Af Hav og Jord

Hayley, som har boet hos sin mor i årevis, ved godt, at hendes far er lidt anderledes end andre mennesker. Det er dog først da hun bliver sendt ud til ham ved stillehavskysten, at hun finder ud af præcis hvor anderledes. Det kræver tilpasning for hende ikke alene at vænne sig til at bo hos sin far og få nye venner i den lille, fremmede by, men også at kapere hvilken hemmelighed, hendes forældre altid har holdt for hende. Til at hjælpe sig med disse ting har hun veninden Maria og den mystiske, tilbageholdende Valerian.

18Likes
30Kommentarer
2851Visninger
AA

6. Hayley: Åbenlys løgn

 

Jeg kunne næsten ikke overskue at skulle til at læse bøger ved siden af mine lektier, men hvis min fars værker kunne give mig nogle svar, så var det noget, jeg var nødt til at prøve af. Fordi jeg var bange for at læse referencer til virkelighedens verden i form af hvor forfærdelig en datter, jeg var, valgte jeg et af de tidligste værker, jeg kunne finde. Coveret forestillede et skibbrud på en lille ø. Gennem tågen i baggrunden kunne man skimte en kyststrækning af en eller anden art. Automatisk vidste jeg bare, at det måtte være Samoa – halvøen der skærmede Eureka af for Stillehavet.

Nervøst bladrede jeg frem til den første reelle side og plantede min koncentration i de små, sorte bogstaver på papiret. Jeg havde fortalt Maria, at jeg ikke kunne tage med til HCU for at se en svømmeturnering, fordi der var noget vigtigt familie-halløj, jeg skulle ordne. Som sådan var det jo lidt sandt, for Valerian havde sagt, at jeg kunne finde sandheden i min fars bøger, og sandheden var i dén grad relateret til min familie. Men nu hvor jeg havde skuffet min nye bedste veninde – det var vel det, vi var – måtte jeg hellere fuldføre min plan ordentligt.

Det var som at slå to fluer med et smæk. Marias nysgerrige blikke undgik jeg ved at trække familiekortet, og Valerian var stjernen alle tog op for at se, så han ville heller ikke pludselig komme dumpende. Tilbage var der kun min far, men så længe jeg ikke bevægede mig ind på hans private domæne, ville jeg være fuldstændig uforstyrret frem til aftensmadstid.

Til min store overraskelse handlede bogen ikke om en ung mand som blev forelsket i en kvinde. Den handlede om alverdens overnaturlige væsener, der levede langt væk fra civilisationen. Nærmere bestemt var handlingens omdrejningspunkt en lille dreng, hvis families fiskerbåd var kentret mod de skarpe klipper. Forældrene var blevet skyllet overbord og var ikke til at få øje på, og drengen var nær druknedøden.

Drengens navn var Elliot, og han blev reddet af mystiske, undersøiske væsener som skiftede form, når de kom op af vandet. På havfolkenes ø levede der også andre skabninger, som evolutionen havde tilgodeset. Fantastisk udseende væsener med vinger og blade og lignende, så de bedre kunne falde i ét med naturen men stadig stod højest i deres individuelle fødekæder. Elliots skæbne var uvis, fordi de evolutionært overlegne væsener ikke lod mennesker betræde deres grund medmindre det var yderst nødvendigt. Men hvis de slap ham fri, var der en chance for, at han sladrede og lokkede flere til. Det kunne de naturligvis heller ikke lade ske.

Jeg var så opslugt af min læsning, at jeg ikke bemærkede min far, før han lod sig falde ned i sofaen ved siden af mig. Forskrækket klappede jeg bogen i omkring min ene finger, så jeg ville kunne huske, hvor jeg var nået til.

”Hvad læser du?” spurgte han nysgerrigt.

Med blussende kinder drejede jeg det lille bind en kvart omgang, så forsiden kom til syne. Glæden forsvandt fra hans øjne med det samme, og jeg kunne se ham kæmpe for at bibeholde smilet på læberne.

”Nå, den gamle ting?” Han pillede lidt ved det ene hjørne, hvor det tynde, bevarende plasticlag var begyndt at flosse af. ”Hvad synes du?”

Jeg trak på skuldrene og ville ikke indrømme at det, han brugte sit liv på i stedet for mig, var vidunderligt læsestof. ”Den er okay. Fantasifuld,” svarede jeg henkastet.

”Det er ikke den bedste. Men din mor elskede den,” fortalte han mig stilfærdigt. ”Fra det øjeblik hvor hun tvang sig adgang til første udkast af første kapitel.”

Jeg havde meget svært ved at forbinde min mor – forretningskvinde med stort K – med den læseentusiast, min far sad og beskrev. Men mindesløret over hans øjne fortalte mig, at sådan havde det engang været. Selv kunne jeg ikke mindes nogensinde at have set min mor åbne en bog, og når jeg spurgte hende hvorfor, så var svaret altid, at hun hellere ville bruge to timer af sit liv på at se handlingen på film end at bruge flere dage på at læse sig frem til det samme.

Argumentet var fair, men jeg syntes alligevel, at det var lidt dumt når nu hendes eksmand var forfatter.

”Hvordan var mor som ung?” spurgte jeg, nu hvor der var åbnet for samtaleemnet. Jeg kunne have spurgt min halvdemente mormor ved flere lejligheder, men jeg var ikke sikker på, at svaret ville have rod i virkeligheden.

