Rubinengen

Dette er bare en novelle så den er ikke så lang..

Den 17 årige Rosanna har flere år boet alene med hendes mor. En dag ændre alt sig og hun ender i Rubinengen.

5Likes
5Kommentarer
327Visninger

1. Novellen

Det er lidt køligt oppe på taget, men nu er klokken jo også ca. 3 om natten.. Man ville nok undre sig over hvad en pige på 17 skulle lave oppe på et tag så sent, men for mig er det en rigtig god ting at sidde her når man er frustreret eller ked af det. Det er så bare ikke tilfældet nu. Jeg sidder her fordi, jeg er vågen, lysvågen. Jeg vågnede af et bilhorn der dyttede. Det må have været et godt bilhorn eftersom man kunne høre det på 16. etage, tjaa sådan er det bare i New York.. Høje lyde og bilos.. Men jeg føler mig rolig og tryg heroppe, jeg ved nemlig at her kan ingen røre mig. Døren smækker nede i lejligheden, vi er de eneste i bygningen der har adgang til taget, fordi vi bor øverst..  Jeg løber ned og mor er igang med at hænge hendes overtøj op på knagerækken i gangen, min mor arbejder med at lave horoskoper og hun er nødt til at holde øje med stjernerne nogle gange om måneden.

''Hej skatter,det var da sent du var vågen, har du lyst til at høre dit horoskop det er ret spænende i denne her måned?''

''Fint nok du for mig jo bare til at læse det når du har lavet det alligevel, gør du ikke?''

''Jo, okay nu skal du høre, det siger at i denne måned vil der ske noget helt specielt, du vil opleve en helt bestemt slags lykke, som vil have stor betydning for resten af dit liv. For at finde denne lykke, kommer du på et lille eventyr først... Nåå hvad siger du?''

Min mors horoskoper plejer altid at passe men denne gang tror jeg ikke på det, jeg har prøvet at finde en måde at være lykkelig på siden jeg var 13. Siden min far han forlod os. Jeg mener, den kommer ikke bare fordi at et par stjerner står i en eller anden positur! Da den tanke strejfer mig begynder jorden at ryste under mig. En lille rubinrød plet befinder sig pludselig på gulvet og vokser sig større og større. Pletten bliver større og tager form som et hul, der begynder at falde ting igennem hullet. Jeg går længere væk, jeg vil gerne op på taget, hurtigt. Jeg kigger rundt efter døren op til taget. Døren er i den anden ende af lokalet. Jeg prøver at gå rundt om hullet i gulvet. Hullet har næsten udfyldt hele gulvet, så der er ikke meget plads til at komme igennem. Jeg prøver at vende mig om da jeg er ved døren, jeg mærker min fod falde ned i hullet og jeg vil gerne skrige men jeg kan ikke. Jeg mærker hele min krop falde og det stopper aldrig.

''Hallo? Ehm undskyld? Er du okay?'' En fremmed stemme vækker mig, det sidste jeg kan huske er at jeg falder og falder og falder. Jeg åbner øjnene og en lyshåret pige står lige over mig, hun har gråblå øjne og sort tøj på. Hun ser lettet ud. Hun rækker en hånd ud mod mig, jeg tager den og hun hjælper mig på benene. Jeg kigger mig om og er på en kæmpe eng med røde blomster, blomster jeg aldrig har set før. De ligner eventyr blomster, sådan nogle blomster man kan forestille sig, men ved at man aldrig kommer til at se.

''Jeg var ved at blive helt bange for, at du ikke ville vågne'' Pigen med det lyse hår kigger på mig, hun virker bekendt, men jeg ved jeg aldrig har set hende før.

''Undskyld, men hvem er du og hvor er jeg?'' Pigen går lidt i stå ved mit spørgsmål.

''Oh hvor er jeg uhøflig, mit navn er Melissa-Sophie Blommus  Arissa Latez men de fleste kalder mig bare Sophie. Og du er i Rubinengen.'' Sophie kigger på mig med et smil.

''Ehm.. Hej Sophie, jeg hedder Rosanna Mariana Evans men bare kald mig Roe.'' Jeg når lige at afslutte den sætning før jeg hører en høj lyd, den minder lidt om en gongong.

