You are never alone

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 sep. 2015
  • Opdateret: 27 feb. 2016
  • Status: Igang
Mini er en pige som er syg, hun har anoreksi og det kan hun dø af.
Hun føler ikke hun har noget at leve for, og hun syntes aldrig hun er flot eller tynd nok.
Den eneste der ved hun er syg, er hendes bedste ven Ashton.
Får hun noget at leve for?? Bliver hun rask?...

1Likes
1Kommentarer
144Visninger
AA

1. Starten:

1. Starten:

Mini´s synsvinkel*

 

Det er idag, hvor jeg skal møde min bedste ven for første gang i et halvt år. Ashton kommer, han kommer, men han har sine band medlemmer med. De skal "passe" mig, som om jeg har brug for at blive passet af min bedste ven, og han´s venner. Men det kan jeg jo blive nødt til, eftersom min mor og far er taget et eller andet sted hen i 2 uger. Hvis det ikke havde været for "sygdommen" kunne jeg have været alene, men nej nej, jeg skal passes. De skal jo være sikre på at jeg ikke sulter mig selv. Jeg tager makeup på, lidt maskara, og lidt lipgloss. Så tager jeg tøj på, en sød sommer kjole, og mine yndlings sandaler til. Jeg elsker at have sommerferie, seriøst, man skal ikke i skole, intet kunne være bedre end det. Så ringer det på døren. 

DING DING.

Jeg skynder mig at åbne døren. Jeg nåede knap at se ham, inden han havde løftet mig op i et kram. 

"Heej, jeg har savnet dig så meget, min tøs" sagde han, og satte mig ned.

"Jeg har virkelig også savnet dig!" sagde jeg

"Men det her er Luke" sagde han og pegede på ham den mørkblonde dreng.

Jeg gav ham et kram og sagde høfligt hej.

"Så det her er Calum" sagde han, og pegede på den mørkhårede dreng.

Igen gav jeg et kram og sagde hej. 

"Og det her er Michael" sagde han, og pegede på drengen med de mest fantastiske grønne øjne jeg nogensinde har set, og så har han endda det flotteste blå hår EVER!

Jeg går hen til ham, kigger ham i øjnene, men jeg kan mærke jeg rødmer totalt, så jeg giver ham bare et kram uden at sige hej (for jeg kan bare mærke min stemme er ved at knække, endda inden jeg siger noget. så det ville være det bedste bare at skynde mig væk). Så jeg skynder mig over til Ashton for at falde lidt til ro igen. Vi går alle sammen over i sofaen, de tager med det samme deres mobiler op, og kigger ned i dem som om de er i trance eller sådan noget. Jeg kigger lidt rundt, men mine øjne falder med det samme på Micheal, og så sidder jeg virkelig bare og nedstirre ham. Men så kigger han op, og den første han kigger på er mig (og han kan bare se at jeg kigger på ham), så jeg skynder mig at kigge væk. 10 minutter senere (efter at have set på mine hænder i noget der føles som hundrede år), kigger jeg lige så stille op igen. De sidder stenet til deres mobiler, lige indtil jeg spørger om de vil med ud at spise pizza til frokost. De kigger alle op på en sjov måde (man skulle tro at ordet "pizza" var et magisk ord for dem). 

"Pizza? Til frokost? Selvfølgelig, hvornår går vi?" siger Calum og Luke samtidig.

"Nu?" siger jeg på en lidt spørgene måde.

De siger alle ja i kor, og så går vi. Resturanen ligger lige om hjørnet, så det går nu ret hurtigt derhen. Vi går ind og bestiller pizzaerne, og derefter sidder vi os ned ved et bord. Da vi kan se maden kommer bliver de mega glade, for det tog jo lidt tid at lave 4 pizzaer.

"Øhmm, hvorfor er der kun 4?" siger Luke lidt overrasket.

Ashton kigger på mig med det samme, "Har du spist morgenmad?", jeg ryster på hovedet.

"Hvorfor skal du så ikke have noget at spise, du er jo sådan ret tynd?" siger Michael, men man kan se han ret hurtigt fortryder han sagde det.

Jeg løber hjem, låser mig inde på mit værelse, og giver mig til at græde på min seng.

 

Michael´s synsvinkel*

Da hun var gået, forklarede Ahston at hun har  anoreksi, og at hun derfor ikke spiser så meget.

Åhh gud... Sagde jeg seriøst lige det?? Jeg må hellere finde hende, og sige undskyld.

"Drenge, jeg går hen til hende, det var jo min skyld hun blev ked af det" siger jeg trist

"Nuurgh hvor sødt Michael, har du et crush på hende?" siger Ahston, og smiler flabet.

Jeg rødmer totalt, men vender hovedet den anden vej, "Helt ærligt, jeg kan jo ikke bare lade hende være ked af det, hvis det er min skyld" siger jeg lidt stille

"Nej nej okay, men hvad med din pizza" siger Calum lidt ironisk.

"Spis den bare hvis du har lyst, men jeg går nu" siger jeg til dem.

Jeg er på vej ud af resturanen, men lige inden jeg går ud, kigger jeg tilbage. Der sidder Calum og Luke og er i fuld gang med at spise min pizza.

10 minutter senere.

"Okay, Michael, tag dig sammen" tænker jeg til mig selv, "Du kan godt! Bare lad vær med at gøre det akavet!"

Jeg banker på døren.

"Mini, må jeg godt komme ind??" siger jeg forsigtigt.

"Ja okay" lyder det inde fra værelset.

Døren går op, og jeg går ind og sidder mig på sengen sammen med hende. 

"Er du okay?? Jeg ved godt at det ikke var sødt sagt, og det må du undskylde... Ashton forklarede os alt...  Men du må virkelig undskylde at jeg sagde det på den måde..." sagde jeg, men blev afbrudt

"Det er okay, du kunne jo ikke vide det" sagde hun tilgivende til mig.

"Men det er bare.." begyndte jeg.

"Bare hvad??" sagde hun nysgerrigt.

"Du er bare sygt flot.. Og du ligner ikke en der er "syg", og det er bare..." så blev jeg igen afbrudt, ikke af Mini, men Ashton.

"Er du okay??" siger han

Mini og jeg griner bare begge to...

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...