Fuck you Modest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2015
  • Opdateret: 20 okt. 2017
  • Status: Igang
Ashley og Harry har været venner, i den tid op til OTRA-touren. På kort tid, har de fået bygget et stærkt og solidt venskab op. Ashley var med til den første del af tournéen, som startede ud i Sydney. HERFRA ændrede alting sig. Modest havde set billeder af dem sammen, og medierne begyndte at tro at de var kærester. Harry har aldrig haft en kæreste i mens han har været bandmedlem i One Direction. Folk kalder ham for den arrogante sangtalent, fordi man tror han er for kræsen, siden han ikke har haft en kæreste i hele hans One Direction periode. Det vil modest lave om på. De giver Ashley og Harry et tilbud. Enten skal de være i et troværdigt forhold i offentligheden, ellers kan de sige farvel til hinanden i alt den tid, Harry er under deres magt.
Følg med i hvordan Ashley og Harry ville kunne komme igennem det hele. Hvordan har Ashley det med at blive genkendt over alt? Kan hun tåle alt det hate, og kan Harry holde mund for alle, selv hans 3 bedste venner Liam, Niall og Louis.

97Likes
160Kommentarer
255522Visninger
AA

45. "Men, vi har et problem."

 

Liams synsvinkel. 

Det var en virkelig mærkelig følelse, at sidde her i venterummet, og ikke vide andet end det Niall havde fortalt, og det var altså ikke meget. Louis, Niall og jeg hang alle med hovederne, andet kunne vi ikke stille op. Harrys forældre var ikke kommet endnu, og ingen havde hørt fra Ashleys forældre, gad vide om de overhovedet vidste det? "Jeg kan ikke klare denne stilhed mere." Sagde Louis.

"Det kan vi jo ikke rigtigt gøre noget ved." sagde Niall. 

"Jeg gad godt bare vide, hvad der skal ske, og hvordan de har det." Brød jeg ind med. 

"Same." sagde de i kor. Louis rejste sig op og begyndte at gå. 

"Hvad skal du?" Spurgte jeg. Louis vendte sig rundt og kiggede på mig. 

"Jeg vil finde ud af, om vi egentlig ikke har ret til at snart at få noget af vide." Inden hverken Niall eller jeg kunne nå at stoppe ham, stod han allerede henne ved sekretæren i informationen. 

"Det er altså lidt pinligt det der." Sagde jeg til Niall. 

"Hvorfor dog det Payno." 

"Fordi jeg er ret sikker på, at de nok skal fortælle noget, når de ved noget og selv har tid."  Svarede jeg. 

"Du har en pointe der." Louis kom kort efter tilbage, og slog ud med hænderne. 

"Desværre intet nyt, ud over, at Harrys forældre er på vej. Jeg ved desværre intet om Ashleys" Sagde Louis, og satte sig ned. Ingen af os havde lyst til at svare ham, måske fordi vi alligevel inderst inde håbede på, at han havde fået nogle nye informationer, som kunne berolige os. Jeg rejste mig op. "Hvad så Liam?" Sagde Louis og kiggede op på mig.

"Jeg går bare lige ud kort, og får noget frisk luft." De nikkede begge to. Jeg gik ned af de lange kedelige og triste gange hen til udgangen. Jeg nåede ikke mere end tre meter ud fra bygningen, inden jeg blev overfaldet af 30 journalister, som allerede vidste at der var sket noget slemt med Harry. De råbte hinanden i munden, og skubbede ikke kun til hinanden, men også til mig. Rolig Liam træk vejret. Det stillede en milliard spørgsmål, men særligt et bed jeg mærke i. Er Harry død?-Hvis han er, er det så enden for One Direction? Jeg vendte mig direkte om og så på ham. "Hvordan fanden kan man tillade sig, at sige sådan noget! Du er jo pisse ligeglad!" Tårerne løb om kamp ned af mine kinder, men jeg fortsatte. "Lige nu ligger min bedste ven igennem flere år derinde, og vi ved ikke en skid! Det sidste jeg har brug for, er sådan nogle som jer, som kun er her fordi i får løn for det! I er jo pisse ligeglade om han så dør eller ej! Forresten så fortrækker jeg at I skrider ad helveds til, og lader folk være, når de er sådan nogle steder, I har ikke en skid at gøre her!" Jeg maste mig igennem mængden, og så at Anne, Des og Robin var ankommet, og på vej hen i mod mig og indganngen. Jeg gik direkte hen til Anne, og kiggede hende i øjnene. Da min tåre løb ned af min kinder, kunne jeg se, at hun vidste det var slemt, og tårerne fik også stille frit løb ned af hendes kinder. Jeg krammede hende tæt indtil mig.  

