Den Mystiske Væg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 sep. 2015
  • Opdateret: 19 sep. 2015
  • Status: Igang
Det meste af mit liv er jeg blevet mobbet og har levet uden en mor fordi hun er forsvundet. Men hvad skete der da jeg en dag blev trukket igennem en væg og vågnede et helt nyt sted? Og kom jeg nogensinde tilbage igen?

Læs med her og find ud af det ��
Håber i nyder den og det her er min første movellas jeg prøver på at skrive ��
Giv gerne ris og ros ��

1Likes
0Kommentarer
235Visninger
AA

3. kapitel 3

Efter noget tide vågnede jeg i en gang, jeg lå på ryggen. Jeg åbnede mine øjne og det første jeg så var en lampe. Jeg satte mig op og kiggede rundt i gangen, det eneste jeg kunne se var ti store lamper der hang i loftet og en dør nede for enden af gangen. Efter jeg havde kigget lidt rundt slukkede syv af lamperne helt pludselig. Nu var der kun tre lamper tilbage. En nede for gangen, en i midten og en nede i den anden ende af gangen. Jeg kunne se en mand stå nede ved døren, jeg fik et chok. Jeg prøvede at rejse mig op, men jeg kunne slet ikke bevæge mig, jeg gik i panik og blev frustreret. Manden kom tættere på mig, han havde et gammel, sort og slidt jakkesæt på. Mit hjerte bankede hurtigt, det bankede faktisk så hurtigt at jeg troede at jeg ville besvime. Han kom nærmere og nu stod han kun ganske få meter fra mig, jeg var rædselsslagen. Jeg prøvede at tale men det kunne jeg heller ikke, det eneste jeg kunne var at græde. Så det gjorde jeg, men jeg kunne ikke få særlig mange tårer frem, jeg fik kun ganske få frem. Nå stod han helt foran mig, mit hjerte bankede hurtigt igen. Hans øjne var overraskende grønne som smaragder, der funklede i månens- og stjernernes lys på en kold vinteraften. Han stirrede koldt i mine øjne. Han rakte sin arme ned til mig og sagde “Jeg vil dig ikke noget, jeg skal kun hente dig”. Jeg blev helt panisk da han sagde det. Hvad mente han med at han kun skulle hente mig? Hvor skulle jeg hen? Hvorfor skulle jeg hentes? Hvorfor var jeg overhoved her? Han løftede mig op så jeg kunne komme op og stå på mine fødder og gav slip på mig. I det han gav slip på mig var jeg ved at falde, men han nåede lige at gribe mig igen. “Pas på” sagde han. Jeg prøvede at snakke igen, men denne gang kom der heller ikke nogen lyd, så jeg nikkede bare. Han gjorde tegn til at jeg skulle følge efter og det gjorde jeg så. Vi gik ned af gangen mod døren og han åbnede den og på den anden side af døren var der en stol og et springvand. Han gav tegn til at jeg skulle sætte mig på stol og sagde “Du skal blive her”. Jeg fik endelig mit stemmebånd til at sige noget, men det blev ikke til meget mere end “H-h-hvorfor?”, jeg stammede i det jeg sagde det. Han kiggede bare på mig og sagde “Fordi der er en der venter på dig”. “E-en der v-venter p-på mig?” spurgte jeg. Han sagde ikke noget, det eneste han gjorde var at nikke og vende sig om og gå ud af døren som vi lige var kommet ind af. Jeg sad og ventede i mens minutterne gik. Jeg kiggede på det smukke lille springvand. Springvandet var af sten, og havde små, fine snirkler udskåret på stilken, der holdt karret op. Vandet løb ned af en udskåret side, hvor man kunne se nogle små cirkler, og så løb det videre ned i et hul i gulvet. Lige pludselig kunne jeg mærke en kold brise og min chokoladebrune cardigan kunne ikke længere holde mig varm. Jeg sad og ventede noget mere. Brisen forsvandt igen. Jeg var begyndt at blive en smule utålmodig. Pludselig kunne jeg høre en lyd. Lyden mindede lidt om den lyden man hører når et papir blev revet i stykker.

En væg begyndte at formes sig til et stykke træ. Lyden fortsatte og jeg kunne se at der var kommet en dør til syne af det mørkt lakeret egetræ. Jeg gik et par skridt tilbage, og observerede at døren åbnede sig stille og roligt. På den anden side af døren var der mørkt. Der var meget mørkt. Der kom en person ud af døren. Der var ikke noget at tage fejl af, det var min mor.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...