Når sommerfuglene flyver

"Nu flyver somerfuglene snart. Jeg kan mærke det. Er du klar?"///Var så heldig at modtage en 3. plads i "Min lille søster" konkurrence med den her historie.

19Likes
50Kommentarer
1685Visninger
AA

2. /

De sidste sommerfugle fra din mave forlader din mund, og dit hæse åndedrat forsvinder langsomt. Mens jeg ser sommerfuglene flyve over mod vinduet, klemmer jeg en tårer eller to ud. Jeg ved, du var spændt på dette øjeblik. Du talte ikke om andet, selvom jeg hellere ville tale om livet.

Jeg kigger over på dig. Du har lukket øjnene, så det ligner, at du sover. Jeg smiler, da jeg ser smilet på dine læber. Det var det sødeste smil i verdenen. Jeg begynder at få våde øjne, men tvinger mig selv til ikke at græde. Jeg kigger ned i gulvet. Det består af hvide fliser. Fliserne ligger tæt knyttet på gulvet og presser sig op af hinanden for at få mest plads. Det minder mig om dengang, hvor vi var på cafe, og vi begge ville sidde i sofaen, men den var meget lille. Vi blev ved med at rykke ind i hinanden, og vi blev ved med at grine. Vi skubbede for at få mere plads. Da kakaokopperne kom, spildte jeg det meste på gulvet, da du hoppede ind i mig, mens jeg var i gang med at drikke. Derefter løb vi ud af cafeen. Jeg smiler et grin frem.

Du var altid den mest skøre af os. Selvom du nok mente, at jeg var 100 procent mere skør end dig, så var alle andre enige om, at det var dig, der var skørest. Selv i dit kolde ansigt, kan jeg se, at du ikke er enig med mig.

”Men jeg har ret,” hvisker jeg stille og kigger igen ned i gulvet.

Jeg tør ikke se på dit stille ansigt igen. Jeg ved, at alle følelser vil komme ud af mine øjne og lande på gulvet som knuste drømme. Så jeg kigger på sommerfuglene. De basker med vingerne foran det lukkede vindue. Jeg går tungt over og åbner vinduet med trætte arme. Jeg har siddet ved din side hele natten og set på, mens du sov. Du anede ikke, at jeg var her, før i morges, hvor du med store øjne, kiggede sorgmodigt på mig og mumlede ”undskyld”.

”Det er snart tid,” sagde du efter mange kram og kys.

”Jeg kan mærke, at de sidste sommerfugle i min mave snart vil forlade mig,” sagde du og kiggede på mig.

”Er det ikke spændende?” hviskede du med store øjne, og jeg nikkede stille.

Du håbede stadig på, at jeg ikke vidste, hvad du snakkede om, men jeg vidste alt. Du prøvede at beskytte mig, da vi var mindre ved ikke at sige sandheden. Jeg troede på dig. I mange, mange år holdt jeg fast i håbet om, at hver gang du sagde ”når sommerfuglene flyver”, så mente du alt andet end det, du faktisk mente. Jeg fandt ud af, for nogle år siden, at jeg tog fejl. Det havde jeg altid gjort.

En tårer fra mit øje ryger ned på den hvide vindueskam. Den spreder sig ud til alle sider. Den skiller sig fra hinanden. Det gjorde vi også engang. Jeg fløj til Europa og rejste rundt i et år. Du troede, at det var, fordi jeg havde brug for at sprede mine vinger, men det var, fordi jeg var sur på dig. Jeg var sur over, at du aldrig havde fortalt mig sandheden, og da jeg kom hjem, fortalte du mig stadig ikke sandheden. Du blev ved med at gentage de tre små ord: ”når sommerfuglene flyver”. Jeg sagde aldrig, at jeg godt vidste, hvad du mente, for jeg vidste, hvor ked af det du ville blive. Så i sidste ende var det mig, der tiede sandheden.

Jeg kigger op på sommerfuglene, der nu er nået langt opad mod den blå himmel. De er meget smukke med lyserøde vinger og sorte mønstre ovenpå. De er smukke ligesom dig. Jeg kigger over på dig. Din mund er lyst op i et lille smil, og dine øjne er lukkede. Det irriterer mig, at jeg nok aldrig for dit søde smil og dine smukke øjne at se igen.

Jeg går nysgerigt over til dig. Mine fingre glider over din hånd. Den er kold, men sådan har den altid været. Jeg knuger mine egen altid varme hånd ind i din og kigger op i loftet. Modsat gulvet er loftet sort. Det ligner et sort hul, som opsluger alt i rummet. Glæde, liv, kærlighed. Det eneste, det lader tilbage, er sorg og død.

Jeg sukker og kigger ned på din hånd i stedet. Den gengælder ikke min knuge, men ligger i stedet slapt og ønsker helst at slippe. Jeg kniber øjnene sammen og lader din hånd glide langsomt ud af min. Det føles, som når man har sæbe på hånden og ikke kan holde fast i noget. Den følelse af ikke at kunne gøre noget, ikke at kunne holde fast på noget. Du glider fra mig. Men det har du faktisk altid gjort.

Jeg vender ryggen til dig og går over til vinduet igen. Sommerfuglene er nået højt op. De basker besværet med vingerne, som bar de på noget. Jeg kigger forsigtigt over på dig og smiler. De bær på noget. De bær på din sjæl. Jeg kigger op på dem igen.

”Farvel kære storesøster” siger jeg med et bredt smil på læben.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...