Project Beast

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 19 sep. 2015
  • Opdateret: 19 sep. 2015
  • Status: Igang
Kimmi er en ung pige i starten af 20'erne der for vendt op og ned på sit liv, den dag en ukendt virus for selv de mest godsindede mennesker til at angribe og æde hinanden. Sammen med hendes lillebror og to veninder forsøger hun at overleve.
Men på sin rejser støder Kimmi på sider af sig selv, som hun helst ikke vil kendes ved. Hun begynder langsomt at tro, at selvom hun ikke er blevet inficeret, så er hun stadig blevet smittet med galskaben.

5Likes
14Kommentarer
278Visninger

1. Prolog

Stanken af forrådnelse kryber ind alle vegne og trænger gennem alle sprækker og åbninger, ind til den har fundet sin vej helt ned i lungerne, hvor den langsomt begynder at forpeste én indefra, indtil smagen af død, vælter over tungen. Den er kvælende og alt omfattende, og uanset hvor meget hun forsøger at ignorere den, kan hun ikke, den bliver ved med at give sin tilstedeværelse til kende efter hver enkel febrilsk indånding.

Hendes hjerte hamre i brystkassen, uden tvivl på overarbejde, på grund af alt det adrenalin der stadig pumper rundt igennem hendes krop. Hendes ørere begynder at ringe og sanserne kommer på overarbejde.Som et dyr, der forberede sig på enten at kæmpe eller dø. Hun forsøger at få vejret, men hver gang hun trækker en forpestet mundfuld luft ind i kroppen, puster hun den lige så hurtigt ud igen, da smagen af dø er for gennemtrængende.

Hun løfter armen en anelse, for at fjerne håret fra sine øjne, men stopper, da hendes hånd kommer i fokus. Den ryster ukontrolleret, men det er ikke det, der får hende til at spærre øjnene op i rent chok og afsky. Fingrene og det meste af håndryggen er dækket af tykt mørkt blod, der langsomt bevæger sig ned langs hånden, for til sidst at danne en dråbe for enden af fingrene og dryppe ned på gulvet.

Hun følger dråben med øjnene gennem luften. I det den rammer trægulvet og bliver slået ud af form, føles det som om alt luft bliver slået ud af hendes lunger, som nærmest kollaps, hvilket intensiverer kampen om at få frisk ilt til hjernen. Hjertet begynder at hamre endnu voldsommere i et desperat forsøg på at overleve, og hun er bange for, at både det og hun, snart ikke kan mere.

Hun ser rundt med vilde øjne, som om hendes redning vil være et sted i rummet. Men det eneste hendes blik møder er væltede møbler, ituslåede vaser, og mere af den tykke røde substans, der beklæder væggen som et obskurt rorschach maleri. Hun kan ikke få luft.

På gulvet blandt skårene ligger flænsede kødklumper, der er blevet fraskilt fra deres oprindelige legeme, som hun ikke kan lokalisere i rummet. Måske er det inde ved siden af? Eller måske, er der bare ikke mere tilbage af personen end det flænsede kødpuslespil? Hun kan ikke få luft.
   Panikken omfavner hende i et sygeligt kram, og det begynder at brænde i hendes bryst og sortne for hendes smaragdgrønne øjne, der stadig fokusere på den røde rorschach, som hun ved, at hun har malet.


   Et væld af sammenfiltret rødt hår kommer til syne, idet den unge kvinde brat sætter sig op i sin seng. Kimmis brystkasse hæver og sænker sig i voldsomme bevægelser og hendes øjne er fuldt åbne, i det hun stirre målløst ud i det mørke rum, imens hun forsøger at få vejret. Det går langsomt op for hende, at hun bare befinder sig i sin lejlighed, og hun lader sig falde tilbage i sengen med et suk, og lægger den ene arm hen over sit ansigt.
   "Jeg må til at droppe den koffein," mumler hun for sig selv, og løfter armen en anelse, så hun kan se sin hånd, "det har jo virkelig nået et helt nyt niveau af forstyrret," tilføjer hun, da mareridtets indhold begynder at komme tilbage til hende. Et gys går gennem hende, da det æstetiske blodmaleri glimter for hendes øjne. Det hele havde virket så virkeligt, så det var helt vanskeligt at vifte den væk, som "bare en drøm". Specielt når hun stadig har den rådne stank hængende i sine næsebor og følelsen af halvt størknet blod mellem sine fingre.

