Mistanken

Fluen har banet sig vej til pæren. Den flyver gentagende gange ind mod glasset, som om den forventer, at den kan bryde gennem overfladen. Mathias retter lidt på sig i stolen. Læner sig først lidt frem, og så lidt tilbage. Betragter støvet i luften, der lyser op fra lampens hvide skær. Fluens skygge vandrer stor og uskarp rundt på skrivebordspladen.
Blikket hviler på en ridse i bordpladen. Hvem mon var herinde sidst?

2Likes
5Kommentarer
288Visninger

1. Mistanken

Mistanken

 

Lyset synes at flimre og der lyder en summen over hans hoved. Mathias læner hovedet tilbage og kigger op i et mørkt loft, der skjuler sig i rummets uhyggelige mørke. En stor spyflue med smaragdgrøn overflade, summer ned mod lyset og kæmper en brag kamp, med at komme ind i lampen, der hænger ned fra loftet. Skrivebordet lyser kraftigt fra det hvide lys, næsten spøgelsesagtigt.

Lugten er gennemtrængende og sniger sig op i hans næsebor. Han har det som om nogen eller noget ligger på lur. Ligger og venter på, at han er svagest – lurer på ham, som en skygge på væggen. Sveden pibler ned ad panden og glinser som ildelugtende diamanter. Kraven klistrer sig til halsen og føles stram, så Mathias et øjeblik frygter, at han vil blive kvalt. Dø her, af nervøsitet og forvirring, og en underlig form for frygt, der slet ikke bør sidde i hans krop. Hvad frygter han? Han har intet at frygte – de har intet på ham. Men alligevel sidder han her og sveder som bare pokker. Det skulle have været Patrick der sad her og følte sig skidt tilpas, ikke Mathias. Patrick, det svin – det er hans skyld. Men hvad nytter det, at sidde her og fortryde de valg, man ikke tog? Han skulle have fortalt det, lige fra starten. Fortalt dem om Patrick og fortalt dem, om de belønninger, han fik. Men det er måske allerede for sent nu. På sin vis, kan Mathias godt se, hvorfor han er anklaget. Han stod trods alt midt i hele showet, med beviserne i hånden og hætten over hovedet. Han må indrømme, at det så meget overbevisende ud – men aldrig højt!

 

Fluen har banet sig vej til pæren. Den flyver gentagende gange ind mod glasset, som om den forventer, at den kan bryde gennem overfladen. Mathias retter lidt på sig i stolen. Læner sig først lidt frem, og så lidt tilbage. Betragter støvet i luften, der lyser op fra lampens hvide skær. Fluens skygge vandrer stor og uskarp rundt på skrivebordspladen.

Blikket hviler på en ridse i bordpladen. Hvem mon var herinde sidst? En voldtægtsforbryder, en lommetyv, eller et uskyldigt offer som han selv? Kulden får hårene til at rejse sig på kroppen og Mathias skutter sig uvilkårligt. Ordet ligger som en stor, lugtende bylt i munden på ham: Forbryder. Hans hals er tør og han er overbevist om, at hvis han tvinger sig selv til at tale, bliver ordene uforståelige og hæse. Han har koldsved og hjertet hamrer i hans bryst. Han hører tydeligt den lille, klikkende lyd fra sit sorte armbåndsur. En støt, men rytmisk lyd. Den siger 12:37, nøjagtigt. Det undrer ham, hvordan tiden kan gå. For det føles slet ikke som om der findes tid, i denne verden. Som om rummet holder tiden ude; ser bort fra hverdagen og det liv, samfundet lever, bag de hvidkalkede vægge.

 

Der lyder en rumsteren af nøgler ved døren, til højre for Mathias. Det gibber i ham, da der bliver taget ned i håndtaget, udefra. Men ingen kommer ind, for håndtaget flyver op igen og der lyder en brokkende brummen på den anden side af trædøren. Noget med en båndoptager, der ikke fungerer, efterfulgt af flere raslende nøgler.

Mathias er ikke komplet idiot. Han ved godt, hvad der foregår i bygningens lokaler og på gangene. Han ved godt, at det kan se så uskyldigt ud. Men den sorte væg til venstre for ham, er formentlig ikke så uskyldig som så. Med et kort blik til venstre for sig, sænker han blikket og stirrer intenst ned på ridsen i bordpladen. Han ved ikke om der sidder nogen, netop nu, og betragter ham – iagttager hans mindste bevægelser. Tanken får hænderne til at ryste under bordet og det føles koldere end for et øjeblik siden. Et kort øjeblik fortryder han, at han ikke takkede ja til en varm kop kaffe. Men han ville ikke kunne koncentrere sig om at spise, om han så havde sultet i flere døgn. Han ville sikkert heller ikke kunne smage noget. Det eneste der står klart for hans sanser, er det blændende lys og den skælvende krop, der brænder af koldsved. Og så det ord, der giver ham en klump i halsen, bare ved tanken. Det får det til at svige i øjne og næse, og han har mest af alt lyst til at spytte det ud af sig. Men der er så mange ord, der giver ham en væmmelse indvendigt, som om der sidder et gult dyr i hans bryst og stritter med børsterne, mens det fortærer ham langsomt, indefra.

