Kan du lide mig?

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 sep. 2015
  • Opdateret: 19 sep. 2015
  • Status: Igang
Kan hun egentlig lide mig?

16Likes
5Kommentarer
502Visninger
AA

1. Kan du lide mig?

Hendes blomstersøde duft er det, der fylder min næsegang, da jeg sætter mig ned ved siden af hende. Festen omkring os er høj, men vi lytter ikke rigtig til støjen eller til de andre, men kun til hinanden, selvom ingen af os har snakket ret meget endnu. Sara er en smuk pige, det er hun virkelig, især med det brune hår og de ligeså brune øjne, der skaber en utrolig god kontrast til hendes afrundede og alt andet end solbrune ansigt. Det knirker fra hendes sorte skindjakke. Jeg har ondt i maven, og jeg er ikke helt sikker på hvorfor, det suger og det gnaver, og mine ben virker følelsesløse. Sara læner sig frem. De runde øjne vifter imod mig. Hun smiler. Det får det til at kildre køligt men yderst behageligt henover huden på mine underarme, på en måde, der skaber rejsning i mine hårsække.  

   ”Hold kæft, mand,” siger hun, da hun kigger på mig. Vi bliver nødt til at sidde tæt sammen, for at kunne høre hinandens stemmer over den skærende musiklarm fra festen, så vores skuldrer gnider mod hinanden, og min hjertepuls stiger og den søde lugt fra hendes blomsterparfume stikker længere op i næsehulen, og jeg ville lyve hvis jeg sagde, at jeg ikke elsker den duft. ”Jeg er bare mega smadret og magter seriøst ikke den her fest.”

   Kan hun lide mig? Jeg tænker på da vi spillede bordfodbold i går, og hvordan vi kiggede på hinanden, og hendes bryn, der løftede sig i bølgevise bevægelser. Hun stod overfor mig. Vi dystede mod hinanden. Hun vandt, men kun ved at snyde.

   ”Smadret?”

   ”Ja. Smadret. Jeg mener, når man har været oppe til, like, halv tre om natten i de sidste tre dage, er det ikke ligefrem fordi, at det at feste er det, der ligger højest på ens ønskeliste over ting, man skal nå inden man dør.”

   Hendes lyse Valby-stemme, der skaber den langtrukne dræven, er en stemme, som jeg finder underligt beroligende. Den skaber en slags poetisk blødhed i mine øregange, jeg på ingen måde ville have noget som helst imod at lytte på lige inden jeg faldt i søvn, at drømme om, og den er ligeså fantastisk som den bløde duft og hendes smukke ansigtsoval. Men kan hun lide mig?

   Jeg tænker på den måde, hun vrider kroppen en anelse, så hun ikke har fronten væk fra mig, men i stedet imod mig, og en af mine venner sagde engang: Kan en pige lide dig, plejer hun som regel at være fysisk tæt på dig og vende sig imod dig eller det er i hvert fald hvad jeg har hørt.

   Kan hun lide mig?

   Mit bankende hjerte kan i hvert fald lide hende. Bare jeg ikke får boner på.

   ”Hvad, øh … du sagde et eller andet med, at du godt kunne lide at skrive digte?” Sara kigger på mig. Hun har sine ben krydset, og jeg lægger mærke til, at hun vrider forsiden af sin krop imod mig akkurat på den måde, som min ven har beskrevet, når piger kan lide en.

   Måske kan hun lide mig.

   Fuck det nu ikke op. Please. Fuck det ikke op.

   Hun løfter sin venstre hånd og stryger den gennem det lange gardin af brunt hår, der glatter sig nedover skuldrene. Jeg tager mig sammen, selvom det er svært og min mave stadigvæk gør ondt.

   ”Jo. Det var … rigtigt. Jeg … ja, jeg skriver digte.”

   ”Cool.” Sara nikker. ”Er du god til det?”

   ”Det vil jeg … det vil jeg selv gerne tro jeg er, men jeg … jeg ved det ikke.” Jeg kigger væk fra hende, og ved ikke rigtig, hvad jeg skal sige. Jeg tager en diskret indånding, og så vender jeg min opmærksomhed tilbage på Sara ved min højre side. Festen larmer omkring os, og vi begge må løfte vores stemmelejer for at kunne blive hørt af hinanden. Jeg ser, at Sara har fumlet sin telefon frem, en Galaxy, i modsætning til min egen, der bare er en ydmyg iPhone. Fuck. Når folk tager deres telefoner frem, er det tegnet på, at en samtale er ved at dø, men det må den ikke, og derfor beslutter jeg mig for at snakke videre. ”Hvad med dig?”

