Den Mystiske Væg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 sep. 2015
  • Opdateret: 19 sep. 2015
  • Status: Igang
Det meste af mit liv er jeg blevet mobbet og har levet uden en mor fordi hun er forsvundet. Men hvad skete der da jeg en dag blev trukket igennem en væg og vågnede et helt nyt sted? Og kom jeg nogensinde tilbage igen?

Læs med her og find ud af det ��
Håber i nyder den og det her er min første movellas jeg prøver på at skrive ��
Giv gerne ris og ros ��

1Likes
0Kommentarer
242Visninger
AA

4. kapitel 4

Det var ligesom at kigge på mig selv i spejlet. Hendes lange og let krøllede. mørke hår faldt naturligt ned langs hendes smalle, tynde skuldre. Højden var næsten den samme som min, bortset fra at hun var en lille smule lavere end mine 172 centimeter. Hendes øjne var blå-grå, hvor mine i stedet for var mørkebrune med lidt sølvskær i, lige præcist som min fars. Hun gik et par skridt nærmere på mig. Den mørkerøde bluse hun have på sad lige så let på hendes mave. Hendes sorte sko lød som om man gik på et fortov. Vreden og skuffelsen kom hurtigt frem i mig. Havde hun lavet det her mærkelige og magiske univers bare for at føre mig hen til hende. ”Du skal ikke komme nærmere”, sagde jeg koldt. Jeg kunne mærke en tåre trille ned af kinden og min mund blev tør ligesom salt. I virkeligheden ville jeg jo godt have vidst hvem hun var og hvorfor at hun havde efterladt mig, men det kunne jeg jo selvfølgelig ikke sige noget om det. ”Vil du ikke vide hvorfor jeg har gjort som jeg har gjort?” spurgte hun og kiggede spørgende og opgivende på mig. Jeg rystede på hovedet som svar. Tårerne blev hurtigt til flere og flere også selvom jeg virkelig prøvede at holde dem tilbage og tørre dem væk, så hjalp det ikke. ”Hvorfor er jeg her?” spurgte jeg og kiggede ned i gulvet for at skjule mine tårer. Hun gik nogle skridt hen mod mig igen. Jeg hørte hendes skridt og kiggede på hende, jeg så at hun var begyndt at gå hen i mod mig. Jeg råbte til hende at hun ikke skulle komme hen til mig, men hun hørte ikke efter. Nu stod hun helt foran mig, jeg kiggede hende dybt i øjnene. Jeg kunne mærke at hun havde lagt sin arme rundt om mig, jeg prøvede at fjerne dem, men det kunne jeg ikke. Jeg havde simpelthen ikke nogle kræfter i denne her verden. Jeg kiggede væk fra hende og hun kiggede på mig. Hun skulle lige til at sige noget, men så begyndte min mave at rumle. Jeg kiggede på min mave og bagefter kiggede jeg på min mor. Hun klappede i hænderne to gange og ikke ret lang tid efter kom der tre små nisse-dværge agtige mennesker, den ene holdte et fad med mad, den anden holdte et glas og den sidste holdte en kande med noget vand. De holdte fadet, kanen og glasset op til mig. Jeg kiggede på min mor, hun nikkede og gjorde tegn til at jeg på skulle spise og drikke lige så meget jeg ville. Jeg spiste ikke så meget, jeg spiste faktisk kun en enkelt bolle og drak kun et - to glas vand. Jeg kiggede på min mor og sagde ”Jeg kan ikke spise mere” Hun så overraskende på mig og sagde “Det var da ikke særlig meget du skulle have at spise. Er du slet ikke sulten?”. Jeg rystede bare på mit hoved og rullede øjne af hende. Hun smilede til mig, men jeg lignede ikke et venligt smil. Jeg blev en lille smule usikker og bange. Jeg vendte mig væk fra hende og kiggede over mod springvandet, som stod ovre i det højre hjørne af værelset hvor vi stod. Hvorfor var jeg endelig så venlig ved hende? Det var jo hende som havde forladt mig da jeg kun var var et lille barn. Det var jo hende som forlod os og ikke omvendt! Hvad ville hun med mig! hvorfor kontakter hun mig nu!? Og hvorfor ikke tidligere? Jeg blev rasende og blev ked af det. Jeg fældede en tåre, men jeg tvang mig selv til ikke at overgive mig til at tude. Min mor prøvede at kramme mig, men jeg skubbe hende bare væk fra mig. Hvorfor kunne hun ikke bare blive ved mig da jeg havde mest brug for det?! Hvorfor forsvandt hun!? Jeg vendte mig om og kiggede direkte ind i hendes blågrå øjne og sagde “Hvorfor SKRED du bare fra mig da jeg var lille og havde brug for en mor!?” Hun kiggede flovt ned i gulvet. “HALLO! JEG SPURGTE DIG OM NOGET!!” Hun begyndte at græde en smule. “ÅHH SÅ HOLD DOG OP! VIS DA LIGE AT DU ER ET VOKSEN DAME!!” Var jeg for hård mod hende? Nej! Jeg er ikke for hård mod hende, det her, det er det hun har fortjent efter alt det hun har gjort mod mig. Hun begyndte bare at græde endnu mere nu. Hendes øjne var helt røde, hun kiggede på mig og sagde “Der var en grund til at jeg havde prøvet at begå selvmord op til flere gange, og til sidst ende med at forsvinde. Jeg kiggede ondt på hende, men jeg lytte til hvad hun sagde, også selvom at jeg til at starte med ikke ville høre det. Hun kiggede seriøst på mig og skulle til at begynde med at tale. “Grunden til at jeg ikke har kunnet være der for dig da du havde brug for mig da du var lille er, at jeg er blevet jaget ind i et andet univers”. “Det er faktisk dette univers vi er i nu”. Jeg lavede kæmpe øjne og måbede. Jeg kiggede på hende som om at jeg ikke troede på hende. Hun kiggede seriøst på mig og sagde “Det er altså rigtigt”. “Jaja, jeg tror på dig” Eller noget. Gu fanden tror jeg da ikke på hende!. Jeg kan ikke stole på nogen jeg ikke har kendt særlig længe, heller ikke selvom hun er min mor! Hun snakkede videre imens jeg bare stod og lyttede til hvad hun sagde. Efter et par timer blev hun endelig færdig med at snakke. Jeg stod stadig bare og kiggede på hende. hun så flovt på mig, men hun smilte lidt, men det var ikke et særlig rart eller venligt smil. Jeg fik et koldt gys ned af min ryg, jeg begyndte at fryse. Jeg så underligt på hende og sagde “Hvorfor smiler du sådan der? Det er altså ikke et særligt rart smil!” Hun begyndte bare at smile endnu mere nu. “Hallo! Svar mig!!”. Jeg gik i panik, jeg gik faktisk så meget i panik at jeg begyndte at bide negle. Jeg kiggede panisk på hende og sagde “Send mig hjem med et af dine små tricks, som du også brugte til at få mig her til!” Hun sagde ikke noget, hun nikkede bare og begyndte at bevæge sine arme på en meget mærkelig og underlig måde. Efter nogle minutter stoppede hun med at gøre noget og stod bare helt stille, og pludselig så sagde hun “Jōbutsu shimasu”.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...