Kaos i Dalmenborg

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 6 okt. 2015
  • Opdateret: 6 okt. 2015
  • Status: Igang
Det er juleaften. En mand er hoppet ud fra en bro over nogle togskinner og togene bliver forsinket. Det skaber meget kaos på togstationen der fører til en konflikt mellem to MEGET forskellige personligheder.

2Likes
1Kommentarer
211Visninger
AA

1. Kaos i Dalmenborg

Melody sad på en af de slidte plastik bænke på perroen. Der var travlt på Dalmenborg stadion denne kolde december dag. Den tunge dødsmetal bragede i Melodys earplugs i takt med den omringende travlhed og kaos. Stod det til hende lå hun derhjemme i sin seng med radiatoren kogende i baggrunden. Desværre var en alene og deprimeret sjæl hoppet ned i den sikre død, der kom med lyntogets hast, på skinnerne under Dalmenborg bro. Hun havde medlidenhed med staklen, eftersom ingen bør være alene i juletiden.

Det var dog heller sådan den succesrige forretnings mand, Bent Jensen, havde tænkt sig at spendere sin juleaften. Han havde lovet konen at være hjemme kl. 6.00, for at tage sig af gæsterne. Bents far havde lært ham, at familien altid var vigtigst og kom i første række. Rolex uret på hans håndled fortalte desværre at klokken var 6.30. Det eneste han tænkte på var hvordan man kunne være så egoistisk, at sætte andres lykke på spil fordi de er lidt triste. Alle kan da være triste, men derfor hopper man da ikke ud fra en bro. Han satte sig bedrøvet på en af de mere slidte plastik bænke, ved siden af en eller anden punket rebel af en teenager.  Selv gennem den kaotiske larm på perronen, kunne man hører en djævelsk larm som underslap hendes hættes åbning. Bent prikkede pigen på skulderen, for at spørge om hun ville skrue ned. Hvis han absolut skulle sidde fast på dette gudsforladte sted, kunne han i det mindste sidde her uden at blive døv.

Melody mærkede en let prikken på skulderen, og vendte sit hættedækkede ansigt imod en irritabel, ældre forretningsmand. Hun tog den ene earplug ud, og kiggede på ham.

”Kunne de måske skrue lidt ned for deres musik? ” vrissede han, med tryk på ordet musik. Efter et hurtig elevatorblik kunne hun konkludere, at han lignede en ”typisk gamle idiot” der ingen forstand havde på folk under alderen 50.

 ”Jo selvfølgelig hr. ” sagde hun med en undertone af irritation. Hvordan kunne det være, at han skulle komme her og bestemme hvad hun skulle og ikke skulle høre. Hun tænkte at hvis hun ikke måtte høre sin musik, så kunne det vel også bare være lige meget. Hun lagde sine earplugs væk og kiggede på manden igen.

”Tilfreds… ” sagde hun, med hendes stemme fuld af sarkasme, hvilket Bent slet ikke havde brug for. Han ville i hvert fald ikke finde sig i at en punket lille skarnsunge, talte sådan til ham. Den stressede og nu også rimelig frustrerede Bent mistede kontrollen.

”Forbandede skarnsunge! Sådan skal du ikke svare mig igen! ” sagde han, med en fortsættelse af banden og svovlen. ”Jeg skulle bare hente nogle papirer på arbejdet, som jeg havde glemt, og før jeg vidste af det, er en åndsvag idiot af en pessimist hoppet ud foran toget og forvoldte alle andre problemer! Ikke mindst min familie og jeg. Har jeg måske fortjent det her, for at være en god far, og mand der gør alt for at forsørge sin familie? Hva?!”

Melody kigger lettere forvirret på manden, der lige pludselig eksploderede som ramt af lynet. Hun havde ikke forventet at hendes lettere ironiske stemmeleje, ville kunne få denne mand til at flippe ud. Han lignede en af de der fornemme advokater der aldrig viste følelser, men dette udbrud, nej nærmere, denne eksplosion overgik hendes forventninger. Det var dråben. Hun ville ikke finde sig i at blive råbt ad af en eller anden fremmed mand, for ville hun det var hun nok ikke løbet hjemmefra, på grund af hendes dranker af en stedfar. Det krævede hver eneste muskel i hendes krop at forholde sig rolig, og det var kun hendes stemme. Hun rejste sig roligt op, og kiggede direkte på manden.

”Tror du, at du er den eneste der har problemer her? Tror du, at du er den eneste her der er kold og sulten, savner familien og venner eller bare forsøger at stikke af fra hverdagens stress? ” sagde hun, og trak hætten ned der afslørede hendes grimt forslåede ansigt, fyldt med blå mærker og det der var værre. Hans vrede ansigt erstattedes med chok og skyld. Han bemærkede ikke engang toget der kunne skimtes længere fremme eller de lettede suk der spredte sig i mængden. ”Selviske stoddere som dig bør være mere opmærksomme på hvordan I er omkring andre. I ødelægger vores dag mere end den allerede er. ” Hun tog hætten på igen og vendte hovedet, så hun kunne se toget der rullede ind på perronen. Hun tog tasken på skulderen, og efterlod en chokeret og forlegen Bent samt det lille publikum der havde samlede sig da han begyndte at råbe.

Mens en mandlig stemme kunne høres i togstationens højtalere over perronen, der forklarede at alle kunne komme hjem, holdte han øje med den hoodie klædte pige der ubemærket gik ind i toget. Han var både chokeret og mundlam. Telefonen der brummede i hans lomme for tredje gang, bed han ikke mærke i. Det var som om han var endt i en slags tankekoma. Han lagde ikke mærke til, at han nu var den eneste på perronen. Hans tanker var et stort rod og for hvad? En mørbanket pige? Han bliver først sig selv, da han opdager at toget er på vej væk.

”Hey vent på mig! ” råbte han, til det allerede forbi passerede tog, der forsvandt med lyntogets hast. Jeg tager bare det næste tog - tænkte han opgivende. Det var også alt sammen hendes skyld.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...