Den rødhårede tager en dyb indånding og slår dynen væk fra sin krop, så hun kan stige ud på det kølige trægulv. Selvom det er starten juni er sommeren stadig ikke kommet ordentligt til Danmark, hvilket Kimmi selv og resten af den danske befolkning efterhånden er ved at være vant til. Så snart temperaturen nærmer sig de 15 grader, bliver sommertøjet fundet frem. Og selvom hun, og sikker også mange andre, gang på gang fortryder det, når hun cykler til erhvervsakademiet i de tidlige morgentimer, så gentager hun stadig succesen næste gang vejrudsigten skriver 15. For hvem ved, om temperaturen kommer højere op i den nærmeste fremtid? Så vil hun hellere være på den sikre side og lufte sommerkjolen en gang for meget end en gang for lidt.
   Med lettere svajende skidt får den trætte unge kæmpet sig ud i lejlighedens lille køkken, hvor hun straks sætter elkedlen i gang, så hun kan få dagens første kop instant kaffe. Normalt er hun slet ikke til den slags, men i eksamens perioder, gælder alle kneb.

Computeren står stadig tændt på bordet, med flere forskellige faner og dokumenter åbner. De bærer alle præg af den kommende eksamens periode, som et eller andet klogt hoved besluttede sig for at ligge i juni, hvor lysten til at sidde dybt begravede i bøger og opgaveskriving er på sit absolut mindste. Det må have været én eller anden 'klog' politiker som selv har gået i skole, for flere årtier siden, tænker hun højt for sig selv.

Hun tænder for tvet, som straks begynder at skræppe op om den nyeste udvikling i historien om hundegalskab 2.0, der var blusset op i det nordlige Tyskland. Der var blevet rapporteret flere tilfælde hvor virussen var blevet overført fra dyr til mennesker. Kimmi var ikke helt inde i historien, men som hun havde forstået det ud fra tvet og samtaler hist og her med folk, så virker vaccinen til hundegalskab ikke længere.Noget om en mutation i virussen, havde hun hørt en medicin studerende sige. Derfor var der kommet flere og flere tilfælde blandt ræve og vilde hunde, og nu er der åbenbart også problemer med, at den bliver overført til mennesker, hvilket er knap så godt.

Et live billede fra Universitetshospitalet i Hamborg kommer på. Reporteren, som Kimmi lægger mærke til, også er iklædt sommertøj, fortæller med seriøs mine, at den femte smittede person, der nu er omkommet på grund af virussen. Hun forklarer, hvordan lægerne arbejder på højtryk for at stoppe udviklingen af hjernebetændelsen og inflammation i de resterende smittede. Virussen har spredt sig hurtigt.

Det er kun lidt over en uge siden, at den første blev meldt syg i Tyskland, men den har allerede nået det sydlige Danmark, hvor folk bliver opfordret til, at være ekstra opmærksom på hygiejnen. Nogle af læge professorerne på Hamborgs universitetshospital havde udtalt, dog uden at de helt var sikre på det endnu, at virussen smitter via kropsvæsker. Efter den tid, var folk gået helt amok i supermarkederne og havde hamstret hånd desinficeringsmidler.
   "Det var vist nok død og ødelæggelse for denne omgang," mumler hun midt i et gab, og skifter over på de mange musikkanaler. Billedet af den seriøse reporter bliver skiftet ud med en mager blond kvinder, der hopper rundt i bikini, for at levere sommerens nyeste hit. Selvom hun godt ved bedre, kan Kimmi nu ikke lade vær med kort at observere kvindekroppen, der slet ikke ligner hendes egen.

Hendes egne lår er store og muskuløse, ligesom resten af benet, da Kimmi altid havde elsket at cykle. Så hen over årene har muskelmassen bygget sig op i benene. Hendes hofter har bløde runde former med et par hvide strækmærker hist og her. Skuldrene er stærke og brede, og sammen med hofterne danner de en fin, men sparsom timeglasform. Hendes mave er blød og med en anelse hvalpefedt over hofterne. Hun er af den opfattelse, at alle kroppe er smukke kroppe, så forskellen mellem Kimmi og sangeren rør hende ikke.
   Sangen er fuld af optimisme og liv, hvilket lige er det Kimmi trænger til. Hurtigt bliver nattens billeder glemt, og hun kan begynde at fokusere på dagens program.

