Da himlen brød op i rød

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 3 dec. 2015
  • Opdateret: 17 sep. 2015
  • Status: Igang
Tre mennesker. Tre skæbner. Og én glødende vulkan ved navn Vesuv.

4Likes
2Kommentarer
241Visninger
AA

1. Del I: Hrabanus

 

H R A B A N U S

Betydning(er): Ravn

 

Dagen, hvorpå verden endte, begyndte med blødt solskin. Det gule tippede lige over klippe- og bakketoppene, plettede landskabet med lys. 

   Dagen skulle nok blive varm.

   I plantagerne arbejdede vi, indtil vi fik krumme rygge og svage fingerkræfter. Det kræver styrke at plukke oliven. Når solen bager, og man bøjer sig fremover, og man bærer sit udbytte i en kurv over skuldrene, så ønsker man mest af alt skygge.

   Men i dag var anderledes. Varmen skulle nok blive behagelig. Jeg kunne mærke jordens vibrationer helt ind i kroppen. Vejret ville blive tåleligt, dejligt.

   Jeg sad i min stol som jeg plejede, og holdt godt øje med de, der gjorde arbejdet. Min bror var en af dem. Han gik med to kurve, en over hver skulder, indtil de begyndte at skvulpe over med rigt indhold. Jeg fik lyst til at råbe af ham, at han skulle passe på med at tabe de pokkers oliven. Men jeg valgte at levne ham kritikken og vente til frokostpausen. Jeg havde givet ham rigeligt med tørt på på det seneste.

   Det lod aldrig rigtig til, han forstod mig.

   Lucius kom vraltende hen mod mig. Han standsede for foden af min høj, tørrede en hånd hen over panden og det flade hår.

   ”Det er allerede begyndt at blive lunt herude,” sagde han. ”Vi når aldrig klar til senere, hvis ikke flest mulige hænder er ude for at plukke.”

   Lucius’ øjne så på mig og størknede: ”Kom nu i gang, Hrabanus.”

   Jeg smilede stramt.

   ”Nok er du min fætter, men du er også min kollega. Du burde opføre dig mere som en,” sagde jeg.

   ”Lyder det ikke som en besynderlig påstand, at vi er på lige fod, når du sidder dér på din trone og får os til at arbejde, som om vi er dine ansatte?”

   ”Jeg har aldrig bedt jer om at udføre noget af mit arbejde,” sagde jeg.

   ”Er det derfor ikke højst besynderligt, at din bror går rundt ude på plantagen med din kurv over sin ene skulder, deres højhed?”

   ”Quintus tager sine egne valg.” Jeg lænede mig fremover i sædet og vendte min håndflader op mod solen. Træk lidt på smilebåndet, men ikke for meget. ”Lad os alligevel tage ind på markedet, fætter. Vi har et helt læs at få solgt før seneftermiddagen kommer.”

   Lucius stod og svajede frem og tilbage et øjeblik, før mine ord lod ham overtale. Sammen læssede vi olivenkurvene op bag på ladet af vognen og steg op på trækhestene. Vi bevægede os ud over høstarealerne. Byen stod frem i horisonten i en dis af behagelig varme.

   Markedet var som altid usædvanligt. Køkkenslaver gik rundt mellem boderne og købte ind for deres herrer, og rigmændene pruttede om priserne, indtil de næsten havde flere penge i deres hoftepung, end da de ankom.

   Mit bryst blev helt varmt og anspændt, når jeg så på dem. Rigmændene. Jeg kunne have været en af dem.

   Dengang, jeg stadig gik i skole, forstod jeg mig så godt på både sprog og videnskab. Jeg kan stadig den dag i dag læse græsk og latin med ganske få problemer. Og matematikken fascinerer mig nok mere, end den gjorde dengang, da jeg var dreng. Når først du knækker koden, er der ikke meget, tal ikke kan lede dig frem til i livet: glæde, overlegenhed. Penge.

   Jeg havde ingen af delene. Jeg høstede oliven side om side med svinske slaver og min nærmeste familie. Det var mit liv, og det var ganske kedsommeligt.

   Det blev middagstid. Solen brændte min nakke, og kunderne var få. Jeg lettede vores humør med et par vittigheder omkring slaverne, hundene i gaden, vores konkurrenter i de andre boder; hvad end jeg kunne komme på. Lucius sagde, at min humor nok var den eneste grund på hvorfor, han stadig kunne udholde at være i mit nærvær. Han var altid så vidunderligt pessimistisk.