''Kom,kom,kom du skal møde dronningen!'' Sophie tager fat i min arm og letter pludselig fra jorden. Hun kommer højere og højere op. Ud af min øjenkrog kan jeg se hun tager noget pulver op af lommen og kaster det ud over mig! Hun slipper min hånd og jeg falder igen. Jeg er 2 meter fra at ramme jorden før jeg flyver op igen. Jeg flyver. Vinden suser igennem mit hår. Det minder mig om taget derhjemme. Vi lander foran et kæmpe palads,det ligner et sted hvor feer kunne finde på at bo. Et par kæmpe trædøre med roser der vokser op ad den åbner sig foran mig. Sophie begynder og gå så jeg følger bare efter hende. Hun begynder at gå hen mod en dreng. Han er lidt højere end mig, han har nøddebrunt hår og blågrønne øjne.

''Hej Phieb'' Drengen vinker til Sophie og betragter mig et øjeblik.

''Hej Liam!'' Sophie løber hen til Liam og giver ham et kram. Sophie hvisker noget i øret på ham. Han smiler til hende. Jeg begynder at gå derhen og de går mig i møde.

''Liam det her er Rosanna, Rosanna det her er Liam. Han er en af vores beskyttere. Han er lige kommet hjem fra krig mod Sølvdalen.'' Liam rækker ud efter min hånd og jeg tager den.

''Oh, ehm.. Du kan bare kalde mig Roe det plejer de at gøre hjemme i New Yo..'' Jeg færdiggører ikke den sætning. Jeg ved ikke en gang hvad der er tilbage af New York. Eller hvad der er tilbage af mor.

''Hej Roe, hyggeligt at møde dig. Undskyld jeg spørger, men hvad er New Yo?'' Liam ser nysgerrigt på mig som om jeg er det mest spændende menneske i verden.

''New York.. Altså det er min hjemby, eller det var det, jeg ved ikke hvad der er tilbage af den.'' Sophie som jeg ellers har opfattet som en meget glad pige, ser pludselig lidt nedtrykt ud. Men det varer ikke længe før hun smiler igen.

''Roe vi skal nok hjælpe dig med at komme tilbage. Imens du er her skal du bo hos Liam, det var det jeg spurgte ham om ligefør.'' Det var nok det hun hviskede i øret på ham før.

''Nå, vi må hellere komme af sted, du skal jo møde dronningen.'' Liam vender sig og begynder at gå. Sophie følger efter ham. Jeg  står et øjeblik og betragter stedet.

''Rosanna kommer du?'' Sophie løber hen til mig og tager min hånd og løber. Vi går ind i en kæmpe sal lyst op af massere af de røde blomster der var på engen hvor jeg vågnede. En høj kvinde med en ankel lang kjole med samme farve som himlen på en skyfri sommer dag, svæver få centimeter over jorden, hun har flotte store vinger, der er gennemsigtige, men glimter svagt med noget der kunne være støv fra en knust rubin, ligesom det pulver Sohie pustede ud på mig da vi skulle flyve. Kvinden svæver hen imod os. Hun lander lige foran mig.

''Du må være Rosanna, Sophie sagde vi havde et menneske her i landet. Jeg er Lousianna, rubinengens dronning.'' Den måde dronningen hun sagde menneske på, undrede mig, alle i dette rum er da ligeså meget menneske som mig, pånær at de har vinger.

''Hej Lousianna. Ehm ja jeg er Rosanna, ved du hvordan jeg kom hertil?'' Dronningens ansigtsudtryk viser at mit spørgsmål er mere kompliceret end det lyder, jeg vil bare gerne hjem.

''Jeg er ikke sikker, dette er aldrig sket før, det har muligvis noget med de fem måner at gøre. I vores land har vi fem måner, for første gang i ca. 100.000 år har de fem måner stået på række hen over Rubinrosen. Prøv at følge med mig.'' Dronningen svæver hen mod noget der ligner et slags alter. Jeg går i stå, der er noget mærkeligt over det her. Liam kommer over og tager min hånd og trækker mig over til dronningen. Henne ved ''alteret'' er der en slags rose, det ser ud som om bladende på den er lavet af rubiner. Stilken fra rosen fører hen til et kæmpe træ, hvor det røde pulver falder som vandfald, fra nogle grene.

''For omkring 2 dage siden ramte månernes stråler vores blomst og træet stoppede med at drysse vores rubinpulver. En form for portal må have åbnet sig i din verden og du kom hertil.'' Mine ben knækker under mig. Jeg falder ned foran alteret. Jeg vil gerne hjem..

