Bundet - Oneshot

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 16 sep. 2015
  • Opdateret: 16 sep. 2015
  • Status: Færdig
En pige, en krop, en skov.

5Likes
3Kommentarer
210Visninger

1. Bundet

Kan de ikke snart finde kroppen? Pigekroppen. De har ledt i flere timer, og det er endnu ikke faldet dem ind at liget kunne ligge ved åen. Ikke engang fem meter fra vandkanten, lige ude fra skoven. Jeg kører en hånd igennem det bløde brune hår, mine fingre ryger lige igennem det og ud på den anden side. Hvorfor valgte jeg også at blive hos kroppen. Har jeg ikke noget bedre, mere vigtigt at lave? Åbenbart ikke. Jeg kunne ikke være mere ligeglad med om de finder den eller ej, det har ingen betydning. Ingen. I starten var jeg fuldstændigt opsat på at se den blive båret væk. Men efter fem timer begynder det at blive lidt kedeligt.De fangede ham som stod bag det, for to timer siden, i gang med at grave et hul til kroppen. Han havde prøvet at flygte, da han så dem træde ud af skoven, men ingen længe havde de ham. Så snart den første politimand havde fat i ham, begyndte han at påstå, at han var uskyldig. Han sagde at han troede at hun ville angribe ham, og derfor havde han prøvet at slå hende bevidstløs, så han kunne nå at flygte. Ingen havde troet på ham, ikke engang ham selv.En tør knasende lyd kommer fra min højre side. Endelig, de er kommet for at tage hende med, så jeg kan være fri. En mand træder ud af skoven med så meget selvtillid, at han lignede en der ville kunne slås med en tyr, og vinde. Han kigger sig lidt omkring, samler en sten op og vender den i hånden. Jeg får en pludselig følelse af genkendelse, og det er ikke en god en af slagsen. Hvis bare jeg kunne se hans ansigt, så ville jeg kunne se, hvor jeg kender ham fra. Hans hoved drejer sig lidt hen mod mig. Jeg strækker min hals lidt for at se hans ansigt. Hastigt vender han sig om og går ind mod den grønne skov igen. Typisk. Han stopper brat, tager en dyb indånding og vender sig om. Denne gang vender han sig helt om. Hans ansigt fuldstændig blottet. 

 

Et par hænder lægger sig på mine hofter og trækker mig tæt ind til en muskuløs mandekrop. Lugten af alkohol og sved dominerer luften. Jeg prøver forsigtigt at glide ud af hans hænder, men grebet er så stramt, at jeg ikke kan rykke mig det mindste. Jeg kan mærke en næse begrave sig i mit hår.   

"Hva' så, smukke? Hvad laver en lækker sag som dig alene i skoven på et tidspunkt som dette?" hvisker en hæs stemme i øret på mig.  

"Hvem siger, at jeg er alene?" svarer jeg, mens jeg prøver at holde frygten ude af min stemme. Læber presser sig mod min hals. En hånd glider op under min bluse og klemmer hårdt til på mit bryst. En jamren undslipper mine læber. Jeg kan mærke hans mund trække op i et smil mod min hud. Kuldegysninger slår ud på min arm. Jeg prøver forsigtigt at gøre mine arme frie, men hans greb er for stærkt. Hans negle borer sig ind i min hud. Han tvinger mig ned på knæ, trækker sine bukser ned. Tårerne strømmer ned af mine kinder. 

 

En trykkende følelse spreder sig i maven. Der er noget ved ham, som giver mig kuldegysninger. Hvor har jeg set ham før? Hans øjne glider hurtigt over gerningsstedet og fæstner sig på pigen og mig. Han tager et langt skridt over mod os. Mit hjerte galopperer afsted. Han tager endnu et par skridt. Jeg rejser mig op, og stiller mig beskyttende over pigen, med et stålfast blik på ham. Jeg ved ikke hvem han er, men noget siger mig, at pigen ikke vil ende det rigtige sted med ham.  

