Spejlbilledet

En kort novelle om en lille piges sidste tid i denne verden.

1Likes
1Kommentarer
96Visninger
AA

1. Lille spejl på væggen

Den blonde piges mørke, blå øjne stirrede tilbage på hende i spejlet. De var fyldt med sorg og tristhed. Alt for meget for en pige i hendes alder. Alt det triste der var hændt hende, flød konstant rundt i hendes tanker, gjorde hendes øjne mørke. Så mørke at man næsten ikke kunne kigge på hende, uden at få medlidenhed.

Hun løfter langsomt hånden. Strækker fingrene ud. Forsøger at kradse en malerplet af det gamle spejl. Men det virker ikke. Hun fortsætter, selvom hun ved at det ikke vil virke. Det ved hun, fra alle de gange hun har forsøgt. Det er ligesom hendes minder. De vil aldrig forsvinde helt. Og selv hvis de gjorde, ville hun stadig være mærket af dem. Men hun lader aldrig nogen se det. Hun holder sig for sig selv, lukker alt ude. Hun vil ikke føle, ikke igen. Så selv de mennesker der forsøger at tage sig af hende, lukker hun af for. Forsvinder ind i sin egen verden. Den plejer kun at være i hendes hoved. Men da hun med et ser en bevægelse i spejlet, trækker hun forskrækket hånden til sig og vender sig rundt. Intet i rummet rør sig.

Hun vender sig langsomt mod spejlet igen. Derinde render børn på hendes egen alder rundt og leger. I den ellers identiske udgave af hendes værelse, er der nu fyldt med det hun altid har manglet, og forlængst har opgivet at få. Glæde, venskaber og kærlighed. Hun drømmer om at være en af dem. En af de sorgløse, grinende børn, inde bag spejlet. Uvilkårligt rækker hun ud efter spejlet, forsøger at komme igennem det, til en bedre verden. Det lykkedes ikke i starten, men hun holder ved, forsøger alt for at blive en del af dem, som leger på den anden side af spejlets overflade.

Med et er hun forsvundet fra hendes verden. Kun en tom, stirrende skal står tilbage. Fastfrossen, som var det et billede. På den anden side af glasset, ser man hende blive budt velkommen af de andre. Snart er hun igang med at lege. Det er noget hun ikke har prøvet før. Hun virker gladere end nogensinde før.

Tiden går, og dag bliver til aften. Hendes adoptivforældre braser ind på hendes værelse, efter de har råbt på hende et par gange. De ser hende stå foran spejlet, stirrende ud i ingenting. Forsøger at vække hende til live igen. Og på den anden side, følger hun selv opmærksomt med. Hun forsøger endnu engang at bryde spejlets overflade, at vende tilbage til livet. Men som tiden går, går det op for hende. Hun vil aldrig vende tilbage. Hun ser fastfrosset på to mennesker, der bryder sammen i gråd, da hendes virkelige krop styrter sammen, som var den lavet af gummi. De ringer efter en ambulance, og hun overværer sig selv blive løftet ud af rummet på en båre. Imens tømmes rummet bag hende for børn.

Da hun igen vender sig rundt, er der ingen tilbage. Hun er alene igen. Fortvivlet kigger hun rundt i rummet, søgende efter det, som lukkede hendes legekammerater ud. Forgæves. De bedrøvede hvide vægge har opslugt udgangen, og har efterladt hende alene tilbage. Som så mange gange før, føler hun sig forladt, afvist. Og denne gang er hun klar over at der ikke er en udvej. Og for første gang i lang tid, bryder hun sammen i gråd. Hun stopper først, da hun ikke har flere tårer tilbage. Derefter sidder hun, blankt stirrende ud i luften. Hun sanser intet, føler intet. Så da hendes adoptivforældre kommer tilbage til hendes værelse, søgende efter det hun kiggede efter, ser de hende. Men hun ser ikke dem. De forsøger at bryde igennem til hende. Men ligesom da hun selv forsøgte, virker det ikke. De bliver ved, så ihærdigt at spejlet falder ned og går i stykker. I det samme sekund, bipper en respirator for sidste gang, og det sidste lys i hende slukkes. Et sæt øjne, lukkes for altid.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...