Livets hjul

Isoleret, uvidende, søgende og svævende som en ensom sky under himlen.
Sådan er Sky.

(gammel historie, der endnu er uden ende)

2Likes
0Kommentarer
161Visninger

2. To

 

 

De tørre efterårsblade knasede under de korte støvler. Mørket lagde sig over skoven, som en sort kappe, og gjorde det efterhånden umuligt at se de blege, grove hænder. Det føltes så uendeligt langsomt, som hun trak de tunge fødder hen over jorden. Alting gik så langsomt, at det var svært for hende, at forestille sig, hun nogensinde skulle kunne nå frem til sin destination. Hendes kongeblå uldkappe havde ingen hætte, hun kunne slå op over hovedet, for at holde hende tør og varm. Regnen ramte i stedet hendes hår, som tunge sten, der blev kastet fra himlen, og lagde sig, til hendes hår var dyngvådt. Det varede heller ikke mange skridt, før regnen kunne mærkes inde mod huden, da kappen lynhurtigt blev drivende våd og tung af al den vand. Benene skælvede under hende, som hun passerede det ene træ efter det andet. Jævnligt måtte hun støtte sig til en egestamme, med den ene hånd, for ikke at lade benene knække sammen under sig.

Der lød et voldsomt, bragende tordensmæld over hendes hoved, og lyset fra lynet gjorde et kort sekund, hendes pupiller smalle og øjne store af forskrækkelse. Pludseligt kunne hun ikke mærke jorden under sig mere. Fødderne svævede rundt mellem træerne, og havde fuldstændigt glemt, hvor trætte de for lidt siden, havde været. Hun løb og løb, som en lille, forskræmt kattekilling, ind gennem skovens dyb, og videre til skovbrynet og ud på den åbne eng. Der lød endnu tre høje brag, i et øredøvende slag, og lynene søgte mod jorden, uden held. Benene knækkede sammen under hende. Sky faldt omkuld i det våde enggræs, slog armene over hovedet og rev sig selv i håret. Adskillige brag, stormede ind over hende, og lod ikke til at være meget langt fra hendes lille krop, på den store, åbne eng. Et skingert og hjerteskærende skrig, undslap Skys læber, som hun ikke længere havde kontrol over sig selv. Lynene overdøvede hendes skrig, og blæsten fik skovbrynets træer til at bruse, som var de en kraftig elv. Hun lå og skreg, til hendes hals begyndte at gøre ondt, og munden blev tør og tom for lyd. Hun blev usikker på, om det var indbildning, eller om tordenvejret var ved at stilne af. Uden at have tålmodighed til at vente længere, begyndte hun desperat at snegle sig fremad på alle fire, længere ud på engen. Mørket gjorde, at hun ikke anede, hvor stor engen var, og det var udelukkende på grund af lysene fra lynene, at hun vidste, hvor hun befandt sig. Men nu var lysene ikke nær så stærke, så hun famlede blindt frem for sig. Hun kunne mærke, at hendes lange kjole var blevet helt mudret af alt det kravleri, og hendes hænder var ej heller den mindste smule rene længere. Alligevel fortsatte hun, med rystende arme og skuldre, til hendes kræfter var brugt op og hun ikke længere havde nok energi, til at holde øjnene åbne.

 

 

Sky vågnede af kulde. Hendes krop rystede ustyrligt, halsen gjorde ondt efter al skrigeriet, den foregående dag, og hele kroppen gjorde ondt, men mest af alt, gjorde nakken ondt. Hun havde ikke ligget særligt behageligt, midt i det våde enggræs, der var helt mudret fra i går.

Søvnigt løftede hun hovedet, selvom nakken skar af smerter, og drejede forsigtigt hovedet mod lyset i horisonten. Bakke efter bakke, eng efter eng, med spredte skove hist og her, fyldte det landskabet, så langt øjet rakte. Men helt ude ved verdens ende, hvor jorden blev splittet fra himlen, var himlen rosafarvet, med sirlige, gammelrosa skyer, og en langsomt stigende sol, der stak sin isse frem i horisonten. Tænk at noget kunne være så smukt, efter at noget havde været så frygteligt, tænkte Sky og fik en kuldegysning ned ad nakken, ved tanken om de brølende lyn. Det måtte være tidligt om morgenen, kunne hun se, på solen, der gemte sig i horisonten, og det blide lys på himlen. Det undrede hende, hvordan en morgen kunne være så fredelig og idyllisk, når aftenen forinden havde været så højrystet og voldsom. Men hun prøvede at glemme den aften, for det fik blot hendes hjerte til at hamre hårdt i brystet, ved tanken. Hun havde troet, hun skulle dø.

 

 

Vaklende kom hun på benene, og selvom benene var stive, rystende og svære at strække ud, begyndte hun at gå hen over de våde bakker. Skridt efter skridt, kunne hun se solen stige tålmodigt op over grantræernes spidse nålehatte. Hvert et skridt tog sin tid, for selv den mindste bevægelse, smertede overalt i kroppen. Men hun var tålmodig. Sky fandt det lindrende at kunne gå så langsomt, mens hun betragtede solen stige op mod himlen, og de røde nuancer forsvinde fra horisonten. Det fik hende til at glemme alt det, der ikke var værd at huske. Endda et kort øjeblik, glemme gamle Grethe, der muligvis lå død et sted, i skovens dyb. Men så vente savnet og sorgen tilbage. I en kvalmende væmmelse, væltede skyldfølelsen ind over hende, så benene nær gav efter under hende.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...