Samtaler i mørket

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 20 sep. 2015
  • Opdateret: 17 okt. 2015
  • Status: Igang
Ikke om kærlighed

8Likes
4Kommentarer
455Visninger
AA

2. Samtaler med mørket

 

Mørket er fyldt med lyde. Fra åen, der løber for enden af bakken kan man høre de kvækkende frøer og hvis man kigger godt efter kan man se græshopperne som mørke skygger i det lange græs. De frembringer en lyd så skærende som kridt på en tavle mens de hopper fra strå til strå.

Vandet løber med en rislen ned langs de gamle bøgetræer der som mørke silhuetter svajer i vinden. Deres grene skaber monstrøse skabninger der stirrer med onde øjne på alt det omkringliggende, men så snart lyset rammet dem så ser de ganske harmløse ud.

Vinden snakker med træerne og de susende samtaler kan høres milevidt.

Grantræerne i den nærliggende skov udsender melankolske melodier og lader dem flyde igennem mørket så gennemsigtige som genfærd.

Natten er stjerneklar og de lysende himmelfregner smiler til hinanden og til træerne og hver gang et stjerneskud farer over nattehimlen lyser verden en smule mere op og alt det gode træer frem. Ønskerne flyver til himlen i mørket og langt væk kan en dytten fra en bil høres.

Drømme fødes fra mælkebøttemylderet. De flyver over himlen i hundredevis af drømmefnug og planter sig hos de mennesker de har udset sig. Mareridtene er der også – der er færre af dem, men de er dem der fylder mest. Store, tunge mareridtsfnug lader sig falde i tætte strømme mod jorden og frygten for natten indtager.

 

Mørket er ikke kun magi og flyvske drømmefnug. Græsset råber op og græssangen er ikke kun god – frygt og faldne mareridtsfnug flyver op så snart et lille vindpust rammer den skrå flade af græs og mælkebøtter.

Skygger kryber frem fra hjørnerne så snart månen søger ly bag de store skyer der kun lige er synlige mod den sorte nattehimmel. De klæber sig til alt levende de kan finde, som store mørke kapper af frygt, angst, ondskab og traume.

 

Jeg sidder under himlen og ser på stjernerne der blinker over mig i tusindtal. Stjernerne taler til hinanden, nogen hvisker, nogen råber så højt de kan for at den anden side af himlen kan høre dem.

De skaber et postyr og larmer så meget at det er svært at få ørenlyd – det er som en slags larmende stilhed der er inde i mig selv.

Jeg kan se skyggerne betragtede mig fra deres skjulested bag regnskyerne men de tør ikke gøre mig noget, for månen passer på mig og græsset jeg sidder på bærer mig som var jeg en fjer. Træernes silhuetter er som dystre vagter der holder himmeluhyrerne væk og lader mig sidde og betragtede den fredelige natur.

Den kølige sommerluft klæber om mig og hvis man snuser ind kan man dufte mælkebøtter og det nyslåede græs som ligger i bunker på marken, på den anden side af den rislende å.

Jeg lader hånden glide igennem græsset og mærker duggen gøre mine fingre våde.

Alt omkring mig dufter af natten, og når jeg snuser ind kan jeg dufte alt i verden, og når jeg lader min hånd køre igennem det våde græs kan jeg føle alt, og jeg kan se alt på trods af at det eneste der lyser mørket op er halvmånen der skinner over mig.

 

Træerne hvisler og hvisker hemmeligheder til mig, og jeg hvisker tilbage. Alt det jeg er, alt det jeg føler bliver båret afsted i natteluften og lander i træernes grene hvor fuglene bygger rede. Som edderkoppespind snor mine hemmeligheder sig om træstammerne og en dyb lettelse fylder mig.

Jeg er fri fordi mørket omslutter mig med sine tætte arme. Jeg fører samtaler i mørket.

Jeg fører samtaler med mørket.

Mørket er fyldt med lyde. Fra åen, der løber for enden af bakken kan man høre de kvækkende frøer og hvis man kigger godt efter kan man se græshopperne som mørke skygger i det lange græs. De frembringer en lyd så skærende som kridt på en tavle mens de hopper fra strå til strå.

Vandet løber med en rislen ned langs de gamle bøgetræer der som mørke silhuetter svajer i vinden. Deres grene skaber monstrøse skabninger der stirrer med onde øjne på alt det omkringliggende, men så snart lyset rammet dem så ser de ganske harmløse ud.

Vinden snakker med træerne og de susende samtaler kan høres milevidt.

Grantræerne i den nærliggende skov udsender melankolske melodier og lader dem flyde igennem mørket så gennemsigtige som genfærd.

Natten er stjerneklar og de lysende himmelfregner smiler til hinanden og til træerne og hver gang et stjerneskud farer over nattehimlen lyser verden en smule mere op og alt det gode træer frem. Ønskerne flyver til himlen i mørket og langt væk kan en dytten fra en bil høres.

Drømme fødes fra mælkebøttemylderet. De flyver over himlen i hundredevis af drømmefnug og planter sig hos de mennesker de har udset sig. Mareridtene er der også – der er færre af dem, men de er dem der fylder mest. Store, tunge mareridtsfnug lader sig falde i tætte strømme mod jorden og frygten for natten indtager.

 

Mørket er ikke kun magi og flyvske drømmefnug. Græsset råber op og græssangen er ikke kun god – frygt og faldne mareridtsfnug flyver op så snart et lille vindpust rammer den skrå flade af græs og mælkebøtter.

Skygger kryber frem fra hjørnerne så snart månen søger ly bag de store skyer der kun lige er synlige mod den sorte nattehimmel. De klæber sig til alt levende de kan finde, som store mørke kapper af frygt, angst, ondskab og traume.

 

Jeg sidder under himlen og ser på stjernerne der blinker over mig i tusindtal. Stjernerne taler til hinanden, nogen hvisker, nogen råber så højt de kan for at den anden side af himlen kan høre dem.

De skaber et postyr og larmer så meget at det er svært at få ørenlyd – det er som en slags larmende stilhed der er inde i mig selv.

Jeg kan se skyggerne betragtede mig fra deres skjulested bag regnskyerne men de tør ikke gøre mig noget, for månen passer på mig og græsset jeg sidder på bærer mig som var jeg en fjer. Træernes silhuetter er som dystre vagter der holder himmeluhyrerne væk og lader mig sidde og betragtede den fredelige natur.

Den kølige sommerluft klæber om mig og hvis man snuser ind kan man dufte mælkebøtter og det nyslåede græs som ligger i bunker på marken, på den anden side af den rislende å.

Jeg lader hånden glide igennem græsset og mærker duggen gøre mine fingre våde.

Alt omkring mig dufter af natten, og når jeg snuser ind kan jeg dufte alt i verden, og når jeg lader min hånd køre igennem det våde græs kan jeg føle alt, og jeg kan se alt på trods af at det eneste der lyser mørket op er halvmånen der skinner over mig.

 

Træerne hvisler og hvisker hemmeligheder til mig, og jeg hvisker tilbage. Alt det jeg er, alt det jeg føler bliver båret afsted i natteluften og lander i træernes grene hvor fuglene bygger rede. Som edderkoppespind snor mine hemmeligheder sig om træstammerne og en dyb lettelse fylder mig.

Jeg er fri fordi mørket omslutter mig med sine tætte arme. Jeg fører samtaler i mørket.

Jeg fører samtaler med mørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...