"Er det slemt?" Hviskede hun. Hendes stemme var forfærdelig, fuldstændig trist og fortabt. 

"Jeg ville ønske, at jeg vidste det." Svarede jeg. Vi gik hen mod indgangen, og ingen af journalisterne sagde noget, men lod os derimod komme igennem. Vi kom endelig hen til venteværelset, hvor der stod en sygeplejerske henne ved Niall og Louis. "Hvad så, er der noget nyt?" Sygeplejersken vendte sig rundt og kiggede på mig. 

"Ja, Harry er vågen." Jeg nåede lige at føle mig super glad, og at alt bare var ved at blive normalt, indtil 'men' sætningen kom. "Men, vi har et problem." Jeg tror godt man kunne bruge udtrykket, at mine øjne blev lige så stor som te kopper lige nu. Hvad kan seriøst blive værre? 

"Jeg tror det er bedst, at I lige kommer med mig et sted hen, hvor det er lidt mere privat. Alle sammen." Sagde hun, og kiggede også på Louis og Niall. Der gik ikke lang tid før, at vi alle sammen sad inde i et fint lille rum kun for os selv. Det var egentlig meget rart, hvis jeg selv skulle sige det. Det var som om, at man kunne slappe lidt mere af. Dog blev det ret hurtigt vendt om. 

 

Harry Styles' synsvinkel. 

Jeg lå og stirrede ud i den tomme luft, og det hele føltes som evigheder. Jeg kiggede på mit ben, som var svøbt ind i noget gibs, hvad pokker havde jeg nu lavet? Det er virkelig bare typisk mig. at komme til skade. Døren gik op, og ind kom den samme kvindelige sygeplejerske fra før, sammen med hendes mandlige overhoved tror jeg. "Harry Styles." Sagde manden og kiggede i sine papirer. 

"Mmm det er mig." 

"Jeg har nogle som gerne vil besøge dig." Jeg kneb mine øjne sammen. 

"Hvem?" Døren gik op, og ind kom Liam, Niall og Louis. "Hej drenge." Sagde jeg og smilte. Prøv lige og vent er det her en drøm? Eller er jeg bare helt forkert på den? Føltes det ikke lidt uvirkeligt? Ej Harry stop. 

"Hej Harry." Sagde Niall stille. De gik langsomt hen til mig og stod henne i fodenden ved sengekanten. Det var som om, at der var et eller andet, som var forandret ved dem alle tre. Jeg skal bare lige bruge lidt tid på at finde ud af, hvad der er så anderledes? Det irriterer mig, at jeg ikke kan se det. 

"Harry er du okay?" Spurgte den mandlige sygeplejerske. Jeg kiggede undrende på ham. 

"Hvorfor skulle jeg ikke være det?" Det er altså meget, og jeg mener virkelig meget mærkeligt det her. 

"Føler du at alt er normalt?" Ej nu må de virkelig lige tage sig lidt sammen, det er vel for pokker ikke andet end et brækket ben, og nogle få sting i min arm. 

"Ja, altså det eneste der er, er at Liams krøller er væk." Vent, det var da ikke kun Liam der var noget galt med. "Louis? Hvornår har du fået de tatoveringer?" Vent! Jeg kiggede ned på mine sting igen, og lige ved siden af havde jeg en tatovering selv af alle mulige forskellige ting, inklusiv et dødninghoved. Jeg gik i panik. Hvad var der sket, og hvorfor føler jeg at en masse har ændret sig? Hvorfor er jeg dækket til at tatoveringer, og hvad sker der med mine bedste venner? Er det her et maridt? Panikken fyldte mere og mere min krop, og jeg sparkede dynen af mig. Jeg prøvede på at flygte ud af sengen, ud af det her lokale, men jeg blev holdt nede af Niall og den mandelige sygeplejerske. "SLIP MIG!" Råbte jeg og mit hoved gjorde mere og mere ondt. Hvor kommer denne enormt slemme hovedpine fra? Alt blev lidt sløret i det, og jeg blev automatisk slappere. "Hvad sker der med mig?" 

"Harry rolig! Slap af og vi forklare det hele!" Sagde den kvindelig sygeplejerske til mig. Men lige meget hvor rolig jeg prøvede på at være, ligeså meget fyldte bekymringen sig i mit hoved. 

 

 

Jeg håber I kunne lide dette kapitel, det var ret interesant at skrive. :) 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...