Folke Bernadotte


0Likes
0Kommentarer
271Visninger

1. November

Denne nat er ikke som alle de andre. Det er som om at epidemien næsten har ramt hele lejren. Mange har det forfærdeligt, deriblandt mig. Konstant lyd af hosten, mennesker med kraftig feber og ikke nogen til at tage sig af os. Men denne nat kan jeg se ud af et lille vindue. Stjernerne ser mere klare og lysende ud end de plejer. Noget af det mest glædelige jeg har set i løbet af de sidste mange måneder. Glæde eksisterer nærmest ikke dette sted, men håbet har altid lov til at få plads. Selvom mange nok er ved at synes håbet er lidt fremmed efterhånden. 
Jeg husker stadig min sidste dag i Vranderup. Skænderiet med mine forældre, fordi jeg kom for sent hjem. Bekymring, hvilket nok også rammer dem nu. Jeg drog ind til byen Kolding, ikke langt fra Vranderup. Pludseligt var der Gestapofolk over alt, fordi modstandsbevægelsen i Kolding endnu engang var blevet taget i nogle af deres sabotager. Flere civile i området blev smidt i vogne og kørt væk. En af dem var mig. Tårer løb fra mine øjne. Jeg havde ikke regnet med at det muligvis blev min sidste dag i Vranderup, og min sidste dag hvor jeg så min familie.
Men den dårlige samvittighed over denne måde at forlade dem på, motiverer bare mit håb på at komme hjem igen. Men hvordan, har jeg endnu ikke fundet ud af. Gid dette mareridt af en krig snart vil tage en ende. Er stjernernes lys i mørket et tegn?
En ny dag er begyndt. Solen er stået op, trods en masse skyer, som nu har dækket den ellers klare himmel. Vi starter dagen med en smule tam kaffe, som sædvanlig. Der er ret så stille. Men den tavshed bliver brudt, da jeg får en smule kaffe galt i halsen. Jeg hoster, mange øjne omkring mig vender sig mod mig. Frygten hamrer i mig da en vagt bevæger sig over mod mig. "Undskyld," siger jeg på tysk, i håb om ikke at blive straffet med et slag. Vagten kigger vredt på mig, og beder mig om at opføre mig ordentligt. Det er vel et menneskes ret at hoste? Tænker jeg med mig selv. Men jeg ved udmærket godt, at der ikke er nogen retfærdighed ved dette sted. Så jeg tier stille, og gør som der bliver sagt. 
Nu skal der graves roer op, ellers er der ingen aftensmad. Der er begrænset med de greb, som er sådanne nogle riveredskaber vi skal bruge. Så jeg må bare bruge mine næver. En roe, efter den anden. En flintesten i vejen, som ridser mig. Blodet begynder langsomt at løbe, ikke kraftigt, men det sviger. Jeg tager mig et øjeblik til at puste på det, så det forhåbentligt kan hærde. Men det fortsætter. En af overhovederne ser at jeg ikke laver noget, og jeg skynder mig at fortsætte, selvom det næsten ikke er til.
Timer er gået, med at grave roer op, og solen begynder meget langsomt at gå ned over koncentrationslejren. Den samme sol, som den hjemme i Danmark. Her føles den bare meget varmere. Men det er nok mere befolkningstætheden som er årsagen bag det. Men den er ikke varm på nogen positiv måde, ikke som en glad solskins sommerdag  i Danmark. Nej, her blander den sig med sygdom, hovedpine og alt for mange 
mennesker. 
Her til aften skal vi feje halmen op fra gulvet, som kommer fra vores sengepladser. Der falder altid lidt halm ned på gulvet, og det hele skal være væk, før vi lægger os. En anden fange som jeg egentlig har det fint med, selvom det er lidt svært at bygge venskaber op her, skal jeg feje halm op sammen med. Vi tager hver en hærget kost og en fejebakke. Vi fejer til hvert et strå er væk. Også i hjørnerne, og under sengene, for de tjekker hvert et sted. 
Da vi synes vi har fejet al halmen op, lægger vi os til at sove, den smule vi nu har mulighed for. 

Mine øjner åbner sig træt, og får øje på en vagt foran mig. Vagten peger vredt på gulvet, og i øjeblikket er jeg for træt til at tænke klart. Jeg ser ned på gulvet og får øje på et lille strå halm, og bliver straks sendt ned for at samle det op. Jeg træder ned på gulvet, og i det øjeblik jeg skal til at gribe ud efter strået, mærker jeg et slag ramme over mig. 

I min trætte tilstand, er det dobbelt så slemt. Jeg undskylder. Egentlig uden at mene det. Men det kan vel være lige meget, hvis bare det ikke lyder sådan. Jeg forsøger en gang til at række ud efter det, og endnu en gang skal jeg mærker under et skrækkeligt slag. Mange vågner, og ser mig blive pint. Sveden løber ned af mit ansigt, nu er frygten min eneste ven. Vagten råber af mig, og tager fat i min arm, og kyler mig udenfor døren, i det kolde vejr. "Hvad vil de mon gøre med mig?" Tænker jeg med mig selv, jeg forsøger at holde de værste tanker væk.
Et øjeblik efter ser jeg små hvide fnug falde ned fra himlen. De små fnug lander på jorden. Jeg forsøger at gribe ud efter et, og det lander koldt i min hånd. For første gang i lang tid, griner jeg lidt med mig selv.

Men den kortvarige glæde bliver hurtigt brudt, da en dør bag mig bliver åbnet. Jeg ser hurtigt tilbage, og der står endnu en vagt, og ser meget vredt på mig. To nu. Grunden er jo latterlig, tænker jeg. Og i ren frygt og provokation løber jeg frustreret så hurtigt væk som jeg kan. Hen mod udgangen, som selvfølgelig er lukket og låst. "Hör auf!" Som betyder stands, råber den ene vagt. Jeg fortsætter, som en hovedløs kylling. Hele lejren er indrammet i pigtråd, så gode råd er dyre. Jeg løber stadig, mod min kondition hen mod udgangen. 

Porten åbner, og jeg ser lys udenfor. "Hvad sker der?" Jeg ved ikke om jeg er glad, eller skal frygte hvad det er. "Er det nye fanger?" Jeg løber ud, og en stor hvid bus, holder på vejen. "Hjælp!" Råber jeg. Nogle mennesker tager imod mig, og sender mig ind i bussen. 
De kører hurtigt videre. Der er andre mennesker her. De virker alle meget rolige, i forhold til situationen. 
Adrenalinen er ikke gået helt væk endnu. Men alligevel får jeg spurgt en jeg sidder ved siden af, om hvor vi er på vej hen. For en gangs skyld, er der ikke en som skælder mig ud, for at sige noget. 
"Danmark." Lyder svaret. En lettelse blusser op i mit humør. Nu drømmer jeg forhåbentligt ikke. Men jeg falder straks i søvn, så en drøm kan det ikke være. 
Da jeg vågner, er solen ved at stå op. Vi er snart i Danmark.
Efter vi har kørt i nogle timer, krydser vi endelig grænsen. Og inden længe er vi ikke langt fra min hjemby Vranderup. Vi holder i byen Kolding, hvor jeg også blev fanget. Jeg er ude, fri og evigt taknemmelig. Folke Bernadotte-missionen har reddet mit liv.
Jeg løber alt hvad jeg kan hjemad. Til min kondition ikke kan mere. Jeg ser mine forældre, og ser glædestårene fra min mors øjne. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...