude af skuffelse sad i brystet på mig, da jeg lænede hovedet tilbage mod sædets nakkestøtte og angav bestemmelsesstedet. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...