Af Hav og Jord

Hayley, som har boet hos sin mor i årevis, ved godt, at hendes far er lidt anderledes end andre mennesker. Det er dog først da hun bliver sendt ud til ham ved stillehavskysten, at hun finder ud af præcis hvor anderledes. Det kræver tilpasning for hende ikke alene at vænne sig til at bo hos sin far og få nye venner i den lille, fremmede by, men også at kapere hvilken hemmelighed, hendes forældre altid har holdt for hende. Til at hjælpe sig med disse ting har hun veninden Maria og den mystiske, tilbageholdende Valerian.

18Likes
30Kommentarer
2853Visninger
AA

1. Jonathan: Et isoleret dobbeltliv

 

Jeg sad på mit kontor, bøjet over manuskriptet foran mig, da der lød et højt, misfornøjet brag og Valerian meldte sin ankomst:

”Jonathan!”

”Herinde,” svarede jeg, vel vidende at han ville kunne høre sig frem til, hvilket lokale jeg mente, hvis han ikke allerede havde gættet det.

For ikke at anspore ham til at udvise yderligere vrede pakkede jeg stakken af papirer på bordpladen ned i en skuffe og lænede mig tilbage mod stolens læderryglæn. Ikke mange sekunder senere forstummede føddernes trampen mod trægulvet, og en velkendt skikkelse viste sig i døråbningen.

Hans ellers kridhvide hår var stadig mørkt i spidserne, hvor vandet ikke var forsvundet helt endnu. Klædt i et par løse jeans og en grim, gul T-shirt lignede han enhver sløset teenager. Det forrådte ansigtsudtryk og den tydeligvis boblende vrede lige under overfladen bidrog kun yderligere til denne illusion.

”Godeftermiddag, Valerian,” sagde jeg og håbede, at jeg ikke lød nervøs. ”Hvad kan jeg gøre for dig?”

Hjertet slog rytmisk mod mine ribben, som om det forsøgte at spille xylofon men ikke frembragte nogen hørlig lyd. Mine håndflader – belejligt presset mod hinanden i en foregivet rolig position – var svedige. Blodet brusede for mine ører, og adrenalin pumpede rundt i mit system. Hvordan snoede jeg mig ud af den her knibe med færrest konsekvenser?

”Hvor er hun?” Det var mere direkte, end jeg lige havde ventet.

Jeg forsøgte at synke, men min mund var så tør som sandpapir, så det hjalp ikke meget. ”Som du kan se,” indledte jeg og slog ud med armene mod mine omgivelser, ”ikke her.”

Rummet skjulte ingenting. Væggene stod i en firkant og var sparsomt udsmykkede med malerier af havet samt en lille bogreol med mine private bøger. Derudover var de eneste møbler mit skrivebord og den tilhørende stol. Foruden den nu slukkede lampe i loftet var den eneste anden lyskilde det vindue, der gav mig udsigt over den spektakulære Stillehavskyst.

Drengen i dørkarmen knyttede hænderne så hårdt, at blodet drænedes fra knoerne og gjorde huden hvid. ”Det kan jeg se.” Hvordan det lykkedes ham at lyde rolig, forstod jeg ikke.

En lille del af mig håbede, at han ville godtage afvisningen og forsvinde igen. Desværre for mig lænede han bare en skulder mod dørkarmen og foldede armene over brystet, afventende.

”Hun er sammen med naboens datter,” indrømmede jeg med en stemme, der føltes, som om lyden kun blev dannet på overfladen af mine stemmebånd.

”Og med naboens datter mener du Maria Laboy?” Hans øjne blev smallere, hvilket som regel betød, at hans interesse var skærpet. På godt og ondt.

Jeg forstod godt, at han stillede spørgsmålstegn ved den titel, jeg havde tildelt Maria, for naboer kunne jeg vel ikke siges at have. Familien Laboys hus lå som det nærmeste omkring en mil herfra, og mellem husene var natur i overflod med dybe skove og floder.

”Ja.”

Lyset spillede i de sorte regnbuehinder, idet han rettede sig op fra sin henslængte stilling og proppede hænderne i lommerne. Noget ved hans smil fik det til at løbe koldt ned ad ryggen på mig, selv om jeg var overbevist om, at han ikke forsøgte at se grusom ud.

”Ved du, om de skal til havnefesten?” spurgte han, og ved tanken falmede noget af det hårde og beslutsomme i det gradvist mere og mere mandige ansigt.

