Vanilla Twillight

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 1 jun. 2016
  • Opdateret: 19 sep. 2015
  • Status: Færdig
Skøn pige, skønt smil. Alt hvad man kunne drømme om, men alligevel ikke helt. Vanilla Twillight var den mest naturlige og vidunderlige pige, Adam Young kunne ønske, men livet er ikke altid et eventyr. [Opfordring til først at høre sangen efter du har læst historien!!]

0Likes
0Kommentarer
51Visninger
AA

1. "Vanilla Twillight."

"Undskyld," mumlede jeg, og bøjede mig ned, for at hjælpe hende med, at samle sine bøger op. "Det går nok." Hun smilede. Skønt smil. "Er du ny?" Spurgte jeg. Hun rødmede. "Ja, jeg kom i dag." Vi rejste os. "Jeg beklager virkelig, at jeg stødte ind i dig," sagde jeg. "Nej, det var mig der ikke kiggede, jeg er så klodset," sagde hun, og smilede stadig. Jeg rakte hende bøgerne. Vores fingre snittede hinanden. Hendes var kolde. "Jeg hedder Adam Young, forresten," sagde jeg, og stak en hånd frem, som hun tog. "Vanilla Twillight," sagde hun. "Sjovt navn," sagde jeg. Hun trak på skuldrene. Jeg lagde mærke til, at hun ikke havde den sædvandlige mængde make-up smurt i ansigtet, som alle andre piger på skolen havde. Hun havde heller ikke en kort stram nederdel på; hun havde jeans, der så ud til at være lidt for store. Hendes t-shirt havde et motiv med en blomst, og teksten: 'Where flowers bloom, so does hope.' (Hvor blomster gror, gør håbet også.) Ikke en eller anden kendis, som ingen alligevel aner hvem er. Blomsten var blå, og baggrunden lilla. "Hvad har du nu?" Spurgte jeg. Hun kiggede på sit skema. "Matematik, hvad har du?" Jeg tjekkede også mit. "Matematik, skal vi følges?" Spurgte jeg, for jeg kunne allerede godt dengang, lide Vanilla Twillight.

~Et halvt år senere~

"Vanilla!" Hun vendte sig. Jeg smilede. Rynkerne om hendes brune øjne tydede på, at hun var glad for at se mig. "Hej Adam," smilede hun. Hun trådte hen mod mig, og jeg mod hende. Et hurtigt knus. "Jeg har ikke set dig i en uge, hvor har du været, du var ikke i skole?" Sagde jeg, en anelse bekymret. Hendes smil falmede en anelse. "Jeg var syg," sagde hun. "Du var ikke hjemme, jeg kørte forbi tredje dag du ikke var der," sagde jeg. "Du skal ikke bekymre dig," sagde hun, og undgik mit blik. Jeg tog hendes hænder op i mine, og kyssede dem. Efter så lang tid, var de stadig kolde "Okay, Vanilla. Vil du med ned på caféen efter skole?" Hun smilede igen, og kiggede mig i øjnene. "Er det en date, Adam?" Spurgte hun. "Jep," sagde jeg, og flettede mine fingre ind i hendes. Sammen fulgtes vi til matematik. 

~Et halvt år mere~

Jeg havde ikke set Vanilla i et stykke tid nu, så jeg tog hjem til hende, og bankede på hendes dør. Hun kom ikke i skole, og hun svarede ikke på mine beskeder. Hendes mor åbnede. Jeg havde set hende nogle gange. Hun og Vanilla havde begge langt mørkt hår, og de samme brune øjne. "Hej Adam." jeg smilede. "Hej mrs. Twillight." sagde jeg. Hun lukkede mig ind.

"Jeg hører du fyldte nitten sidste uge, tillykke," sagde hun. Jeg smilede. "Tak," sagde jeg. "Er Vanilla her?" Spurgte jeg, og kiggede på billederne af hende, der stod rundt i stuen. Hende som femårig på en cykel, hende og hendes far, smilende, med en arm om hinanden. Mrs. Twillight så at jeg kiggede på billedet. "Min mand gik bort, en uge før Vanilla startede i skolen, det var derfor vi flyttede hertil, men det vidste du vel godt." Hun sukkede. Det vidste jeg godt. "Hun er her forresten ikke lige nu, Vanilla," sagde mrs. Twillight. "Ved du hvor hun er?" Spurgte jeg. "Hun er på hospitalet," svarede mrs. Twillight straks. "Hvorfor?" Spurgte jeg. "Ved du ikke det?" Spurgte hun. Jeg rystede på hovedet. "Nej," svarede jeg. Hun kiggede forfærdet på mig. "Adam, vidste du ikke at Vanilla har kræft?" 