   En mand i hvide klæder og sandaler stramt om fødderne traskede over mod vores bod. Han smilede, da han spurgte, om han ikke måtte dele et par ord med mig under mere private forhold. Jeg smilede ikke tilbage. Mine kæbemuskler var fastfrosne.

   Jeg gjorde mine til at forlade Lucius med ordene om, at jeg var tilbage om lidt. Manden var allerede på vej væk i raskt tempo, og jeg måtte følge efter hastigt, hvis ikke jeg skulle miste ham af syne.

   ”Kan det ikke vente?” spurgte Lucius mig med uhjælpelige øjne. Han sænkede stemmen: ”Du ved, jeg ikke kan regne. Hvad gør jeg, hvis der kommer købere?”

   ”Du klarer dig,” sagde jeg og skyndte mig efter manden i sandalerne, før han forsvandt fra mit blik. Jeg kendte ham. Han havde undervist andre drenge i matematik, dengang jeg gik i skole. Drenge, der var både ældre, mere erfarne og med flere penge mellem hænderne end mig. Jeg var stadig chokeret og lam i munden ved tanken om, at han vidste, hvem jeg var.

   Manden i de hvide velstandsklæder var stoppet op ved en frugtbod. Han rakte mig et æble fra standen og bad mig spise, da jeg nåede ham.

   ”Jeg er Albanus,” sagde han og rakte mig hånden. ”Og De er Hrabanus. Jeg har hørt godt om deres evner indenfor økonomi indenfor de seneste år. Så godt, at jeg faktisk gjorde mig den ulejlighed at tage emnet op sammen med et par andre matematikere i byen. Vi er ikke mange, men vi kender en hel masse på instituttet i Napoli.”

   Jeg så på ham med intetsigende øjne. Hans ord havde ikke den mindste retning.

   ”Vi tager af sted til instituttet senere i dag på et kort besøg. Vi vil gerne have dem med. Der er en hvis kontakt på instituttet, der vil kunne give dem en læreplads hos en af deres matematikprofessorer. Er det noget, der ville kunne være i deres interesse?”

   Det var besluttet. Jeg takkede Albanus og gav hans hånd et sikkert tryk. Han sagde, at han ville gå hjem og pakke en taske med det mest nødvendige, før de sejlede ud. Han foreslog, at jeg gjorde det samme. Efter Albanus var forsvundet, stod jeg tilbage med mit lysende røde æble i hånden og nød dets saft i varmen. Først da jeg var færdig, gik jeg tilbage til Lucius.

   ”Hør, der er noget, der er sket,” sagde jeg og kunne pludselig smile igen. ”Jeg har fået et tilbud om en læreplads hos en matematikprofessor i Napoli. Jeg tager af sted fra havnen senere i dag. Professoren har en båd.”

   Lucius’ øjne drænedes.

   ”Det kan du ikke,” sagde han. ”Vi har næsten nok til at opkøbe jorden. Vi er så tæt på at få det, som plantageejerne tager fra os hver dag.”

   ”Så må I starte virksomhed uden mig. Det kan I sagtens, når nu I er så tæt på målet,” sagde jeg.

   ”Men vi har snakket om det i månedsvis! Tænk på mig – ja, tænk på Quintus! Det kan du ikke være bekendt.”

   ”Jeg kan gøre lige præcis, hvad jeg ønsker, fætter.” Min overlæbe hev sig selv rundt i iskold irritation. Men jeg blev stiv i huden, da jeg lugtede det.

   Sod. Varme. Luften, der simrede omkring mig og varslede ilde.

   Jeg så op.

   Hvor himlen dog lyste op i grå.

   Først ramte de små flager af farve mit ansigt. Jeg stak tungen ud og prøvesmagte et af de grå snefnug. Det var bittert på min tunge, og jeg hostede med hånd på brystet. Aske.

   Markedspladsen var blevet stum. Jeg så over på Lucius. Hans ansigt var løst og næseborene udspillede. Han pegede en finger hen over de flade hustage, op mod vulkanen et par håndfulde kilometer væk i landskabet. Himlen over den var en endnu stærkere grå end den over os.

   ”Vesuvio,” hviskede Lucius. ”Den er i udbrud.”

   Tingene derefter skete hurtigt.

   Folks udbrud rejste sig højere end askeskyen. Hvin, råb efter venner eller familie, børn der grædende løb efter deres løsslupne hunde. Halerne på dem lå mellem deres ben og ville ikke rettes ud. Varer faldt til jorden ud af slappe hænder, fødder trampede hen over støvet jord. Børn blev taget om hænderne af forældre. Min hånd blev taget om af Lucius.