"Hvis du tager et skridt nærmere-" Min stemme blev overdøvet af lyden af hundegøen. Manden fryser på stedet. Hans øjne retter sig skiftevis på os og skoven. Lyden af hundene nærmer sig. Frygten breder sig som en tåge ud over os. Mit blik viger dog aldrig fra hans mørke øjne. Han kigger en sidste gang på pigen, lader stenen glide ud af sin hånd, hvorefter han vender om og løber ind i skoven, med faste skridt 

"Hvad fanden har du nu gjort? Jeg kan altså ikke blive ved med at dække over dig,råber en mørk stemme et stykke fra migMine ører opfanger lyden af vind i træer, blade som flytter sig med vinden. Jeg ligger helt stille bevæger ikke en muskel i min krop, i frygt for hvad der vil ske hvis de finder ud af at jeg er vågen. Jeg ligger som han efterlod mig. Nøgen. Bar. Ydmyget. Mine øjenlåg løfter sig lige nok til at jeg kan se dem. To mænd står ved en stor sten, fagter med armene og skændes højlydt.  

"Kan du ikke bare prøve at kontrollere dig selv. Nu bliver vi nødt til at skaffe os af med hende. Vi er ved at løbe tør for steder at gøre af dem!" råber den samme mand som før, mens han kaster en lille sten frem og tilbage i sin hånd.  

"Vil du ikke nok hjælpe mig?" 

"Fint. Dette er den sidste gang jeg hjælper dig. Efter det her, skal du ikke kontakte mig igen. Du lader mig være i fred og du forlader byen. Er du med?" siger han med en streng stemme. Han lægger stenen i lommen, rækker hånden frem og kigger afventende på sin ven.  

"Tak, tusinde tak. Jeg tager ud af byen når det er gjort" Svarer han, og med sveden dryppende ned af panden, tager han hånden. Mine indvolde binder knuder om hinanden. De snakker om mig. Det er mig de skal af med. Min puls er helt oppe at ringe. Jeg åbner øjnende helt, kigger mig omkring. Jeg er inde i en stor skov. Lyden af en å er i baggrunden. Mændene står nu med ryggen til mig. Jeg rejser mig op så lydløst som overhovedet muligt. Prøvende tager jeg et skridt frem. Da de ikke opdager det tager jeg et til. Og et til. Jeg sætter forsigtigt tempoet op, indtil at jeg er i løb. Jeg løber så hurtigt som jeg kan imellem træerne. Jeg stopper aldrig for at lytte, først når jeg er ved en stor å. Jeg falder forpustet ned på knæ, med hænderne til hovedet. Sådan sidder jeg i et par minutter, indtil at jeg beslutter mig for at kigge mig lidt omkring. Mit hjerte stopper i et sekund, da jeg får øje på det. På hende. Fem meter fra mig ligger en pige. En død pige.  

En lyd af fødder som banker mod jorden og knækkende grene, hiver mig ud af mine tanker. En gruppe politimænd kommer ud af skoven. De løber hastigt over til os. Inden længe har de dannet en cirkel, med pigen og jeg som midtpunkt. 

"Er det hende? Er det din datter?" råber en mand et sted i midten af gruppen. Jeg kigger forvirret op på de nærmeste mænd, men ingen ser ud til at have lagt mærke til mig. En midaldrende mand, træder frem fra flokkens midtpunkt. Han går med nervøse skridt hen til pigen, hvor han sætter sig ned foran hende. Nogle få tårer løber ned af hans kinder. 

"Hun ligner ham meget. Tror du, at hun er død?" hvisker en betjent til en anden.  

Manden lægger pigens hoved i sit skød, og for første gang, siden jeg fandt hende, er hendes ansigt synligt. Et gisp undslipper mine læber. Jeg kender hende. Jeg har set hendes ansigt før. Jeg kender det ansigt bedre end noget andet. Hendes røde fyldige læber. Hendes lange sorte øjenvipper der står i perfekt kontrast med den blege hud. Den lange smalle næse med et lille drys lyse fregner. Mine øjner glider hastigt over den hvide T-shirt, med hjemmelavede huller og den sorte nederdel. Nu ved jeg, hvorfor jeg ikke gik. Hvorfor jeg ville se hende blive båret væk. Hvorfor jeg overhovedet var her. Jeg er bundet til hende.  

Bundet som kun en sjæl kan bindes til sin krop. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...