Drukner

Jeg drukner. Jeg drukner i mit eget misbehag. Jeg drukner mig selv i evig tomhed og fortabelse.

12Likes
15Kommentarer
291Visninger

1. Drukner

Hjertet ryster.

Hænderne sveder.

Øjnene svier.

Og hun holder dem lukkede. Af den ene grund, hun ikke vil kigge ud i den uendelige nat dannet af menneskers skygger. Den ene grund, at hun ikke tør kigge ned på de tunge ringe omkring hendes håndled, der lænker hende fast til bundløshed. Dannet af hendes eget misbehag.

Her føles koldt.

Her føles mørkt.

Her føles… forladt.

Jernet skærer ind i håndleddets glatte overflade og danner de blodrøde streger, der strækker sig dybe kilometer ind i knoglerne. Og hun kan lide at vide, at hun holdes fast af noget. At hun kan støtte sig til de tunge lænker, som ikke vil give slip på hende, ligesom alle de andre gjorde.

Det skærer.

Det bløder.

Det gør ondt.

Og hende som sidder begravet i mørke, føler sig glad, og hun føler sig tryg. For det er hende som er lænket, og det er hende, som har noget at læne sig op af. Hun bliver ikke sluppet. Hun bliver ikke sat fri for bare at fald dybt, dybt ned mod afgrunden af uendelig sorg og fortabelse.

Brystet er tomt.

Hendes hænder er fyldt.

Hendes sind er tynget af bekymringer.

Dem som skriger, er langt væk fra hende. For hendes eget skrig overdøver alle de andres klager og sorger. Og… hun stopper? Søger lidt tættere på dem og prøver at placere sine hænder foran deres munde og hviske: ”Det skal nok gå. Jeg får dig fri fra lænkerne”. For de kan ikke lide at være lænket. De kan ikke lide, at hun nyder sit fangeskab.

Kroppen bliver tung.

Hjertet bliver tungere.

Sindet bliver tungest.

Så det er hende, der tager deres lænker omkring sine håndled. Og de lænker er lidt strammere, og de bliver strammere. De svier og syder ind i hendes kød og knogler. De brænder. Gløder i mørket, så hun er nødt til at åbne øjnene og se sine lænker. Se deres bid på hendes krop, der før var så fin og hvid og glat som porcelæn.

Øjnene giver slip på tårerne.

Kroppen lader sig falde.

Hjertet lader sig gå i stå.

Så nu er der skam. For nu er det ikke så vigtigt at have krykker, så man kun kan gå med et ben. Det er ikke mere godt at være lænket. Lænket til mørke og tomhed og ingenting. Bare uendelige klagesange. Og hun svømmer. Hun hiver. Hun skriger. Hun slipper.

Og mærker fast grund under sine fødder.

Selv med jernremme.

Selv med blodige håndled.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...