''Roe lad os komme hjem det er ret meget at få at vide på et par timer.'' Liam kommer over og hjælper mig op at stå. Jeg har kendt Sophie i højst 2 timer og Liam i 1 time ca. De to er nok de bedste venner jeg har haft længe, jeg mener de behandler mig som om vi har kendt hinanden i flere år. Liam begynder at gå og Sohie går ved siden af mig og vi følger efter.

Liams hus minder mig lidt om derhjemme, man kan sidde oppe på taget. Huset er ret stort når man tænker på, at det kun er ham og hans søster der bor der. Huset er ligesom slottet fyldt med blomster.

Liam og jeg sidder ved et rundt bord. Han rækker mig en bog med et omslag, det overrasker mig ikke at omslaget er rubinrødt.

''Det er rubinengens profetier, en af dem siger, at et menneske er det eneste væsen der kan forhindre Rubinengen i at blive ødelagt af Sølvdalen.'' Liam kan tydeligvis se på mit ansigtsudtryk, at han skal forklare hvad Sølvdalen er.

''Sølvdalen er et land ligesom Rubinengen. De er meget ens men istedet for vores rubinblomster har de deres sølvgræs. Hey, det er sent Rosanna, se at få dig noget søvn.'' Er mennesker virkelig så specielle?

 Jeg går op på taget og har lagt mig ned og kigger op på himlen. På Liams tag er der mos så det er ret behageligt at ligge her. Rubinengens nattehimmel er helt fantastisk, der er mindst dobbelt så mange stjerner som i vores verden, også selvom det er helt skyfrit derhjemme er der være mange, mange flere stjerner her. Mine øjne begynder langsomt at lukke, jeg føler mig slet ikke træt men jeg lader bare mine øjne lukke alligevel.

Jeg vågner ved at noget rammr min næse. Jeg åbner øjnene og står under regnen af det røde pulver. Jeg kigger rundt, der er ikke nogen. Jeg putter noget af pulveret i lommen og letter forsigtigt, jeg flyver hen mod engen, jeg har bare brug for at være lidt alene.

Nede på engen er der så roligt, ingen forstyrrelser. De fem måner hænger lige over engen. De overdækker hinanden så det ser ud som om der kun er en. Blomsterne på engen åbner sig langsomt og indeni er der bitte små rubiner der lyser hele engen op med et rødt skær. Det er...! At sige det er smukt ville være en underdrivelse, det er...! Det er wow...! Jeg når lige at ligge mig ned inden jeg hører et skrig. Og der er ingen tvivl, det er Sophie. Jeg rejser mig så hurtigt jeg kan og tager pulveret op ad lommen og drysser det ud over mig selv.

Inde i byen er der kaos. Sophie er ikke til at se nogen steder. Liam kommer løbende hen til, mig det undrer mig at han ikke flyver..

’’Liam hvad er der sket?’’ Han kigger træt på mig, og trækker forpustet vejret.

’’Sølvdalen de...! De har ødelagt...! Rubinrosen...! Sophie er væk!’’ Det er derfor, der ikke er nogen, der flyver. Rubinrosen er væk.

’’Liam vi skal væk nu!’’ Jeg tager det sidste pulver op af min lomme og deler det op så vi kan flyve væk fra byen. Vi letter  og flyver over til engen og lander i et træ. En masse heste løber hen over engen, men det er ikke heste, det er enhjørninger. De er allesammen hvide med sølvhorn. Vi sidder lidt i træet og observerer dem. Lidt efter lidt falder det hele til ro, men byen er tom.

’’Rosanna.. Vi er nødt til at finde Sophie og min søster.’’ Det er syndt for ham, virkelig han har lige mistet sin søster. Jeg ved hvordan han har det, jeg har lige mistet min mor. Men mærkeligt nok føler jeg mig mere lykkelig her, jeg føler mig fri.. Men det blev taget fra mig hurtigere end man kan sige ’’kaos’’, jeg mener Sophie er allerede væk.

’’Jeg ved det vi må finde på noget.’’ Liam ser håbefuldt på mig.

’’Hør vi må ind på deres slot eller og få dem ud, Rosanna du er den eneste der kan overleve her uden rubinstøv. Jeg ved ikke hvor længe de kan overleve derinde.’’ Han lyder meget alvorlig. Jeg aner ikke hvad jeg skal gøre.