   Sara kigger op fra telefonen, og hen imod mig. ”Om jeg er god til at skrive digte?”

   ”Nej. Nej, nej, det er ikke det, jeg mener. Jeg mener … altså … hvad med dig?”

   Har du en kæreste?

   Det burde jeg spørge om.

   ”Hvad med mig hvad? Spørger du mig om jeg skriver digte eller spørger du mig mere i sådanne generelle termer?”

   ”Øh … ” Jeg ved ikke, hvad jeg skal sige, og prøver at virkelig betragte hendes ansigt, for at se, hvilke følelser der bliver bedraget, ud fra øjnene eller ud fra munden eller ud fra udtrykket, men jeg kan ikke læse det, hun er så kold, og hendes kulde gør mig kold og trækker sig omkring mig i en omfavnelse af akavet stilhed, og så flyder smilet frem.

   ”Jeg driller dig sgu da.” Jeg ser hende ryste på hovedet, og kulden forsvinder og jeg er tæt på at grine, men jeg gør det ikke. Hun kigger kortvarigt på sin telefon, og så kigger hun tilbage til mig. ”Jeg kan også godt lide at skrive digte, men jeg er herre dårlig til det.”

   Jeg vil altså virkelig gerne vide, om hun har en kæreste. Hun skriver digte, hun skriver jo digte ligesom mig, og måske er hun bedre, end hun selv tror, hun skriver jo digte, og jeg bliver nødt til at vide det. Jeg bliver nødt til at vide det helt inde fra det afgrundsdybe sindelag, bliver nødt til at vide det, i en nærmest sygelig desperation, og spørgsmålet forlader mig uden jeg egentlig når at tænke over det.

   ”Har du egentlig en kæreste?”

   Saras fint tilrettede øjenbryn glider ind mod hinanden, skaber en lodret pandefure, jeg slet ikke bryder mig om, og hun skråner på hovedet og jeg fuckede op, jeg fuckede op, og jeg har lyst til bare at skrige ud i luften og banke min hånd op i panden, kan se mig selv gøre det, kan næsten høre det klaskende kød og føle de forplantende slag gennem den knoglehårde pandebrask, og så siger hun noget. ”Hvorfor spørger du? Er du da interesseret?”

   Mit bankende hjerte bliver stift, isner, og isfingrene spreder sig fra hjertet og vokser udad, over lungerne og mod mine skuldre.

   Jeg fuckede op.

   ”Øh.” Jeg skynder mig at smile og ryste på hovedet og håber, hun ikke lægger mærke til min angst. ”Nej, det … jeg er bare nysgerrig.”

   Sara kaster sit hoved tilbage i de store nik, hun altid laver, nik af sarkasme, af ironi, nik der kendetegner hende og skiller hende ud, og jeg hader det nik og jeg hader at jeg overhovedet stillede det latterlige spørgsmål.

   ”Javel,” siger hun, og kigger kort på sin telefon, og hendes lyse stemme er drævende som altid, og så forfærdeligt ulæselig. ”Du er nok det mest random menneske jeg nogensinde har mødt. Jeg mener … vi snakkede om at skrive digte, og så spørger du bare ud af den blå luft, om jeg har en kæreste. Det er ret cute.

   Sød. Hun kaldte mig lige sød.

   Mit hjerte begynder igen at slå. Jeg tænker på da vi stod på hver vores side af madbuffeten, og sendte øjne til hinanden, og måden, hun løftede øjenbrynene – ligesom da vi spillede bordfodbold – og jeg løftede dem tilbage, og hun rystede på hovedet og hun smilte og jeg blev varm, og jeg tænker på, at hun, ligesom mig, skriver digte, og jeg tænker på, hvordan hendes gudindesmukke ansigt giver mig lysten til at fremdigte forelskede poesier. Eller noget i den retning.

   Der bliver stille.