   ”Vi må tilbage efter Quintus,” sagde han rundøjet. Han hev mig i retning mod pakhestene bag frugtboden. Jeg rev mig løs først og ragede pengeposen til mig fra bordet. Da jeg så tilbage mod min fætter, havde han allerede sadlet op. Jeg lagde ikke meget i bekymringen, der skar igennem hans øjne. Det eneste, jeg så, var vulkanen langt bag ham, der blev ved med at spytte grå farver hen over den blå sommerhimmel.

   ”Jeg tager ikke med,” erklærede jeg og træk den ene pakhests tøjler til mig.

   ”Quintus er derude!” Lucius pegede ud mod landbrugsområderne, der plettede sig rundt omkring vulkanens kant. ”Vi kan ikke lade ham i stikken. Noget må vi gøre!”

   ”Min bror er ikke dum. Han kan tænke selv. Når han først ser himmelen, tror jeg nok, du kan vide dig sikker på, at han skal komme løbende ind mod byen.”

   ”Byen er ikke engang et sikkert sted at søge ly! Vi må helt væk. Desuden kan hans ben ikke bære ham hurtigt nok. Han er mange kilometer væk.”

   ”Jeg forsikrer dig, at han nok skal finde ud af det,” sagde jeg og lagde tryk på hvert ord. Jeg var træt af hans brokkerier. Jeg var træt af, hvordan han altid ville skændes. Jeg skulle til Napoli og havde en båd ved vandet, der ventede på mig. Jeg havde en fremtid, og det havde han ikke. Min fætter misundte mig, og det var ikke et kønt syn.

   ”Farvel, Lucius,” sagde jeg og vendte ham ryggen. Hans vrede blæste mig i nakken som flammer, da jeg trak pakhesten med mig tværs over markedspladsen.

   Byen var et oprør. Jeg hørte råb og knasende mure, et samfund der brød en lille smule sammen. Jeg gik med fastere og fastere skridt ned mod vandet. Jeg skulle væk. Jeg kunne være rolig. Intet ville ske mig.

   Mine lunger kløede. Jeg hostede, men det gjorde det kun værre.

   Det gik nemt for sig. I en båd ved vandbredden sad Albanus. Hans hænder var tomme set bort fra et brød, han måtte have anskaffet sig på markedet. Han måtte have udskudt besøget hjem.

   Jeg gav ham hånden og gjorde mig det til rette i båden. Lydene af himlen, der brød i to, slog mod mit hoved. Jeg kunne ikke holde dem ude, og jeg begyndte at pille ved mine hænder for ikke at se på Albanus. Hans klæder var lange, klæbende med sved, og hans ansigt furret af ulykke.

   Tiden gik. Ingen professorer viste sig.

   Det begyndte at regne. Ikke dryppende vand, men med haglende brudstykker af sten. Jeg fiskede en af dem op fra vandet. Jeg gav slip, så snart den brændte min hånd.

   Vi var heldige. Af en ubevidst grund gennemhullede de ikke båden. I stedet flød vi videre, som var vi de eneste, der var værdige nok til at blive reddet.

   Utålmodigheden åd min mave op. Jeg vendte mig om mod Albanus og meddelte ham, at jeg nu ville søge tilbage ind mod byen for at finde de professorer, han havde omtalt, og om han ville lade mig. Inderst inde håbede jeg, at han bad mig blive.

   ”De må skynde dem,” sagde han blot. ”Husk at kigge op.”

  Jeg sprang op af båden og landede til skinnebenene i vand. Jeg vadede gennem strømmen ind mod land og løb tilbage ind i landsbyens gader. Luften stank af aske og fordærvelse. Giftigt. Jeg begyndte til min skræk at hoste. Hvis ikke jeg fandt disse professorer indenfor de næste fem minutter, ville jeg vende tilbage til havnen. Om så jeg ville blive nødt til at slå Albanus ud for at komme af sted over vandet, mod Napoli, så ville jeg gøre det. Mit liv skulle ikke spildes på at redde folk, jeg ikke kendte. Jeg var så tæt på at opnå min livsdrøm, at jeg næsten kunne smage sejren på min tunge.

   De var det første sted, jeg ledte efter dem. Jeg genkendte dem øjeblikkeligt på deres klæder. De to professorer sad i skolebygningen foran den blanke tavle med hænderne foldet sammen op mod himlen. Deres øjne var lukkede, de hostede, de hulkede deres tårer.