~Et par uger efter~

Jeg havde besøgt Vanilla hver dag, siden jeg fandt ud af, at hun blev indlagt. Og det blev hun også først en uge efter at jeg fandt ud af at hun havde kræft. Jeg kom med blomster, og ind i mellem også chokolade. Hun så så kær ud, når hun lå dér, i hospitalssengen. "Er du okay?" Spurgte jeg. Hun nikkede. "Ja. Det gør ikke ondt." Jeg smilede. "Det var da godt," sagde jeg. "Tror du, at du kan bekæmpe sygdommen?" Hun smilede anstrengt. "Selvfølgelig kan jeg da det! Og beklager at jeg ikke fortalte dig om det, forresten, jeg ville ikke have, at du skulle bekymre dig." Jeg kyssede hende på panden. "Det er okay. Du skal nok klare den," hviskede jeg.

~Et par måneder efter~

Vi tog naturligvis fejl, begge to. Hun fik det værre og værre som tiden gik, men hun var i live. Hendes mor, Jessica, bad hun mig kalde hende, fortalte, at det var det samme, Vanilla's far døde af. Hendes storebror, Cody, kom hjem, for at se til hende. Det var første gang jeg mødte ham, men Vanilla havde snakket om ham. Han var meget flink, og kun et par år ældre end mig selv, så vi kom godt ud af det med hinanden.                          

Vanilla var nu begyndt at tage medicin, 'alt hvad lægerne gav hende' i følge hende selv. "Du skal nok klare den," overbevidste jeg hende om, hver gang, hun skulle sluge sine piller. Der var flere og flere efterhånden, og Vanilla så mere og mere syg ud. I starten var det umuligt at se, at der var det mindste galt; nu kunne selv folk der stod bag disken, i de få butikker, Vanilla fik lov til at besøge mærke, at hun ikke var okay. "Er du okay søde?" "Hvad er der i vejen, kære, du ser så træt ud?" Var ting hun hørte ofte. 

"Godmorgen, Vanilla!" Hviskede jeg ind i hendes øre. Hun smilede. "Godmorgen Adam," sagde hun søvnigt. Jeg havde taget blomster med. Hver dag skiftede jeg hendes blomster ud, og tog én fra den gamle buket, og samlede dem i en stor vase. Og der var mange. "Hvordan har du det i dag?" Spurgte jeg. Det var mandag. Jeg spurgte hver mandag. Nogen gange om onsdagen, hvis nu hun ikke klarede den til mandagen. Det sagde lægerne der var chance for. Jeg var meget bekymret for hende, og med god grund. "Fint nok, tror jeg," svarede hun, og kiggede på sine blomster. "Er de lilla?" Spurgte hun. Jeg smilede. "Nej, de er røde," svarede jeg. "Men du må få lilla i morgen, hvis du spiser din yoghurt." Hun fniste. "Okay," sagde hun så. "Kan du holde til at gå en tur?" Spurgte jeg, og hun rystede på hovedet. "Ikke lige nu," sagde hun trist. "Fair nok. Skal jeg finde noget til dig? Ud over yoghurten, mener jeg." Hun rystede på hovedet. "Nej, det er super. Tak, Adam." Jeg smilede. Hun fik mit navn til at lyde som noget særligt, selvom det var det samme alle andre kaldte mig. 

~En uge senere~

Hun lå der, med de trætte brune øjne, og det beskidte sorte hår, der tydede på, at hun ikke havde været i bad i flere uger. Hun kom ikke længere ud ad sengen, medmindre hun skulle bruge toilettet. Hun tilbragte det meste af dagen med at sove, spise eller se sin yndlings serie Friends på det lille TV hun havde fået ind for enden af sin seng. 

 Hun kiggede op på mig. "Adam," sagde hun, en sen aften. Hun var utrolig bleg. "Ja," jeg reagerede straks, og tog hendes hænder i mine. "Selvom jeg ikke lever særlig meget længere, så skal du stadig leve dit liv fuldt ud. Vil du love mig det? At du ikke vil sørge over mig for altid, men at du kan finde en ny, og bedre pige, okay? Vil du ikke gøre det for mig?" Jeg nikkede. "Jo, selvfølgelig. For din skyld, selvfølgelig!" Sagde jeg. "Du får kun et liv. Det er din pligt at leve det fuldt ud," hviskede hun stille. Jeg nikkede. "Jeg tror egentlig ikke på det der med et liv, men det er okay, jeg lover at opfylde min menneske-pligt." Hviskede jeg tilbage, og det fik et af sine meget sjældne smil frem, faktisk måske et af de sidste. Jeg lagde mig op ved siden af hende, og sammen lå vi og hviskede frem og tilbage, indtil hun faldt i søvn igen, og jeg tog hjem, blot for at komme igen dagen efter.

~En uge senere~

Vanilla havde knapt nok energi til at kigge op på mig, når jeg kom ind med blomster. Jeg var holdt op med at komme chokolade, efter som hun bare kastede det op igen. Det eneste der blev i hendes lille, tynde mave, var bagels. Hun spiste dem langsomt, men i det mindste spiste hun dem. 

Hun havde fået skrevet en liste ned med ting, hun gerne ville have nået, hvis hun havde haft tid. Ting, hun aldrig ville komme til at gøre, men som hun inderligt gerne ville.

