Livets hjul

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 7 jul. 2016
  • Opdateret: 7 jul. 2016
  • Status: Igang
Isoleret, uvidende, søgende og svævende som en ensom sky under himlen.
Sådan er Sky.

(gammel historie, der endnu er uden ende)

2Likes
0Kommentarer
160Visninger

1. Et

 

 

Ilden blussede i pejsen og slog gnister, som den oplyste det cirkulære rum; selv når man sad i den fjerneste ende af rummet, kunne man mærke ildens varme mod sin hud. Væggene var hvidkalkede og gulvet af egetræsplanker. En indtrængende lugt af fåreuld og svag duft af mynte, fyldte næseborene. Skygger kastede en dansende cirkel mod gulvet, fra rokkens hjul, som den drejede rundt om sig selv, som et tikkende ur. Et gyldent spor var malet på den ene halvdel af et rynket ansigt. Det stive, grå hår, var sat op i en knold, lige over nakken. Med orange flammer spejlende i det højre øje, betragtede det rokkens hjul, der drejede. Det venstre øje, der var helt spejlblankt og tilsløret, som lå et tykt lag gråt støv på hinden, fulgte ikke de arbejdsomme hænder, der ivrigt lod ulden glide i en lang, gråsort tråd.

De var så tørre, de flittige hænder, der uhæmmet arbejdede ved rokken, som de havde gjort det, de sidste mange år. Energien lyste fra dem, mens de gamle øjne så så fortvivlede, trætte ud. Inde bag dem, gemte sig et hav af tanker – bekymringer såvel som lykke. Førhen var det en sjældenhed, at de tørre læber tvang sig op i et varmt smil. Nu var det en umulighed.

Der lød et rytmisk slag, for hver gang foden slog pedalen i jorden, som var det et hjerte, der slog. Den samme faste rytme, som var den eneste lyd, sammen med pejsens rolige hvislen, der fyldte øregangene. Den gamles åndedræt lød så anspændt, som sad der en brødkrumme på tværs. Nakken var let bøjet og hun sad tydeligvis i dyb koncentration, selvom hænderne så ud til at have helt styr på arbejdet, uden at skulle bruge øjets hjælp.

Ved et lille, lavbenet, cirkelrundt bord af slidt valnød, sad en pige, på en lav skammel. Hun hang ind over bordet, som hun lod sit hoved hvile i håndfladerne. Det vilde, stive hår, var gråbrunt, men lyset fra pejsen gav det et rødligt skær. Ansigtet var ujævnt og ørerne lange. Under et par sortbrune øjenbryn, sad et sæt hasselgyldne øjne, der udmattede betragtede en dansende flamme, fra et stearinlys, på bordet foran hende. Den lille flamme spejlede sig i begge de skinnende, hasselgyldne øjne. En bølget hårlok, faldt ned i panden på hende, da hun drejede hovedet svagt på skrå. Hun fjernede blikket fra stearinlyset og kiggede i stedet på den brune lok hår, så hun nær blev skæløjet. I et dybt, tungt suk, prustede hun til hårlokken, som en træt hest, så den for rundt foran den lange næse.

”Jeg kan ikke,” lød det luftigt fra den blege mund, så flammen på bordet slog med halen. De rytmiske slag fra rokkens pedal, holdt brat op med at slå, og den svage knirken fra rokkehjulet, ophørte. Den bøjede nakke rettede sig op, så blikket stoppede ved ilden i pejsen.

”Du skal aldrig sige, at du ikke kan,” sagde den gamle, med en hæs og utroligt bestemt og kommanderende stemme, uden at fjerne blikket fra pejsens flammer. Pigen sukkede og himlede med øjnene. Den sætning havde hun hørt så hyppigt nu, at den ikke havde nogen betydning. Det hjalp ikke, uanset hvor meget hun forsøgte sig. Stearinlyset forblev, hvor det var, og det eneste, der rykkede til flammen, var hendes åndedræt.

”Men hvad hvis jeg aldrig lærer det?” vedblev pigen og vendte sig mod den gamle. Hun kendte allerede svaret – alt for godt, faktisk. Men selvom hun ikke havde lyst til at høre svaret, blev hun stadig ved med at spørge.      

”Det ved du udmærket godt” svarede den gamle opgivende og blev et øjeblik helt fjern i blikket, som hviskede flammerne til hende. ”Aron lever ikke evigt, og uden ham, vil vi dø af kulde og sult. Vi behøver mad til vinterens forråd. Og ærligt talt tvivler jeg på, at han vil overleve vinteren over…”

Den gamle tav. Der lagde sig en sørgmodig stemning omkring dem, som fik pigen til at rykke usikkert på sig, på skamlen. Hun skulle aldrig have spurgt. Hun gjorde altid alting værre, ved at spørge om ting. Men hun kunne ikke lade være. Verden var fuld af hemmeligheder, der burde udforskes. Og hvordan skulle hun kunne blive klogere, hvis hun aldrig spurgte?

