Aldrig Rigtig

Det var dig og mig for altid.

4Likes
1Kommentarer
241Visninger

1. Aldrig Rigtig

 

Vi har været sammen siden begyndelsen. Du var altid ved min side. Med dig var jeg aldrig alene. Når jeg var trist var der en skulder at græde ud ved, og når jeg var glad var der en at dele min latter med. Vi delte vores første skridt, og allerede inden vi lærte at tale, havde vi vores eget sprog. Vi var uadskillelige.

Vi løb rundt og legede i vores egen lille verden. Alt var godt. Vi var aldrig adskilt. Vi sov i samme seng, og gik samme vej.

Vi begyndte i skole. Stadig der var der ingen der kunne komme imellem os. Vi holdt os for os selv. Jeg ville ikke dele dig med andre. Som vi blev større begyndte folk at sige at vi levede i vores egen verden. Vi var ligeglade. Vi havde det bedst sammen. Bare os to.

 

Folk ville have vi begyndte at være sammen med andre. De sendte os til en mand. Han sagde vi skulle give slip på hinanden. Jeg kunne ikke. Du så bebrejdende på mig, men gav ikke slip. Vi så manden en gang om ugen. Hver gang sagde han det samme. Giv slip. Hver gang sagde vi det samme. Aldrig.

Tiden gik. Vi blev trætte af voksne, der sagde vi skulle give slip. Vi løb. Hvorhen vidste vi ikke. Vi løb bare. Da vi blev trætte satte vi os ned. Omringet af træer. Det begyndte at blive mørkt. Sulten sneg sig ind på os. Vi var ligeglade. Vi var sammen.

Jeg kan stadig ikke huske, hvordan vi kom hjem. Vi stoppede med at se manden. Igen var vi kun os to. Folk sagde jeg så gladere ud. At jeg bare skulle afreagere. Jeg vidste ikke hvad det betød, men jeg var ligeglad. Det eneste der gjorde mig glad, var dig.

 

Vi begyndte også at bruge tid med andre. Folk sagde jeg så glad ud. Det var jeg. Ingen mennesker sagde, at vi skulle give slip på hinanden. Og vi var altid sammen.

Vi blev ældre, og forstod mere af verden. Vi snakkede om nye ting. Og også om ham. Han brugte tid med os. Med mig. Når han talte, talte han til mig. Han så dig ikke. Jeg var glad. De sagde, at jeg så glad ud. Han gjorde mig glad.

Folk sagde, at jeg var blevet voksen. De sagde, jeg var vokset fra mit børnepjat. Folk kaldte ham min kæreste. De sagde, at han var det bedste der var sket for mig. Og hele tiden stod du lige ved siden af. Hørte hvert eneste ord. Jeg præsenterede ham for dig. Du smilede til ham. Han kiggede forvirret på mig. Sagde der ikke var nogen. Gav mig et kys på panden.

Den aften talte de med ham. Vi lyttede uden for døren. Vi skulle til manden igen. Manden sagde det samme som sidst. Giv slip. Og vi svarede det samme. Aldrig. Det var dig og mig for evigt. Vi havde været sammen fra starten, og vi skulle være sammen til enden.

 

Det endte med at vi flyttede. Vi skulle ikke længere bo sammen med dem. Vi skulle bo på et hjem med mange andre mennesker. Mennesker ligesom os. Mennesker der ikke ville give slip. Vi fik et hvidt værelse. Der var kun en seng. Vi skiftedes til at sove i den. To gange om dagen fik vi små pastiller. De ville ikke give nogen til dig. Jeg var tvunget til at tage dem for os begge. En gang om ugen kom han, og besøgte mig. Han gjorde mig stadig glad. Gav mig kys på panden, når jeg talte om dig.

 

En dag forsvandt du. Jeg græd. Jeg skreg. Den dag fik jeg ikke lov til at forlade værelset eller få besøg. Efter et par dage måtte jeg igen forlade værelset. Og en uge efter kom han igen og besøgte mig. Vi gik en længere tur end normalt. Han gav mig kys på panden, når jeg talte om dig.

På den tur gik det op for mig. Du var aldrig virkelig. Jeg elskede dig stadig. Men du havde aldrig virkelig været der. Jeg følte mig tom. Mit hjerte skreg og jeg græd. Hans skulder var der for mig. Ligesom din altid havde været.

Jeg fik lov at komme hjem igen. Du var ikke med mig. Alle steder kiggede folk mærkeligt på mig. Jeg manglede din støtte. Han var der for mig meget af tiden. Men ikke hele tiden. Ikke ligesom dig.

 

Jeg lærte at leve uden dig. Folk siger at jeg begynder at virke gladere. Det er jeg ikke. Men jeg overlever. Selvom du ikke er her mere, ser jeg stadig skyggen af dig en gang imellem. Men kun når jeg virkelig har brug for dig. Når jeg er mest bange eller ensom. Så kommer du og puster en varm vind på mig. Og jeg ved at du stadig er der. Selvom du aldrig rigtig var. 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...