Den grå planet

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2015
  • Opdateret: 15 sep. 2015
  • Status: Igang
Sandy er 17 år, hun bor sammen med hendes familie i EB097. Nummer 97 afdeling af en enorm rumstation. Rumstationen er ved at løbe tør for ressourcer og de mange mennesker er tvunget til at finde et nyt sted af leve - Jorden er ikke en mulighed, da menneskene allerede har ødelagt den.
I kaos og ødelæggelse finder Sandy kærligheden og sammen skal de gennem udfordringer for at nå til deres nye levested.

0Likes
0Kommentarer
97Visninger
AA

1. På den anden side

Det er lige til at blive deprimeret af. Mørket der omfavner os alle. Indenfor er lyset gult og køligt. Det får os alle til at se syge ud.  
Jeg kigger ud af vinduet. Det eneste jeg ser er mørke og den store grå - det kalder vi den. Jorden blev ubeboelig for 20 år siden og folk blev tvunget til at flytte ud i rumstationen. Uheldigvis var der kun plads til 5000 mennesker. Så resten blev efterladt. Mine forældre var så heldige at få pladser. De er begge uddannet læger og det har rumskibet brug for. Heroppe er det kun tilladt at få ét barn, så efter tre år heroppe blev min mor gravid med mig. 
På rumskibet handler alt om evner og nødvendighed. Hvis du ikke er nødvendig, så forsvinder du. Der er ikke noget vi taler om, men alle ved at det sker. 
"Der er mand nu, Sandy! Naboen kommer også til middag," råber min mor til mig, mens hun står i køkkenet. Hendes lange mørke hår krøller så flot og indrammer hendes ansigt. 
Under middagen siger jeg intet. Min far og mor snakker livligt om bøger, rejser og musik med vores naboer. De er et par uden børn. De kan ikke få børn. 

Mange på rumskibet kan ikke få børn. Når kroppen bliver udsat for så meget stråling, som den gjorde på Jorden, så kan det ske. 

Efter middagen går jeg en tur. Jeg elsker at gå hen til biografen. De spiller altid gamle film - film filmet på Jorden. Jeg har altid ønsket mig at se hvordan Jorden så ud. Mærke en brise, der får mit hår til at løfte sig. Røre ved græsset med mine tær. 

Mens jeg står der med lukkede øjne, kan jeg mærke noget på min skulder. Det er en hånd. Jeg kigger til siden. En høj mørkhåret fyr står ved min side. Han kigger ikke på mig, men derimod hen på biografen. 
"Hvorfor står vi bare her?" sagde han, hvorefter han smilede til mig. Han kiggede undersøgende på mig med hans store brune øjne. 

Jeg svarede ikke. Jeg var målløs. Hans brune hår var sat, hans muskuløse krop stod rank og han duftede af parfume. Uden tøven tog han mig i hånden og førte mig hen mod biografen. 

Da vi stod i køen, uden at dele ord eller blik, begyndte alarmen. Mit hjerte bankede hurtigt og mine håndflader blev helt svedige. Folk omkring os løb i alle retninger og larmen blev så høj, at jeg til sidst ikke hørte andet end mit egen åndedragt. Han klemte min hånd hårdere og gik tæt på mig. "Jeg hedder Adam," sagde han og forsvandt i mængden af mennesker uden at kigge tilbage.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...