Alene i Mørket

Samuel ligger i sin seng. Han savner sin mor helt utroligt meget, og han har svært ved at se, hvordan savnet af den varme moderfigur nogensinde vil forsvinde. Men mens han ligger og tænker sker der underlige ting. Mor kommer...

2Likes
2Kommentarer
264Visninger
AA

1. Alene i Mørket

”Højre, venstre, højre, venstre”, jeg forsøgte at fokusere. ”Højre, venstre, højre, venstre”, min puls steg, og jeg mærkede varmen brede sig, men det var som om, at den ikke fandt helt ind, hvor det rigtig varmer, så jeg fortsatte. ”Højre, venstre, højre, venstre”. Min hjerne slog fra, og mit hjerte tog over. Små koncentrerede stik af følelser ramte mig. ”Højre, venstre, højre, venstre”. Følelserne var nu så kraftige, at jeg glemte at se. I stedet førte mit hjerte mig nu tilbage. Erindringer skyllede ind over mig…    

”Hallo?”, det lille, forsigtige, spørgende ord genlød i soveværelset. Samuel talte ellers lavt, han hviskede ikke, talte blot, så stilheden akkurat bestod og ikke blev brudt. Samuel forsøgte sig igen: ”Hallo?”, denne gang en smule højere. Alene som han var, forventede han ikke umiddelbart svar, men han havde hørt noget. Ikke en dør, som knirkede, ikke far, der kom hjem med sine klirrende flasker, men noget helt tredje. Han kunne ikke definere det. Lyden var på engang let og rammende som fars surroundsound-anlæg, men samtidig dyster og skummel som stammede den fra gulvtæppets dyb. Men lige meget, hvor den kom fra, så var den skræmmende – så skræmmende, at han ikke kunne lade roen omfavne ham. Med hurtigt blinkende øjne fortsatte han med at gennemsøge værelset fra sin seng. Alt så normalt ud. Fars halvgamle bøger stod i små størrelser og repræsenterede faderens forkærlighed for fantasy. Rullegardinet var rullet helt ned og gemte solen væk bag de violette blomster, så kun en smal stribe af lys slap gennem vinduet, og fik værelsets støvpartikler til at danse som små sølvfisk. Lyden kom igen, som fulgte den, den lette brise, der gled gennem rummet. Frygten havde efterhånden fået ham op at sidde, og adrenalinen begyndt langsomt at sprede sig rundt i kroppen. Med flaksende øjne gennemsøgte han nu værelset endnu en gang. Han forstod ikke og var heller ikke sikker på, at han ville. Anspændt funderede han videre over den mærkværdige lyd, men han kunne ikke konkludere noget. Hans muskler begyndte langsomt at slå fra, men hans hjerne fulgte dem ikke. Han sov ikke, og i vågen tilstand befandt han sig heller ikke. Han var i trance. Ude af stand til at bevæge sig. Han så, han tænkte, men bevægede sig ikke.

Pludselig, som han lå der, kom et lysglimt og omfavnede ham. Han blinkede, og med ét befandt han sig i ingenting. Blot hvidhed. En endeløs hvidhed, der fik ham til at føle sig alene og allestedsnærværende på en gang. Samuel skreg af frustration og kæmpede for at genvinde kontrollen over sin krop. Han skreg igen. Denne gang mere af frygt end frustration, men det gjorde ingen forskel – ingen hørte ham. En tåre dannede sig i øjenkrogen, og øjenlågene sendte den videre ned ad kinden. Samuel var bange. Han havde været bange før, men ikke som her. Han var blevet bange dengang, at mor ikke var hjemme, og gulvet knirkede. Bange dengang, at han fór vild i skoven, men dette var anderledes – han var rædselsslagen. En svag stemme brød hans tanker: ”Samuel”. Hvidheden indrammede ham endnu mere, da ordene lød, men lammelsen syntes at forsvinde langsomt. Han rakte hånden frem, famlende efter noget, som ikke var der. Han spurgte endnu engang: ”Hallo?”, intet svar kom. Han lå i stilhed nogle minutter endnu, før stemmen lød igen. ”Samuel – det er mig”, dette fik hans ben til at spjætte pludseligt, og fortvivlelsen lyste ud af hans øjne. ”Hvem er du?”, udbrød han med grødet stemme, ”det er mig, mor”. Som et par fingre, der knipsede, faldt brikkerne nu på plads for ham. Mor, den varme, velkendte skikkelse stod foran ham. En skikkelse, der trods sit smil udstrålede vemodighed, noget som han ikke var vant til. Han huskede tilbage. Tilbage til mor; varme smil, omsorgsfulde kys og en mild duft af jasmin, der altid havde forekommet ham nærmest eventyrlig. Han huskede Disney-sjov, og mors tyssende pegefinger, når tv-avisen kom på. Han huskede en tid uden bekymringer – en tid, der ikke længere fandtes. Mor var der ikke længere, og fars glade ansigt var forsvundet med hende. Det lille smil, som havde forplantet sig på hans læber, da han gennemgik nostalgien, falmede igen, og han vendte tilbage til virkeligheden. Hvidheden var væk, som var den fordampet, moderen stod der nu, men kun som en svag afskygning af sit gamle jeg. Duften af jasmin var forsvundet og kindernes varme udstråling var blevet erstattet af små, grå fregner. Hun så på ham. Hun så bare, mens hun langsomt åbnede munden, og hendes stemme brød endnu en gang aftenens uforstyrrethed: ”Jeg, jeg er kommet for at se dig – sige at jeg elsker dig”, ordene dansede gennem rummet, ind gennem Samuel og indprentede sig i hans spinkle glashjerte. Mor var kommet. Hun havde hørt ham kalde, hørt ham skrige om hjælp. Hun elskede stadig. Hun var der stadig – indeni. For første gang siden mors lever svigtede, følte Samuel en varme sprede sig i kroppen. Den kom helt indefra og fyldte hele kroppen, som var han i en lykkerus. Han begyndte at snakke, snakke som mor og han havde gjort det tidligere, dengang, hvor varmen altid var der, dengang, hvor lykkerusen aldrig forsvandt. Mor lyttede til ham, mens han fortalte, hun forstod hans problemer – ikke som far. Hun sagde ikke så meget, men lyttede blot på ham.