”Mit gæt er så godt som dit,” tilkendegav jeg.

Han bandede pludseligt, efterfulgt af en mumlen: ”Jeg har ikke tid til det her pis.”

Uden et ord yderligere drejede han rundt på hælen og marcherede ud af mit synsfelt, gennem huset og videre gennem hoveddøren, som han smækkede hårdt i efter sig. Vinduerne i hele den gamle bjælkehytte dirrede for en stund, inden der atter blev ro.

Valerian havde aldrig nogensinde været vag med hentydningerne til, at han var vred eller irriteret. Det var en del af hans personlighed, og det var på sin egen måde meget rart, for så vidste man da, hvor man havde ham. På den anden side kendte jeg ingen, der kunne være så ubehagelig at være i nærheden af, når det gode humør svigtede. I den seneste tid havde det ikke været let for drengen at se lyst på tingene, og ethvert lille bump på vejen syntes at slynge ham en smule ud af kurs. Så det var bedst at lade ham rase af og udvise respekt.

Og til tider ignorere, at han kunne være en smule melodramatisk. Som for eksempel i dette øjeblik, hvor jeg forestillede mig, at han var ved at tage tøjet af og smide det ind i skuret i haven. Tanken om at han skulle krydse forhaven og en større vej nøgen havde aldrig før generet mig, for det var en del af hans tilværelse.

Men nu …

Den gule klisterseddel, jeg havde sat på kanten af skrivebordet blafrede, da jeg rejste mig op og styrtede gennem huset på jagt efter den unge fyr, der netop var stormet ud i det lune septembervejr. Hvis jeg var heldig, var han ikke nået langt i processen.

Mellem lange, lettere svedne, gule græsstrå stod han så, i færd med at løsne spændet på sit bælte. T-shirten havde han allerede befriet sig selv for, og musklerne i hans overkrop stod tydeligt frem i sollyset. En svømmers krop.

”Valerian!” kaldte jeg, for at han kunne nå at overveje ikke at tage alt tøjet af for øjnene af mig.

Han stivnede og lod så hænderne falde fra spændemekanismen. ”Hvad nu?”

Jeg luntede hen mod vejkanten, hvor han stod. ”I fremtiden er det måske en god idé at holde ekstra godt øje, når du kommer op af vandet. Så vi undgår ubehagelige situationer.” Med vi mente jeg ham og Hayley, og derved også mig selv.

Forståelse gled hen over hans træk som en kortvarig maske, der fik irritationen til at fordufte. ”Ja,” sagde han funderende. ”Det er nok det bedste for alle parter.”

Med disse ord lod han bukserne falde af sine smalle hofter og trådte ud af dem. I en enkelt fejende bevægelse fik han samlet begge sine beklædningsgenstande op og krøllet dem sammen i et bundt, som han kastede ind i det nærtstående skurs gemmer. Tydeligvis havde han tænkt sig at overlade det til mig at folde tøjet ordentligt sammen og lukke døren, for inden jeg kunne nå at sige noget, var han allerede på vej hen over den ubefærdede vej mod klipperne, der førte ned til vandet.

Selv efter mange års iagttagelse blev jeg stadig overrasket over den lethed, hvormed han valgte sit fodfæste på de hårde, stejle klipper. Som om det ikke var sværere end at hoppe i en trampolin. Jeg vidste om nogen, at det kunne være ganske vanskeligt, men jeg gjorde det selvfølgelig heller ikke mindst to gange om dagen.

Dengang han var yngre, havde han nydt at høre mig gispe forskrækket, når han slyngede sin krop ud fra skrænten og ned mod den brusende brænding nedenfor. Det var ikke kontakten med vandet, jeg var bange for, for den fik han jo uanset hvordan han kom ned. Nærmere var det faren for, at der lurede skjulte klipper lige under overfladen, eller at stedet ikke var dybt nok, der gang på gang havde fået mig til at styrte ud til kanten for at se efter.

Nu var han ældre, og han anerkendte det enorme ansvar, han havde. Dette havde gjort ham meget mere forsigtig og meget mindre smilende. Det var en skam, for selv om Valerian og jeg langt fra var enige om alting, så ønskede jeg at se ham trives og være glad. Desværre var netop det mål efter min mening ikke til at opnå, så længe han var overbevist om, at vi var tvunget til at leve et relativt isoleret dobbeltliv.

Havde det ikke været tilfældet, ville jeg måske have overvejet at lade ham være den første, Hayley mødte her. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...