Der er intet nyt om solen

Jeg har skrevet en novelle. Den handler om en mand, som bor på en institution, fordi han har har en sindslidelse. Hele historien foregår inde i hans hovede, så man hører kun historien fra hans synsvinkel.
Til sidst i novellen sker der noget, som vender op og ned på hele historien.

0Likes
0Kommentarer
133Visninger
AA

1. Der er intet nyt om solen

Fanget i dens mørke. Side efter side om absolut ingenting. Der er altid noget nyt og spændende i avisen, siger alle. Siger de.
De.
Hvorfor skal de altid bestemme? Hvorfor skal de altid vide alt? Jeg er så træt af det. De siger, at det bliver godt vejr i dag – de lyver.
Død mand i Helsingør. Brandmand redder kat. Borgmester indvier nyt kirkehus. Gammel mand brændt inde.
Alt sammen kedeligt og ligegyldigt. Alt er ligegyldigt. Alt er dårligt, og alt og alle er imod mig. Hvorfor er jeg her overhovedet?

Jeg glemmer aldrig de dage, hvor alt var nemt. Jeg kunne ligge en hel nat og bare tænke på, hvor fantastisk jeg havde det. Og når solen så kom frem og kiggede på mig ind gennem vinduet med dens varme øjne, og fuglene på samme tid begyndte at pippe af glæde. Så vidste jeg, at mit liv var fuldendt. Den gang… Hvorfor er det ikke sådan mere? Jeg forstår det ikke.

Hvorfor er jeg overhovedet blevet sat her, og hvad laver jeg i grunden? Lorte institution.

"Det er ikke dig, der er noget galt med, Jens. Du har bare brug for lidt mere hjælp end andre normale mennesker, og det kan vi ikke give dig.  Det skal nok gå, og vi skal nok komme og besøge dig."

Normale mennesker?  Hvad fanden ved de om det, og de har sgu aldrig været her for at besøge mig. Ikke en gang et eneste telefonopkald. De forbandede mennesker. De tror de ved alt, men det gør de ikke. Det er dem, der er noget galt med, ikke mig. Jeg er den eneste normale i den her verden. En verden hvor alt skal være så fint på ydersiden. Men alle ved jo, at verden lever i lort til halsen. Og de ”normale mennesker” har sgu ikke noget at brokke sig over. De må gøre, hvad de vil, når de vil det. Jeg må ikke engang gå på toilettet selv, uden at jeg skal ringe på en klokke, og vente på at der kommer en ”sød og rar ansat” og hjælper mig. Og ikke nok med det, så er maden dårlig, rengøringen stinker, personalet fatter ingenting og værst af alt er beboerne på institutionen. Man skulle tro, at de ingen hjerner havde. Jeg er sgu klogere end dem alle sammen til sammen. En eller anden dag skulle jeg næsten prøve at stikke af. De ville sikkert ikke engang opdage noget. Dumhed længe leve.

"Jens, så er der mad."

Mad, min bare røv. Tror de seriøst selv, at nogen vil spise det der? Der ligner jo en omgang opkast.

"Det er stuvet spidskål og kartoffelmos. Det ved jeg jo, at du elsker."

Igen, de tror, at de ved alt.

"Spis op min ven, og hvis du er rigtig sød, så er der hindbæris til dessert."

Ja ja, så siger vi det. Tror I virkelig, at det hjælper noget at tale sådan ned til mig. Jeg er jo ikke fem år længere, og vær så lige venlig, at tørre det der falske smil af læberne.

"Jeg kommer tilbage, når du er færdig med at spise, og forresten så har Jimmi fødselsdag i dag. Så det fejrer vi alle sammen nede i fælleslokalet i aften. Du er meget velkommen til at komme, altså hvis du har lyst."

Tss, tænk at de overhovedet spørger. De må da snart have indset, at jeg ikke gider, at have noget med dem at gøre.

"Vi ses om lidt, Jens."

Nogle gange er det som om, at ingen i verden forstår mig. De ”normale mennesker” lever livet, som om det hele var et stort spil kongens efterfølger. Det som den stærkeste gør, gør alle andre også. Gad vide om de aldrig bliver trætte af deres liv? Mit liv føles i hvert fald som om, at det er gået i stå. Jeg sidder bare her i et grimt værelse med dårlige møbler. Det er faktisk blevet så slemt, at jeg ikke engang kan huske hvilken dag, det er mere. Det er forsvundet så langsomt, at jeg faktisk ikke engang opdagede det, da det skete. Jeg vågnede bare op en dag, og så var min hukommelse væk. Nu kan jeg kun tænke på en ting. Den mystiske kalden. Jeg ved, at den snart kommer og henter mig. For hver dag mærker jeg en følelse af, at den kalder på mig, og det er ikke på den her jord, den kalder fra. Det kommer fra et andet sted. Et sted hvor alt er rart og til at holde ud. Et sted hvor hver dag ikke er den samme. Et spændende sted – et sted for mig.