”Men…” sagde pigen sagte og rejste sig, så hun stod med front mod den gamle. ”Jeg kan da tage til byen og stjæle…”

En kold vind løb hende ned langs ryggen, da en stor skygge kastede sig over hende. Det susede i pejsen, og pludseligt stod den gamle foran hende, som et stort rovdyr, i sin dueblå hørkjole. Uagtet det blinde øje, var det andet stift og dræbende skarpt. Nakkehårene rejste sig, og et kraftigt vindstød, fik hele taget til at knirke over dem.

”Du må aldrig så meget, som tænke på at stjæle!” kom det monotont og spidst, fra de smalle, tørre læber. Pigen krympede sig og satte sig tilbage på skamlen, i en prompte bevægelse. Den gamle trak sig væk fra hende, og skyggen, ilden fra pejsen havde kastet, gled væk fra pigen. I et par lange skridt, nåede den gamle hen til en lille, lav dør, der var den eneste udvej fra rummet.

”Hvis jeg nogensinde tager dig i at stjæle igen, vil du fortryde, at jeg ikke overlod dig til bjørnene.” Stemmen var som en kedel vand, der var ved at koge over: Beherskelsen skjulte hidsigheden, der boblede indvendigt. Pigen kiggede ned på sine grove hænder. De lignede slet ikke en piges hænder, nærmere hvad en dreng besad.

”Jeg går nu,” Den gamle vendte sig mod den lille dør, og idet hun åbnede den, tilføjede hun: ”I morgen går du og Aron på jagt.”

”Hvad skal du?” udbrød pigen og stirrede ængsteligt på den gamle.

”Se til Aron. Han er ikke, hvad han har været, så han behøver formentlig hjælp. Desuden mangler vi brænde.”

”Hvor længe er du væk?”

”Til mørket falder på. Hvis jeg ikke er tilbage, til den tid, så gå til landsbyen. Og vent ikke på mig.”

Den gamle forsvandt ud ad døren, og bag hende slog vinden døren i. Pigen sad et øjeblik og gloede tomt på det sted, hvor den gamle havde stået, som stod hun der stadig.

 

 

Der gik ikke længe, før stilheden blev brudt. Pigen sad med den lille flamme, foran sin lange næse, og prøvede at koncentrere sig om, at forestille sig et bytte, for sit indre blik. Hun så uvilkårligt en farverig fasan spankulere rundt mellem høje søjler af stammer. I sine grove hænder holdt hun Arons store armbryst. Hun var så fokuseret på at forestille sig fuglen og armbrøsten, at hun måtte lukke sine øjne, for at kunne se omgivelserne tydeligt nok for sig. Men så snart tankerne slog ind, blev hendes imagination forstyrret og tilsløret: Hvad hvis de andre ikke kom tilbage? Hvad hvis hun blev efterladt i den lille hytte, i skoven, helt alene? Tanken om at skulle opføre sig voksent og selv tage ansvar for alting, var en skræmmende tanke. Bare det at rejse til byen herfra, gav hende kuldegysninger. Og det gjorde det ikke bedre, at vinden peb i taget udenfor, og regnen piskede mod de kolde stenvægge.

Tankerne fløj som vinden selv: Hvirvlede rundt fra den ene ende af skoven, til den anden, i al forvirring. Hun kunne huske da hun var lille og altid stillede de mærkeligste spørgsmål, og hun kunne huske, hvordan gamle Grethe altid bad hende tie stille og spise sin mad. ”Man taler ikke med mad i munden” havde hun sagt. Men pigen vidste udmærket, at det ikke handlede om maden.    

 

 

I det samme blev døren åbnet og ind trådte gamle Grethe. Hun havde en alvorlig mine, og hendes øjne så helt bedrøvede ud, mens kinderne var røde efter den voldsomme blæst og regn.

”Er du allerede tilbage?” udbrød pigen og rejste sig uvilkårligt fra skamlen. Gamle Grethe løftede en hånd, som tegn til, at hun skulle sætte sig igen. Pigen adlød uden indvendinger. Et dybt suk hvislede ud mellem fortænderne, fra gamle Grethe.

”Aron er død.” sagde hun så, med en næsten tonløs og udtryksløs stemme, som var følelserne for kraftige til, at hun kunne overskue dem. Pigen sagde ikke et ord. Hun kiggede bare på gamle Grethe, med halvt åben mund og strittende pandelokker ned i øjnene. Hvordan? ville hun have sagt, selvom hun udmærket kendte svaret. Men ordene blev siddende i halsen på hende, og hendes læber blev straks ørkentørre. Hun fik en klump i halsen, der trak sig sammen og rev tårerne frem i øjnene. Stædigt blinkede hun, for ikke at græde.

Gamle Grethe kastede et blik ned mod sine støvlesnuder, før hun atter vendte sig mod døren og forlod rummet. Da hun lukkede døren bag sig, trak en stærk vind sig ind i rummet og ruskede i pejsen. Stearinlysets lille flamme gik ud af det kraftige vindpust og efterlod pigens ansigt i mørke skygger, mens en sirlig røg steg op fra vægen og forduftede. Hun indsnusede lugten fra den slukkede flamme og kunne ikke lade være med at spekulere over, hvad der ville ske nu.     