   Faktisk bliver der lidt for stille, og det er en form for stille, som jeg ikke kan lide, den slags stille, der overdøver den ellers skærende festmusik, der kranser omkring os i en mur af lyd, og jeg kigger nedad, mod hendes venstre lår, der vender imod mig. Min hånd sitrer af lyst til at røre hende, og ae hende, og forelskelsen eksploderer i mig, det bliver stramt i mine bukser, og de øjne, vi sender til hinanden, de øjne da vi dystede i bordfodbold og da vi gik ved siden af hinanden sammen med hendes veninde og særligt da vi stod på hver vores side ad madbordet og smilte og sendte blikke til hinanden, det kommer alt sammen glimtende, og hun elsker digte, den første søde pige, jeg har mødt, som elsker digte. Selvom hun ikke selv føler sig god til at digte, så både elsker og skriver hun dem. En digter ligesom mig. Og hvis jeg kunne ae hende, hvis jeg bare kunne glide min hånd op til hendes lår og ae hende.  

   Men kan hun lide mig?

   Stilheden bliver for stille, for overdøvende, og jeg kigger fra hende, og hun kigger ikke længere på mig, men i stedet på telefonen. Stilheden kvæler mig. Den kvæler ikke os, men den kvæler mig, og jeg kigger bort fra Sara og op til baren, der en gang imellem tydeliggøres henover gulvet, når der går hul på den levende klump af menneskemasser i dansende bevægelser, og jeg kigger herefter tilbage mod Sara, der stadig er tavs med sin telefon. Vi sidder stadig tæt op ad hinanden. Min højre skulder berører hendes venstre, og presser ind mod skindjakken. Mit hjerte banker alt for voldsomt, jeg kan mærke det skælve ned i maven, dybt ned, men jeg ved, at jeg bør sige det, selvom vi stadig sidder intimt, i fysisk nærhed, og hun ikke har flyttet sig. Skyen af blomstersød lugt omfavner os begge, usynligt men virkeligt.

   Kan du lide mig, Sara?

   Det er ikke det, jeg spørger om, selvom jeg ville ønske, at jeg havde nosserne til at gøre det. At spørge. Men det har jeg ikke.

   ”Hey, øh, har du lyst til en drink? Jeg giver.”

   Jeg ser Sara løfte ikke bare hovedet, men også brynene, de glider helt elastisk op i panden, og hun kigger på mig, og hun kigger længe, og hendes brune øjne glider mellem mig og baren og mig igen. ”En drink?”

   ”Ja, en drink … du ved.”

   ”Jeg ved sgu godt hvad en drink er.” Hun skråner sit hoved. ”Du er ret offensiv alligevel.”

   Der bliver stille, og det kvæler sig til i min hals, og jeg aner ikke, hvad jeg skal sige, og mine ben bliver til luft.

   Sara siger noget igen. ”Jeg bullshitter bare. Selvfølgelig vil jeg gerne have en drink. Jeg synes at det er en rigtig sød tanke, faktisk.”

   Jeg er tavs i et kort øjeblik, og jeg kan kun stirre og ikke snakke. Så vender virkeligheden omkring mig tilbage, min krop bliver flere kilo tungere, jeg kan atter mærke energiløsheden dræne mig i maven, og jeg nikker. ”Okay. Jeg … øh … jeg … jeg tager op og køber to drinks så. Hvad vil du have?”

   Jeg rejser mig op. Hun bliver siddende. Vi kigger på hinanden, og hendes bryn er gået fra opadglidende til sammenpresset. ”Jeg tror egentlig allerhelst jeg bare vil have en … en cola.”

   ”En cola.” Jeg sveder, det kan jeg mærke, jeg sveder så min pande bliver klistret ind i varmt fugt, jeg sveder, og jeg tror nok det er derfor, jeg nikker. Så jeg ikke lægger mærke til, at jeg sveder. ”Det … ja okay, en cola. En almindelig, ikke?”

   Sara blinker til mig, med det ene øje, og imens hun blinker, peger hun på mig og fremgiver et klistret klik med sin højre mundvig. ”You got it. Du kender mig vist for godt allerede.”

   Sara, kan du lide mig?