 

Mathias havde været på det forkerte sted, på det forkerte tidspunkt. Førhen troede han, at det kun var ting der skete i film: Misforståelser. Men nu ved han, at det lige så vel, kan ske i det virkelige liv – for hvem som helst. Politiet begår fejltagelser, sagde Patrick. Denne ene ting, har Patrick ret i. Men derudover, skulle Mathias aldrig have lyttet til ham. Han stolede på den forkerte person og det var nu gået ud over ham selv. Han var blevet tilbudt, at tage del i røveriet, den aften i april. Det havde da været fristende, det måtte han indrømme. Men ordet gidsler, havde fjernet hans tvivl. Han skulle ikke ligge og true uskyldige, for pengenes skyld. Nu er han selv uskyldig og føler sig truet. Hans fremtid er truet – resten af den. Det liv, han vil leve. Det er måske allerede for sent at slippe ud af jernkloen igen. Når man først er blevet taget ind, kommer man aldrig ud… Hvor befinder Patrick sig nu? Måske er han rejst til Californien med de andre, for at slippe for mistanken, som han har påstået, at han vil gøre.

Mathias folder hænderne og lægger dem på bordet. Kort efter sætter spyfluen sig på dem og kravler rundt på hans håndryg. Det kilder og han føler en trang til at genne den væk, men alligevel gør han det ikke. Hvis han gør, vil den alligevel bare fare forvirret rundt og begynde at blive generende. Desuden føles hans hænder som bly, helt tunge og urokkelige, men samtidigt bløde og bøjelige. Han har det næsten som om, at de kan knække af, hvis han ikke passer på.

 

Der bliver igen rodet ved døren, med klirrende nøgler. Mathias trækker de foldede hænder væk fra bordet og ned under det, så fluen basker tilbage mod lampen. Han læner sig tilbage, men ikke på en afslappet, hvilende måde. Hans krop er anspændt og føles stiv, og det knirker i nakken. Som et gammelt rustent hjul, der trænger til at blive smurt. Blikket flakker rundt mellem den sorte væg og håndtaget, der går ned. Døren bliver skubbet op og en skikkelse træder ind. Lyset fra gangen, blænder Mathias, og gør det svært for ham at skelne ansigtet på silhuetten, før vedkommende træder over dørtærsklen og lukker døren bag sig; en muskuløs, høj betjent med skægstubbe og mørkt hår.

"Jeg beklager ventetiden," sukker betjenten.

Han sætter sig på stolen over for Mathias, folder hænderne og lægger dem på bordet. Så læner han sig forover, så hans ansigt står klart i det hvide spøgelseslys fra lampen. Mathias bemærker, at han har himmelblå øjne, ligesom Patrick. Betjenten tager en dyb indånding, men Mathias kommer ham i forkøbet:

"Det var ikke mig," siger han hurtigt.

Måske lidt for hurtigt, for det lyder langt fra overbevisende. Hjertet galoperer af sted og Mathias er overbevist om, at det kan høres helt ude på gangen. Betjenten sukker endnu en gang på en opgivende måde og sætter sig bedre til rette i stolen.

"Du befandt dig på gerningsstedet…"

"Jeg har altså ikke gjort det!" afbryder Mathias og tager sig i det for sent.

"Jeg ved godt, at du må være oprevet og meget frustreret, men prøv at lade mig tale ud. Du skal nok få lov til at fortælle din del af historien, men først efter, jeg har stillet dig nogle spørgsmål."

Mathias bryder sig ikke om betjenten. Det virker så håbløst, så uendeligt håbløst. Han kan ikke finde de rette ord. Når han prøver at sige noget, bliver ordene paniske og så ryger de ud af ham, før han når at samle og sortere dem.

Mathias skæver til den sorte væg. Han synes at kunne forestille sig de sorte menneskeskygger bevæge sig utålmodigt rundt, mens deres øjner hviler på ham. Iagttager ham, håner ham.

Betjenten taler til ham, men Mathias hører ikke efter. Ordene bliver til en stum summen og tankerne hvirvler rundt i hans hoved, i ét stort virvar. Mathias rejser sig brat, med knyttede næver og rystende skuldre. Stolen vælter bag ham og brager mod det hårde betongulv. Han fornemmer øjnene i nakken – dem bag den sorte væg. Betjenten rejser sig hastigt og døren til rummet, går op. En skærende lysstribe stråler ind i rummet og danser på den sorte væg. Mathias bakker bagud, men rammer mod stolebenene, der stritter i alle retninger. I faldet hører han en stemme i døråbningen, før han støder mod betongulvet.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...