 

 

Pigen sad og kiggede tomt ud i mørket, hen over det slukkede stearinlys, uden rigtig at være til stede med blikket. Tankerne var så fjerne, at kroppen blot var som et hylster, mens hendes sjæl var andetsteds. Pejsens flammer formindskedes og efterladte sig et hav af gløder, der skinnede som diamanter. Den gamle rok stod ensom tilbage. Stilheden fik det til at summe i ørerne, og det eneste der brød den, var den svage knitren fra pejsen, når gløderne slog gnister. Støvet hang i luften, og en gang imellem rev vinden i stråtaget, så hele hytten knagede.

I hånden holdt pigen en stor guldmønt, som hun knugede om, mens blikket stod stille. Det var hendes billet til overlevelse. Gamle Grethe havde ikke råd til at brødføde dem begge. Hun havde fået mønten for længe siden, som en nødpakke, hvis det skulle ske, at Aron døde før end forventet. Og nu sad hun her med mønten i hånden, og prøvede at vende sig til tanken om, at hun ikke længere skulle bo i denne lille, runde hytte, hvor hun var opvokset. Hun anede ikke, hvordan man overlevede i byerne, men det måtte hun meget snart lære.

Et kraftigt vindstød skubbede til taget og trak sig ind i hver en revne, i de hvidkalkede vægge. Kulden fra vindstødet trak sig igennem hendes tynde, grå kjole og fik hendes tænder til at klapre. Gamle Grethe var endnu ikke kommet tilbage og det begyndte at bekymre pigen. Der var efterhånden gået en del tid, mens hun blot havde siddet og stirret tomt hen over det udslukkede stearinlys. Hendes indre ur sagde, at der var gået for længe, men selv indre ure kunne jo tage fejl. Dog tydede det stærkt på, at det indre ur havde ret, for da hun kiggede hen mod pejsen, opdagede hun, at flammerne var gået ud og der kun var en bunke lysende gløder tilbage.     

 

 

Nogle gange må man bare gøre, hvad man tror er rigtigt, tænkte pigen. Man skal bare følge hjertet, så er det ligegyldigt med fornuften. Heldigvis vidste hun, at hun var rigtig god til at følge hjertet og ignorere fornuften. Også i dette tilfælde:

Hun rejste sig brat fra skamlen, så den væltede bag hende. Netop som den slog mod gulvet med et hult dunk, lød et tordenskrald udefra. Uden at stoppe op, selvom tordenvejret skræmte hende, gik pigen hen og greb den kongeblå kappe, der hang på en knage nær pejsen. Hun svang uldkappen over sine skuldre, stak guldmønten i kappens dybe lommer, pustede stearinlyset ud og gik hen til den lille dør, der førte ud ad hytten. Med en forsigtig håndbevægelse, som var håndtaget lavet af glas, skubbede hun til bøgehåndtaget og åbnede døren.

Regnen piskede mod trækronerne, så det overdøvede enhver anden lyd, lige bortset fra de jævne tordensmæld, der lød fra himlen. Det lød som et brusende vandfald, når regnen slog mod bladene og skovbunden. Det eneste, der oplyste den mørke nat, var lynene, der gjorde himlen hvid, med jævne mellemrum. Vinden fik træerne til at bøje sig og hylede for ørerne. Gamle Grethe havde efterhånden været væk længe nu, og hun kunne umuligt være andet end dyngvåd. Hvor blev hun af? Pigen kunne ikke blive stående her og vente. Der var ingen tvivl: Hun blev nødt til at tænke realistisk, og Grethe kunne umuligt være i live. Ikke med den alder, i dette vejr. Var hun ikke død nu, ville hun uden tvivl dø af lungebetændelse efter stormen. Men pigen var ung og frisk, og der var et helt liv foran hende, der bare ventede. En hel verden, der ventede på at blive udforsket.

Men aldrig mere ville hun høre rokkens bløde slag. Aldrig mere ville gamle Grethe sidde og spinde ulden ved rokkehjulet. Pigen kunne ikke selv spinde, for den gamle havde aldrig lært hende, hvordan man gjorde. Det havde altid været pigens opgave at lære, ikke at stille spørgsmål. Hun måtte lade livets hjul dreje videre ad en anden vej, selvom det i dette tilfælde var frygten der styrede hende. Hun turde ikke blive, for ensomheden gjorde hende bange i dette stormvejr, og selvom hun følte, at hun på en eller anden måde forrådte Grethe, ved blot at stikke af, vidste hun, at hun ikke kunne blive. De ville inden længe dø, hvis ikke hun gjorde noget. Og hvis gamle Grethe skulle være så heldig at overleve dette stormvejr, ville de begge alligevel dø inden længe af både kulde og sult. Derfor var der intet andet at gøre, end at søge hjælp fra civilisationen.  

”Så er det nu, Sky,” sagde hun til sig selv, og trak sin uldkappe lidt tættere omkring sig, før hun trådte ud i regnen. Hun måtte finde vejen til landsbyen. Hun måtte finde sin egen vej her i livet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...