   Jeg nikker, prøver at smile, men jeg tror ikke rigtig, at det går så godt, og så vender jeg mig om og træder væk fra sofagruppen og mod baren. Musikken bliver højere. Der lugter af den tørre damp, som tåger lokalet, syrnet med sved, en aura af forelskelse og hormoner og måske også en lille smule liderlighed, bassen bølger dybt i mig, og det er som om, jeg befinder mig i en film. Det er som om, at jeg er en skuespiller i en filmisk scene, der ikke er virkeligheden, men kun en illusion, og at alle dem, der danser og fester og snaver og gramser omkring mig, bare er statister, der skal opretholde illusionen om den virkelighed, der ikke er virkelig. Baren er lige foran mig, men selvom den er der, er jeg rent faktisk i tvivl om den virkelig er der. Jeg kigger kort til venstre, ser en brunette, der danser sammen med en dreng, og hun ligner Sara, og da jeg kigger fremefter, mod den unge kvinde, der betjener baren, er det som om, at alle piger ligner Sara, at alle har ovale ansigter, og hår, der er langt og brunt og øjne, der er nøddeagtige og store og smukke. Det kildrer. Dernede. Det kildrer og det snurrer, og mine indåndinger er uendeligt dybe, og alt jeg ser for mig er Sara, og særligt hendes bløde måde at smile på, og jeg hører hendes drævende, men lyse, Valby-stemme, og hendes latter, åh, hendes latter.

   Jeg stopper ved baren, og jeg tager min pung frem. To colaer. Det tager lidt tid, men ikke et minut, før jeg bliver betjent. To colaer. Det er, hvad jeg skal bede om. Imens jeg venter på at modtage min bestilling, vender jeg fokus bagud, lader blikket svinde gennem dansemængden på gulvet, mod lokalets modsatte væg, hvor sofaerne er og hvor Sara sidder, og hun har sine ben krydset og sit ansigt skrånet ned mod telefonen. Jeg har næsten lyst til at kalde på hende, og når hun kigger, så vil jeg smile og vinke og håbe at hun ser mig, at hun bare ser mig, men kan hun lide mig? Kan hun overhovedet lide mig?

   Og så ser jeg ham.

   Den lyshårede dreng. Han kommer gående, hen til Sara, til søde og dejlige og smukke Sara, og den varme, der før fyldte min mave og mit bryst og min krop og mit sind, visner og bliver til en død og klam kulde, det isner, og han klapper hende på skulderen, og Sara løfter hovedet og smiler og strækker sine arme ud. Den lyshårede læner sig fremad. De krammer hinanden. Nogle personer danser kortvarigt indover mit synsfelt. Da jeg atter har direkte udsyn til dem, ser jeg, at han har sat sig ved siden af hende, og hun har vendt sig imod ham, og hun har sænket sin telefon, hun har sænket sin telefon for hans skyld. Hun sænkede ikke sin telefon, da hun snakkede med mig. Hun smiler, hun smiler meget mere, end hun gjorde da vi snakkede, og hun nikker, da han siger noget, og så griner hun, og hendes øjne rynker sig sammen og hun glider ind imod ham. De sidder tæt. Ligeså tæt som os. Måske endda tættere. Mine øjne føles kolde. Det gør ondt i halsen. Sara løfter hånden, og stryger hans hår, og min hals vrider sig, da jeg ser, at han lægger sin hånd på hendes venstre lår. Maven gør ondt. Jeg tror, at jeg skal kaste op.

   Så kommer drinksne, som er to colaer, fordi jeg gerne vil have det samme som Sara.

   ”Undskyld?”

   Jeg kigger på hende, der betjener mig, og jeg står bare og kigger, og det ryster i mine hænder. Jeg kigger, men uden at se, hvad der er foran mig, for mit blik er en tåge og mine tanker er fyldt med den lyshårede, der lægger sin hånd på Saras lår, og Sara, der ingen modstand gør sig, og Sara, der læner sig ind imod ham, og den lyshårede, der får Sara til at grine, som jeg ikke har været i stand til.

   ”Er du okay?”

   Bartenderens stemme river mig tilbage i virkeligheden. Jeg ser på hende. Så på de to colaer foran mig. Så på hende. Hun har tandbøjle, der glinser i sølvgrå blink henover tændernes hvidlige rækker. Kigger så på colaerne, og jeg tager dem, og så vender jeg mig rundt. Mine fingre strammer sig hårdt omkring flaskehalsene, idet jeg, med underligt dirrende fingre, vandrer henover gulvet. Min mave, den gør ondt, jeg går og jeg går og jeg stopper, foran Sara og den lyshårede, og hendes krop hikker bølgevist, idet hun bryder i latter.