"Jens, Jens, Jens! Skynd dig ud."

Hvad fabler de nu om?

"Det brænder Jens. Hele huset brænder. Du må skynde dig ud! "

De skal ikke tro, at de kan rende om hjørner med mig. Jeg skal under ingen omstændigheder ud her fra. Jeg sidder fint her, tak.

"Søde, søde Jens. Er du ikke sød at rejse dig?"

De kan bestemme over landet, verden og alt det i mellem, men mig skal de eddermame ikke bestemme over.

"Jens, svar mig nu. Jens! Rejs dig. Kom nu!"

Du kan plage og tude lige så meget du vil. Jeg fjerner mig aldrig herfra. Hører du? Aldrig!

"Hjælp! Der er en herinde, som ikke vil med ud. Hjælp!"

Nu råber de også efter hjælp, tsk. Typisk. Hjælp, hjælp, hjælp overalt. Kan DE virkelig intet gøre selv? Måske skulle de prøve at kalde på kongen.

"Jens, prøv at hør. Hvis vi to ikke kommer ud nu, så dør vi begge. Du ved jo godt, at jeg ikke må forlade huset, før jeg har dig med. Så vil du ikke nok være sød at rejse dig op, og gå med mig ud. Kom nu Jens!"

Nej, nej, nej og nej! Glem det.

"Det hele ville være meget nemmere, hvis du bare ville sige noget, Jens!" 

Hvad fabler de om? Jeg kan da sagtens snakke. Det er bare noget, jeg ikke gør meget i. Jeg rejser mig ikke, om det så gælder liv eller død. Mystiske kalden, kom til mig. Jeg har ventet længe på dig. Kom!

"Jens... host. Kom nu Jens. Host, host, host. Jeg kan… ikke mere… Jens. Kom nu!"

Stop med at hoste og klynke. Det hjælper ikke noget. Hallo, hvad har de nu gang i? Hvorfor ligger de nede på jorden? Hallo! Trækker de vejret?

"Jens…"

Kom mystiske kalden. Kom nu.
Jeg ser lige ind i ilden foran mig. Den er så varm, så stor, så mægtig, og alligevel bliver jeg ikke bange. Jeg ved, at den kun vil gøre mig godt. Tag mig med for satan. Tag mig med til stedet, hvor alt er godt. Jeg er klar. Pludselig mærker jeg noget varmt på mit ben. Jeg mærker en voldsom smerte inde i kroppen, men underligt nok, er smerten behagelig. Ilden bliver større og mere voldsom omkring mig. Men jeg flytter mig ikke. Ilden kan bare komme an. Den suser rundt om mine ører, og nu kommer den længere op af mine ben. Jeg mærker hårene smelte langsomt og smertefuldt. Et efter et. Lugten af brændt hår strejfer mine næsebor, og til sidst kan jeg intet mærke i mine ben. Følelsen er så befriende. Jeg kigger ned ad mig selv. Mine ben ligner noget, der lige er kommet hjem fra krig, men jeg bliver ikke bange af synet. Jeg bliver nærmere glad. Jeg føler mig som en ørn, der lige er sluppet fri fra en forfærdelig fælde, og som nu er på vej op med solen.
Solen er dens eneste ven, og det samme er solen for mig. Min eneste ven. Jeg flyver og flyver. Jo nærmere jeg kommer solen, jo mere varm og glad bliver jeg. Solen er så smuk, den nærmest synger for mig.
Kom Jens. Kom Jens. Kom Jens.”
Hej sol, det er bare mig.                                                                             

Jeg hører en underlig lyd, som alle mine knogler knuses, og kigger op.

Jeg stivner ved synet, og inden jeg når at gøre noget, falder hele loftet ned over mig…

Jeg havde aldrig troet, at det skulle være så nemt at dø. De havde altid talt om døden, som om den var ond og forfærdelig, men jeg havde aldrig haft det bedre, end jeg havde det lige nu. Den smerte jeg havde haft var væk, og det samme var alle mine følelser og tanker. Faktisk skete eller mærkede jeg ingenting, og alligevel var alt nyt og spændende. Jeg glemte alt og alle. Det eneste der var vigtigt, var det der skete lige nu. Ikke fortid. Ikke fremtid. Ikke avisen. Jeg følte mig som en lille vanddråbe, der flød rundt i det dejlige intet. Det var så nemt og fredsfyldt, og det endte med, jeg fældede en tåre og lod mit indre falde til ro.          
Endelig fandt jeg den mystiske kalden.           

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...