Når sommerfuglene flyver

"Nu flyver somerfuglene snart. Jeg kan mærke det. Er du klar?"///Var så heldig at modtage en 3. plads i "Min lille søster" konkurrence med den her historie.

19Likes
50Kommentarer
1687Visninger
AA

6. /////

Dengang jeg var tolv, havde jeg fødselsdag. Det havde jeg godt nok hvert år, men denne her var noget specielt.

Der var kommet mange mennesker for min skyld. Fjern familie som jeg aldrig havde snakket med, og som jeg nok aldrig vil snakke med igen.

Jeg fik mange gaver, men egentlig var de ikke til mig. Jeg husker tydelig gaverne. Det var alt sammen billeder af dig, en trøstende ting eller bøger om søskendekærlighed. Jeg snøftede sorgmodigt over gaverne, men lod som ingen ting.

”Det er min fødselsdag,” hviskede jeg til mig selv og vendte mig rundt storsmilende. Men smilet stivnede med det samme. Alle stod omkring dig, snakkede med dig, hjalp dig. Ingen havde set mig åbne gaver. Alle var ligeglade med mig. Jeg forsvandt som en skygge i en større skygge. Du tog alt opmærksomheden.

De mennesker var ikke engang kommet for min skyld. De gaver var ikke engang til mig. Den kage var ikke tilegnet mig. Det var alt sammen til dig. Jeg græd og græd og græd. Aldrig i mit liv har jeg grædt så meget, som jeg gjorde den dag. Jeg fik ikke engang et eneste tillykke.

Om aftenen, da vi skulle sove, græd jeg ned i hovedpuden, så mor ikke kunne høre det. Jeg lå vågen til langt ud på natten og tænkte. Den aften overvarede jeg at begå selvmord. Snøftende skulle jeg til at gøre det, da jeg hørte en lyd. Det var en forpint lyd, som skar i ørene. Jeg listede tættere på væggen, hvor den kom fra. Det var et skrig. Et stikkende, tårevækkende skrig. Og det kom fra dit værelse. Jeg var lige ved at spurte ind til dig, men holdt hurtig inde. Hvorfor skulle jeg gøre det? Du havde stjålet alt opmærksomheden, du havde ikke brug for mere. Jeg gik i seng med en knude i maven og faldt i søvn til lyden af dine skrig.

Næste morgen spurte jeg dig, hvorfor du havde skreget om natten. Du blev stiv som et bræt og vendte dig langsomt om mod mig. Du kiggede mig i øjnene, sukkede dybt og smilede.

”Det var sommerfuglene. Der var flere, der forlod min mave i nat. Det var dem, der skreg ikke mig,” sagde du og kiggede ned i havregrynet. Jeg nikkede stille og spiste videre.

Noget sagde mig, at du ikke fortalte den fulde sandhed, men hvorfor skulle du lyve for mig? Du var – er – jo min søster. Men den dag gik det op for mig, at jeg ikke kunne begå selvmord. Noget sagde mig, at du skulle beskyttes, og det var det, jeg havde tænkt mig at gøre.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...