   Min underlæbe blævrede. I to lange skridt nåede jeg frem til dem og hev op i deres fine gemakker. Jeg var ligeglad, om de blev krøllede.

   ”Så er det tid til at gå, de herrer,” sagde jeg og blotlagde min arrigskab. De to professorer så på mig med et usagt spørgsmål i tankerne.

   ”Jeg er med Albanus,” sagde jeg. ”Og det er på tide for os, at vi finder vej tilbage til havnen. Før alting bryder fra hinanden.”

   Jeg gennede dem fremad ud af skolebygningen. Himlen var en altdækkende grå farve nu. Vinden blæste kraftigere, og luften var uren af støv og affaldsstoffer, der kvaste mine lunger. Professoren foran mig udbrød noget, der lød groft for hans karakter. Han viftede sin arm rundt i luften og koldsvedte. En glohed sten fra himmelen havde ramt hans albue og ætset huden væk. Alt jeg kunne se var blod og ulykke. Jeg begyndte at løbe og sparkede professorerne på vej mod havnen. Hurtigere, hurtigere, hurtigere! Mine luftveje var som blokerede, og jeg hev nådesløst ilten ned i mine lunger, som kun fik mig til at hoste yderligere.

   Havnen var nær nu. Jeg pressede mine ben, indtil mine muskler stod i flammer.

   ”Hrabanus!” Tonen i stemmen var desperat. Jeg stoppede brat op. Professorerne vraltede videre forbi mig.

   Lucius kom gående frem i gaden. Over hans arm lænede Quintus sig. Hans knæskaller vaklede og kunne give ud under ham hvert øjeblik. De var begge dækket fra hår til sandaler af aske, der fik deres kroppe til at fremstå som sorte lig.

   Mine øjne faldt på Quintus’ ben. Det var en hel del nemmere at forstå, hvorfor han ikke kunne bære sin egen vægt. Et kødsår skar hans ene lår fra hinanden på midten. Det måtte have været en pimpsten.

   Lucius så på mig med læber, der dryppede af blod. Hans hoste var stadier værre end min.

   ”Lad os komme med,” sagde hans stemme, der var blevet hæs. ”Lad os. Komme. Med.” Han hostede hvert ord. Der kom rødt spyt ud fra hans mund, og jeg kunne med det samme se, hvad der ville ske. Der havde aldrig været et valg.

   ”Der er ikke plads til flere, Lucius. Båden vil synke under jeres vægt,” sagde jeg.

   ”Så smid nogle andre ud. Jeg husker, hvad du sagde tidligere. Ham manden havde en båd. Du kan redde os alle, hvis bare du gider lytte!”

   Mit indres raseri blev med ét hvidglødende.

   ”Jeg gider ikke lytte! Jeg har fået nok, forstår du ikke det? Jeg har fået nok af denne by. Alt her er afføring. Bygget på afføring. Jeg har en fremtid, og den er ikke længere væk end dén båd. Nej, jeg vil ikke spilde min fremtid på jeres passagerbilletter. I må finde en anden, der kan tage jer med! Eller også må I løbe.”

   Mit bryst hævede sig for hurtigt, til at det kunne være godt. Jeg måtte spare på ilten, spare på ilten …

   Lucius havde et grimt udtryk i ansigtet. Han gik med min bror over skulderen så hurtigt frem mod mig, som han kunne.

   Han ville prøve at komme forbi, ville han.

   Mine hænder stødte mod Lucius’ brystkasse og væltede ham bagover. De to mænd faldt begge til jorden og blev liggende, hostende og spyttende. Det hele var rødt og sort.

   Jeg vendte dem ryggen og zigzaggede igennem pimpstensregnen hurtigt ned mod havnen. De to professorer sad sammen med Albanus i båden. Jeg skubbede båden dybere ud i vandet og greb fat om årerne. Mine muskler skreg efter ilt, mens jeg roede af alle mine kræfter, og jeg hostede værre end tidligere. Men jeg vidste, at det nok skulle blive bedre.

   Over mig lyste himlen pludselig op i rødt. På afstand gled en syndflod af varme ned over vulkanens boblende sider. Alt virkede øde og destrueret.

   Vi var langt ude på vandet nu, men vi hørte stadig skrigene, da de skar svagt gennem natten. Jeg roede hurtigere.

   Jeg stirrede blankt frem for mig ind mod byen, der nu lå så godt som glemt i nattens mørke og mere til. Min hjerne fik mig pludselig til at tænke på den fremtid, der ventede mig i Napoli.

   Jeg gemte mit smil i mørket.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...