Striben af lys, som sneg sig ind gennem vinduet, var blevet smallere, da Samuel stoppede med at snakke igen. Han var blevet ramt af en underlig uro. Det var som om, at mors slanke skikkelse falmede lidt i mørket. Hun fornemmede hans uro og sagde blidt: ”Jeg går snart Samuel, jeg har været her for længe. Far elsker dig Samuel – husk det”, den skingre stemme emmede af sorg. Hun mente det. ”Du kan ikke gå mor! Jeg vil ikke være alene, du kan ikke efterlade mig her i mørket!”, Samuels stemme lyste af angst og fortvivlelse. Han havde fået mor tilbage, hun måtte ikke rejse væk igen! Han ville blive alene igen – alene i mørket. ”Jeg går nu Samuel – de venter på mig”, hun lagde et sådant tryk på det sidste ord, at det fyldte hele rummet og genlød bag de gamle mure i sekunderne efter. Tårerne piplede frem bag de allerede våde øjenlåg. Mor var væk – fordampet fra jordens overflade, og det ville hun nok altid være. I frustration sparkede han dynen væk. En pludselig ild havde tændt sig indeni ham. Han fór op fra sengen.  En ustyrlig vrede og sorg fyldte ham med kræfter. Med hurtige bevægelser iførte han sig sine sko og skubbede med al sin styrke vinduet op. Han tog en sidste indånding og sprang ud af vinduet. Der var ikke meget mere end en meter ned til jorden, og han landede blødt på græsset. Stadig boblende af frustrationer løb han. Løb væk, væk fra smerten – hen til mor.

”Højre, venstre, højre, venstre”, jeg forsøgte at fokusere. ”Højre, venstre, højre, venstre”, min puls steg, og jeg mærkede varmen brede sig, men det var som om, at den ikke rigtig fandt helt ind, hvor det rigtig varmer, så jeg fortsatte. ”Højre, venstre, højre, venstre”. Min hjerne slog fra og mit hjerte tog over. Små koncentrerede stik af følelser ramte mig. ”Højre, venstre, højre, venstre”. Følelserne var nu så kraftige, at jeg glemte at se. I stedet førte mit hjerte mig nu tilbage. Erindringer skyllede ind over mig, men jeg kæmpede imod. ”Højre, venstre, højre, venstre”, mine ben fortsatte med at bevæge sig kun drevet af mit spinkle hjerte. Jeg så mor i horisonten. ”Højre, venstre, højre, venstre”, jeg løb ud til mor. Hun ventede på mig. Jeg var alene, og hun var alene – så jeg måtte ud til hende. ”Højre, venstre, højre, venstre”, hendes blege hånd løftede sig nu, og frembragte et svagt vink, hun ventede. ”Højre, venstre, højre, venstre”, jeg var der næsten nu. Jeg kunne mærke hendes tilstedeværelse; varm, som den plejede. ”Højre, venstre, højre, venstre”, jeg var nu kun få meter fra hende. Hendes gråtonede figur trak mig hen mod hende. Jeg var der. ”Højre, venstre, højre, venstre – stop”.     

    

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...