Hun sætter sig foran computeren, der straks liver op, i det hun rør musen. Dokumentet med gruppeopgaven til eksamens i pædagogik står stadig åben, og håner Kimmi med den uafsluttede konklusion. Det er egentligt en gruppe opgave, men Kimmi ved hvor vigtig konklusionen er i evalueringen. Så derfor har hun det bedst med selv at skrive den. Det er ikke fordi, at hun ikke stoler på de andre, men hun bryder sig ikke om det kontroltab det ville kræve, at overlade afsnittet til nogle andre. Ordene er svære at tvinge frem, men der er ikke nogen vej uden om.
   Der lyder en ukontrolleret brummen fra bordet, i det hendes mobil, gør opmærksom på et opkald. Stadig med øjnene på skærmen accepterer Kimmi opkaldet.
   "Godmorgen," lyder det munter fra mobilen, som er slået til speak. Kimmi genkender straks stemmen, som tilhører hendes veninde og gruppemedlem Stina.
   "Jamen, godmorgen til dig også Stina," svarer hun og taster videre på konklusionen, som ikke bliver lettere at færdiggøre med veninden i røret.
   "Kimmi? Er du ved at skrive konklusionen selv? Blev vi ikke enige om, at tage den fælles i dag?"
   Det gjorde de egentligt, men det kommer bare til at tage evigheder, hvis de alle sammen, skal blive enige om hvert enkelt ord og formulering. Og det er der ikke tid nok til, hvis de også skal nå at gennemrette resten af opgaven inden afleveringsfristen udløber i morgen.
   "Jo, det gjorde vi nok. Men du ved jo godt selv, at det har vi ikke tid til," pointere den rødhårede og hakker videre på tasterne. Der bliver stille fra telefonen et øjeblik, og Kimmi kan lige forstille sig hvordan veninden sukker og ruller med øjnene.
   "Du har nok ret, men Kimmi jeg vil ikke have, at du stresser dig selv yderligere. Du har virkelig presset dig selv, for hårdt den sidste tid."
   Sandt nok, men hvis det er det, der skal til, for at de får en god opgave i hus, ofre Kimmi sig gerne. Desuden, så har hun masser af tid til at sove når først, sommerferien begynder. Så hvad betyder lidt ekstra stress indtil da?
   "Jeg skal nok klare mig," forsikre hun Stina om, "desuden har jeg jo alligevel lidt tid, inden jeg skal på sygehuset."
   "Nårh ja. Ved de stadig ikke, hvorfor dine blodprøver er helt ude i hegnet?" spørg Stina, og Kimmi er lettet over, at veninden godkender emne skiftet.
   "Nej ikke endnu, men de skulle gerne kunne sige noget mere om det i dag,"svare Kimmi med et suk og fører sine fingre igennem det røde hår, der stritter ud til alle sider. Hun forsøger så vidt muligt at holde frustrationen ude af sin stemme, da hun er overbevist om at hvis, først hun lyder til at være påvirket af blodprøvernes manglende resultater, så bliver Stina først rigtig bekymret. Men sandheden er, at det driver Kimmi til vanvid, at hun ikke har, kunne få et klart svar.

Hver gang hun har været til lægen, er det endt med en hel masse spekulationer og en masse måske’er. Hun er efterhånden godt træt af ikke at have nået klart svar, da det gør det svært for hende, at vurderer, hvordan hun skal reagere på det, når folk spørg ind til det. Hun ved ikke hvor slemt det er, eller hvad det overhovedet betyder, så derfor ved hun ikke, hvad den passende reaktion er.  Hvilket er voldsomt frustrerende, da det efterlader Kimmi en følelse af magtesløshed. Hvis hun bare vidste hvad der var på spil, ville hun kunne tage stilling til det, og håndtere det. Hvorimod alt hun kan gøre lige nu, er at acceptere uvidenheden.
   Der bliver helt stille fra mobilen. Kimmi stopper kort sit skriveri, for at sikre sig, at den ikke er gået ud. Men i det hun, rækker ud efter den, lyder Stinas stemme igen fra højtaleren.
   "Du kunne ikke se det, men jeg nikkede," forklare veninden, og Kimmi kan ikke lade være med at ryste på hovedet. Stina er af den type, der bruger hele kroppen til at kommunikere. Så hun er en anelse hæmmet, når hun skal snakke eller skrive med folk over mobil eller nettet. Det er tit endt i lange pauser, misforståelser, eller mistede sammenligninger, fordi hun har brugt sit kropssprog, til at beskrive noget i en samtale over mobilen.
   "Men du kommer bare fordi, når du er færdig, så skal vi nok få klappet det sidste af opgaven færdig," kommer det optimistisk fra veninden, og denne gang er det Kimmi der nikker, til trods for at Stina ikke kan se det.
   "Det skal nok blive en fest. Vi ses senere Stina."

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...