Listen så sådan her ud:

1. Besøge en masse børn i Afrika, og hjælpe dem

2. Tage til Europa før jeg bliver 22

3. Gøre en forskel for verden

4. Få min egen lejlighed på Manhattan

Og min yndlings;

5. Gifte mig med Adam og blive til Mrs. Young

Hun kunne ikke rigtig klare så mange af dem, men jeg forsikrede hende om, at hun havde gjort en forskel for mig, også selvom vi ikke havde haft en af de der søde kærlighedshistorier, som man læser bøger om, men snare en af dem, offentligheden ikke hører om, men som alligevel er gemt i hjerterne hos dem, der var en del af den.

Der gik ikke mere end en uge, inden stakkels Vanilla, min stakkels Vanilla, døde. Hendes mor fortalte mig det få minutter efter, at hun selv fandt ud af det. Hendes stemme skælvede mens hun talte til mig, og jeg var selv delvist distraheret fra at køre bilen over til hospitalet. På et tidspunkt i samtalen brød Mrs Twillight sammen, og Cody tog over. "Vi er stadig på hendes værelse, og det ved du vel hvor er?" Sagde han, og lød mere fast i stemmen, selv om han lød tydeligt medtaget over situationen. "Ja," Svarede jeg straks. Jeg var der henne 5 minutter senere, og fik en stor omfavnelse af Mrs Twillight. "Hej Adam," mumlede hun. "Hej Jessica." "Jeg er så ked af det," hviskede hun, og holdt mig ud foran sig i udstrakte arme. "Ja, også mig," svarede jeg. "Hun elskede dig," sagde Jessica. "Ja, jeg elskede også hende," sukkede jeg. "Vil du holde en tale til hendes begravelse?" Spurgte Mrs. Twillight. "Ja, selvfølgelig. J-jeg har skrevet den for noget tid siden." Hun smiler trist. "Ja, det samme gælder Cody. Vi fortalte det ikke til Vani, men jeg tror hun vidste det..." Jeg nikkede. "Hun vidste en del mere, end hun burde. Hun har overhørt nogle af dine samtaler med lægerne." Mrs. Twillight lod en tåre falder ned over hendes ansigt. "Det ved jeg godt," svarede hun, og hulkede lidt. "Der er en anden ting du skal vide," sagde hun, og snøftede. "Vanilla vidste hun havde kræft, før hun mødte dig, og da besluttede hun sig for at hun ikke ville have en kæreste. Aldrig. Hun elskede dig virkelig meget, det må du vide." Jeg smilede trist. "Det har hun aldrig fortalt mig," mumlede jeg. 

Cody kom over til mig, mens jeg sad ved Vanilla's side. Hendes øjne var lukket, og hun vidste ingen tegn på følelser. "Ved du om hun var i smerter?" Spurgte jeg. "Selvfølgelig var hun det. Det har hun været hele vejen i gennem," svarede Cody, og satte sig på den anden side. Mrs. Twillight var udenfor for at ringe lidt rundt til familien. "Virkelig?" Spurgte jeg, og snøftede lidt. Han nikkede. "Hun syntes sikkert ikke, at du skulle bekymre dig for hende." Han tog hendes livløse hånd, og holdt lidt ved den. "Hun var en skøn pige," sukkede han. "De skønneste dør først," sagde jeg. "Så sandt som det er sagt." Og så lod jeg en enkelt tåre falde ned over mit ansigt, og mærkede straks de andre komme.

Ca 3 år senere var jeg stadig ikke kommet mig over Vanilla Twillight, og skrev derfor denne:

The stars lean down to kiss you
And I lie awake and miss you
Pour me a heavy dose of atmosphere
'Cause I'll doze off safe and soundly
But I'll miss your arms around me
I'd send a postcard to you, dear
'Cause I wish you were here

I'll watch the night turn light blue
But it's not the same without you
Because it takes two to whisper quietly
The silence isn't so bad
'Til I look at my hands and feel sad
'Cause the spaces between my fingers
Are right where yours fit perfectly

I'll find repose in new ways
Though I haven't slept in two days
'Cause cold nostalgia chills me to the bone
But drenched in vanilla twilight
I'll sit on the front porch all night
Waist deep in thought because when
I think of you I don't feel so alone

I don't feel so alone
I don't feel so alone

As many times as I blink
I'll think of you tonight

I'll think of you tonight

When violet eyes get brighter
And heavy wings grow lighter
I'll taste the sky and feel alive again
And I'll forget the world that I knew
But I swear I won't forget you
Oh if my voice could reach back through the past
I'd whisper in your ear,
"Oh darling I wish you were here"

 

 

 

 

 

 

 

 

 

[Sangen er skrevet af Owl City aka Adam Young. Sangen hedder Vanilla Twillight. Jeg ved ikke hvad sangen betyder for ham, men jeg synes den lyder til at være skrevet til en, der ikke længere lever her i verden...]



 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...