   Jeg står der lidt, og ved egentlig ikke, hvad jeg skal sige, om jeg skal sige noget, eller om jeg bare skal stille colaerne på bordet og gå. Jeg kigger på den lyshårede. Han ligner egentlig et røvhul, gør han ikke? Et dumt svin, der sikkert bare vil kneppe hende, så snart han får chancen, en stodder, forpulede møgtaber, han er bare et dumt svin og jeg hader ham, og jeg vil bare sparke hans klunker, pulverisere dem og få ham til at græde, åh ja, han skal græde, skal han, det møgsvin, men så siger Sara noget, og det får mit blik bort fra ham. Hun retter sig en anelse op. Hendes venstre ben har hun bukket ind under sig, nærmest som en siddepude. Højre ben skråner hen mod drengen, hvis hånd nu har rykket sig fra benpartiet og ind bag hendes lænd, der hviler mod sofaryggen.

   ”Hej, Markus. Tusind tak.” Sara strækker sin hånd imod mig, og jeg blinker og maven fortsætter med at gøre ondt. Hun tager imod plastikkruset med cola, som hun trækker ind til sig. ”Det her er Markus.” Hun har vendt blikket væk fra mig, da hun introducerer mig for den lyshårede, og jeg udnytter den korte chance til at lukke mine øjne helt i. Bare et øjeblik, et lille øjeblik, ganske kortvarigt, og jeg åbner dem igen, og Sara kigger imod mig og hun smiler stadig.

   ”Markus, det her er Andreas, en af mine virkelig gode venner.”

   ”Virkelig gode, bare?” svarer ham den lyshårede, Andreas, tilbage, og han kigger ikke på mig, men jeg kigger på ham, og jeg kan ikke lade være.

   Sara vender blikket imod ham, og hun løfter sin anden hånd, og skubber den imod hans pande, og hun kigger kun på ham, og ikke på mig, da hun retter sig selv. ”Okay, virkelig, virkelig, virkelig gode ven, så. Var det bedre?”

   Andreas nikker. Jeg har det som om, at mine ben kunne knække sammen lige nu, lige nu, at de er blevet for tynde og for lette til at kunne bære min vægt. ”Det var i hvert fald en forbedring.”

   Hun gør det igen. Rører ham. Og han rører hende. Og de rører hinanden.

   ”Du er så dum, Andreas.”

   Jeg beslutter mig alligevel for at blive. Sætter mig ned på sofaens ryglæn, til højre for Sara, og jeg kan stadigvæk dufte hende, men denne gang fylder det mig ikke med varme. De snakker til hinanden. Kun til hinanden, og ikke til mig, men jeg har heller ikke lyst til at snakke med dem, egentlig har jeg slet ikke lyst til at være der, og den tunge luft klemmer sig omkring min krop, trækker mig ned i læderet, forværrer den i forvejen drænende mavesmerte, isnende, kold og ulækker, jeg vil egentlig bare ud, helt ud, og derfor ender jeg med at rejse mig op. De gramser på hinanden, på den måde, man ikke kun gør, hvis man bare er gode venner.

   Jeg kan ikke mere.

   Uden et ord, og uden, at de lægger mærke til mig, rejser jeg mig op, og jeg går. Jeg går, og jeg bliver ved med at gå, og jeg ved ikke, hvor jeg går hen, jeg går, indtil jeg når en trappe, væk fra sofaen og væk fra de andre, men jeg beslutter mig for, at trappen ikke er langt nok væk, så jeg går videre, gennem en korridor, der virker alt for lang, og alt for uendelig, det stopper ikke, og jeg går, hen til døren for enden af korridoren, glasdøren, der fører ud. Der er koldt udenfor, fordi det er aften, og huden på mit ansigt trækker sig sammen. Jeg fortsætter med at gå, ned ad stien, der skråner ned til vejen, i ly for et bøgetræ, og jeg sætter mig ned på kantstenen, og jeg kigger.

   Selvfølgelig kan hun ikke lide mig.

   Det er der jo ikke nogen, der kan.

   Og så græder jeg.

   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...