En Survivors Bekendelser

Kass er en 20-årig enspænder i det post-apokalyptiske Danmark, hvor en epidemi har fundet sted. Zombier hærger, og efter at hun forlod sin forlovede er ting gået skævt. Dette er hendes bekendelser.

0Likes
0Kommentarer
89Visninger

1. Prolog

''Kan du huske dengang vi var lykkelige? Heller ikke jeg. Det er som om, at lige meget hvad jeg gør - og hvordan jeg gør det - så er du ikke lykkelig som dengang. Et valg er ikke noget jeg har - ej heller noget jeg får. Det dræb eller dø i denne verden - og du ved det! Så hvad end du ønsker at forstå eller ej, så er det ikke min opgave at bede dig om det! Du er blevet en helt anden person... Jeg kan slet ikke genkende dig. Kvinden jeg forelskede mig i - hun er væk.. Og jeg kan ikke holde det ud mere!'' 
Vores sidste skænderi. Eller, nærmere hans sidste monolog med mig som tilskuer. Efter det der, var jeg ude af døren på ingen tid. Dumt - taget i betragtning at det eneste sted vi anså som sikkert var vores lejlighed på 2. etage. Langt væk fra... dem... 
Jeg husker ikke hvordan det hele startede. Var det en virus? Et biokemisk våben? En ganske almindelig epidemi?... Verden er gået i stå - der er ikke mere tilbage end at vente på døden. Eller er der? Hvis alle tænkte som os - blot på at overleve - så ville mennesket uddø. De sulter, men langsommere end os. De kan gå dage, uger, måneder uden at spise. Os? Fire dage. Og rationerne er ved at slippe op. 
Kendall - manden vis monolog der tidligere var emnet - var min forlovede. Jeg kan ikke engang huske  hvordan hans ansigt så ud længere. Jeg ser det i mine mareridt; delvist fordærvet og ædt - men det er ikke Kendall. Kendall eksisterer ikke længere. Tyve sekunder efter jeg satte foden uden for vores dørterskel for sidste gang lød et skud og en brag. Jeg kunne end ikke få mig selv til at vende mig om for at se hvad han havde gjort. Jeg skyndte mig bare væk. 
Det er over et år siden. Faktisk, var det et år siden d. 4. september... Den dato kommer til at hjemsøge mig for evigt. Men han havde truffet et valg - valget om at han ikke ville leve i en verden hvor zombier var daglig kost, eller at hans forlovede for den sags skyld var et mentalt ustabilt vrag. 
Norden tog det faktisk pænt, med apokalypsen. Jehovas Vidner kaldte det Harmageddon, og mente at alle zombierne var dem som ikke var ''troende'' og derfor ikke kom med på bussen til himmerige. Jeg mener dog bare, at naturen fik nok af menneskets bullshit og skabte en afart der igen var tilbage til primær-funktionerne; æde, sove, formering. Og selv i Danmark kan man ikke undgå en smule kaos, nu når apokalypsen står for døren. 
Velkommen til enhver sociopats drømmeverden! 
Velfærdsstaten er ikke eksisterende mere. Langtfra. LIberalisme er en drøm fra fjerne tider, og kommunisme er en myte. Alle for en, og en for alle - bullshit! 
Mit navn er forresten Kassandra. Ikke at nogen kalder mig det - hvem skulle gøre det, udover stemmerne i mine mareridt? Der er jo ingen tilbage. Jeg har ikke set et rigtigt menneske i snart tre måneder. Det sidste jeg stødte på, var en yngre knægt med et bid. Gotta put 'em down... Jeg hader det. Frygten og rædslen de udviser når de ved at de skal dø... Men sådan er livet. 
Og dette, er en survivors bekendelser. 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...