’’Hvordan skal vi komme derhen Liam? Det tager for lang tid at gå og vi kan ikke flyve.’’ Liam tænker ikke længe på det. Han kravler ned fra taget og tager en rubin fra en af blomsterne. Han kaster den op til mig og jeg griber den.

’’Pust i den!’’ Det giver ingen mening skal jeg puste ind i en lysende sten? Jeg puster i den alligevel og høre et vrinsk. En masse lysebrune enhjørninger kommer løbende og deres horn er sjovt nok rubinrøde. Liam hopper op på en af dem og en anden svæver op til mig og jeg sætter mig op på den. Dyrene løber hurtigere end vi selv ville kunne flyve og vi er i sølvdalen på ingen tid. Vi er på et lille torv der minder om noget fra 1500-tallet.

’’Rosanna du er nødt til at komme hen i balsalen det er der de har taget alle hen.’’

’’Hvad med dig?’’ Jeg går ikke fra ham han skal blive hos mig.

’’Jeg er nødt til at finde rubinstøv med enhjørningerne.’’ Han får ikke lov til at gå nogle steder. Jeg skal lige til at sige noget men det går pludselig meget hurtigt. Enhjørningerne begynder at vrinske og løber. Jeg vender mig om og ser en masse mænd bære Liam væk.

’’NEEJ LIAM!’’ Jeg løber så hurtigt jeg kan men det nytter ikke noget jeg er nødt til at gemme mig inden de finder mig.

Jeg sidder i et hjørne mellem en hestevogn og en masse kasser med mad. Jeg hører en masse gå frem og tibage på torvet. Efter lidt tid er der stille. Jeg går ind i paladset, det er ihvertfald mere et palads end et slot. Den første dør fører ind til en kæmpe entre. Jeg tager en anden dør der fører in til et køkken, en anden dør fører mig til et værelse, en tredje til et badeværelse men en fjerde fører ind til balsalen. En kæmpe menneskemængde kigger panisk rundt.

’’ROSANNA!’’ Sophie kommer fra venstre side og giver mig et kæmpe kram, jeg krammer hende tilbage. Jeg har aldrig været så glad for at se en person i hele mit liv!

’’Sophie vi er nødt til at gå NU! De har taget Liam!’’ Bare at sige sætningen giver mig tåre i øjnene jeg føler det er min skyld.. Jeg tager Sophie i armen og vi løber.

’’De har nok taget ham ned i kælderen.’’ Sophie løber hen til en dør der går en lang snoet trappe ned. Jeg går hurtigt ned af den men stopper op.

’’Hvordan vidste du det var her?’’ Jeg vender mig om og kigger Sophie ind i øjnene.

’’Jo altså jeg har engang boet her. Altså Rubinengen og Sølvdalen har altid været i krig, fordi at Sølvdalen en havde en prins som blev forelsket i en simpel pige fra Rubinengen. Det medførte at Sølvdalen gik i krig. Jeg syntes bare at det var unfair af Sølvfolket og ville hellere bo i Rubinengen.’’

 Det giver god mening. Jeg nikker til hende og går videre. Nede for enden er der en lille fange kælder. En mand kommer gående og jeg ved at nu er vi færdige. Han for øje på os og begynder at løbe. Sophie tager en lille pose frem i hånden og puster blade fra en blomst i hovedet på ham. Han besvimer på 2 sekunder. Sophie kigger på mig.

’’Jeg bliver her du finder Liam.’’ Jeg løber rundt i gangende og finder en gang med en lukket dør. Jeg åbner den og går ind.

’’Liam? Liam?’’ Jeg taler ikke særlig højt for at undgå at folk høre mig.

’’Roe?’’ Jeg løber hen til hans celle han står ved træmmerne og smiler til mig og jeg går hen til væggen hvor en nøgle hænger. Jeg vender mig om og en rubinrød plet vokser på gulvet. Nej et her sker ikke! Jeg løber hen til Liam og undgår portalen men da jeg kommer ind foran cellen glider jeg og jeg falder.

’’Rosanna Mariana hvad synes du om horoskopet?’’ Min mor ser på mig med forventede øjne. Jeg har en nøgle i hånden. Liam. Jeg må tilbage, men hvordan?

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...