Min far smilede et helt anderledes smil end det Jonathan Stone-smil, han altid præsenterede pressen for når der blev skrevet artikler om ham. Dette var mere ægte og meget mindre glædesfyldt.

”Din mor var helt vidunderlig, Hays. Og det er hun stadig. Da jeg mødte hende vidste hun ikke helt, hvad hun ville med livet, men hun var nysgerrig efter at finde ud af det. Og hun var altid glad.” Han lænede sig tilbage mod det bløde ryglæn og lagde en arm omkring mine skuldre. ”Til min første udgivelsesfest sagde alle, at hun strålede om kap med prismelysekronerne.”

”Hadede hun også strande dengang?” gravede jeg ivrigt.

Han rynkede panden. ”Om nogen elskede din mor havet. Hun kunne plaske i den voldsomme brænding hele dagen lang i en alder af atten år. Hvorfor spørger du?”

For sent opdagede jeg, at det ikke var noget, han havde forventet at høre, og jeg bandede indvendigt. Mindst af alt havde jeg lyst til at sige noget sårende nu, hvor vi endelig havde en tosidet samtale som begge forstod.

”Det er bare … hver gang jeg spørger, om vi ikke kan tage et eller andet varmt sted hen med en strand, så siger hun, at hun har fået nok af strande,” forklarede jeg varsomt.

Noget spillede i min fars kulsorte øjne. Viden måske. Det lignede næsten, at han havde ondt af mig, sådan som han så indgående på mig med let sammentrukne øjenlåg.

”Hun boede jo også her i nogle år,” sagde han hastigt, som om han var nødt til at finde på et eller andet i en fart. ”Og lavede ikke meget i dagens løb. Det ville vel kun være meget naturligt, hvis hun blev træt af det efter et stykke tid.”

Løgnen var så åbenlys, at jeg ikke engang gad at påpege det. I stedet trak jeg surt mine nysgerrighedsfølehorn til mig og vendte blikket ned mod bogen igen. I en enkelt bevægelse fik jeg slået op på den side, min finger havde markeret, og så forsøgte jeg igen at fordybe mig i fortællingen om Elliot.

”Sagde jeg noget forkert?” spurgte den ih-så-åh-så fantastiske Jonathan Stone sin surmulende teenagedatter.

”Nej,” svarede jeg kort. Jeg orkede ikke at diskutere med ham.

”Hays, vær nu sød –”

”Jeg er lige i gang med noget andet, far,” snerrede jeg.

”Hayley, den tone skal du ikke bruge over for mig,” udbrød han skarpt.

Forbløffet over den faderlige reaktion så jeg op. Jeg havde gjort ham vred, og jeg kunne se, at han havde lyst til at råbe af mig. Men han gjorde det ikke. I stedet rejste han sig bare op igen og trådte et par skridt baglæns.

”Hvis du gerne vil til at lege familiefar,” sagde jeg syrligt, ”så skulle du måske prøve at få min tillid i stedet for. News flash: den får man ikke ved konsekvent at lyve.”

”Hvad er det helt præcist, at du hentyder til?” ville han vide. Han var stadig ikke færdig med at være vred på mig.

”Kom nu, far,” hvæsede jeg. ”Det var da pisse tydeligt, at du godt vidste, hvorfor mor ikke bryder sig om livet ved kysten. Hvorfor kan du ikke bare fortælle mig det i stedet for at forsøge dig med bortforklaringer?”

De mørke øjne blev endnu mørkere. ”Det kan godt være, at du mener, du har ret til at vide alt, men det har du ikke, Hayley.”

Frustreret over hans vedholdenhed skubbede jeg mig selv op at stå og stormede hen til trappen. ”Fint. Hvis du ikke vil fortælle mig det, så spørger jeg bare mor!”

Pludselig skiftede hans udtryk. Lettelse skyllede ind over ansigtet og glattede samtlige rynker og sammentrækninger ud. ”Held og lykke med det.”

Fandens. Jeg havde håbet at jeg ved at trække morkortet over for ham kunne skabe dårlig nok samvittighed til, at han ville indvie mig i sin lille hemmelighed. Der var nemlig ingen chance for at få den slags ud af min mor, når hun havde givet mig det samme, udefinerede svar igennem så mange år.

”Så kan jeg passende spørge hende, om hun forlod dig, fordi hun opdagede, at du havde et barn med en anden!” råbte jeg.

Han blinkede. ”Hvad?”

”Ja, sgu da ham der Valerian. Tror du jeg er så dum, at jeg ikke kan se, hvor meget vi ligner hinanden? Hvor meget vi begge to ligner dig?”

For en kort stund lignede det, at han skulle til at begynde at grine. Dog lykkedes det ham at holde masken. ”Valerian er ikke min søn. Det hørte du ham jo selv sige. Men hvis du er så sikker på, at det er en løgn, så er du meget velkommen til at spørge din mor.”

Dertil havde jeg ikke noget at sige. Hvis jeg kunne spørge min mor og få det samme, negative svar, så måtte det vel betyde, at han talte sandt. Men hvad skulle jeg bruge det til? Jeg ville bare gerne have, at han fortalte mig sandheden frem for at lyve for mig. Eller i det mindste blev en lidt mere overbevisende løgner.

Måske skulle jeg prøve at opsøge ham der Valerian og høre, hvad han havde at sige. Give ham en mulighed for virkelig at lave rav i den. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...