Fuck you Modest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2015
  • Opdateret: 20 okt. 2017
  • Status: Igang
Ashley og Harry har været venner, i den tid op til OTRA-touren. På kort tid, har de fået bygget et stærkt og solidt venskab op. Ashley var med til den første del af tournéen, som startede ud i Sydney. HERFRA ændrede alting sig. Modest havde set billeder af dem sammen, og medierne begyndte at tro at de var kærester. Harry har aldrig haft en kæreste i mens han har været bandmedlem i One Direction. Folk kalder ham for den arrogante sangtalent, fordi man tror han er for kræsen, siden han ikke har haft en kæreste i hele hans One Direction periode. Det vil modest lave om på. De giver Ashley og Harry et tilbud. Enten skal de være i et troværdigt forhold i offentligheden, ellers kan de sige farvel til hinanden i alt den tid, Harry er under deres magt.
Følg med i hvordan Ashley og Harry ville kunne komme igennem det hele. Hvordan har Ashley det med at blive genkendt over alt? Kan hun tåle alt det hate, og kan Harry holde mund for alle, selv hans 3 bedste venner Liam, Niall og Louis.

97Likes
160Kommentarer
255611Visninger
AA

46. "Kom andre til skade?"

 

Harry styles' synsvinkel.

Mit hoved gjorde så ondt nu, at jeg ikke engang gad at kæmpe i mod mere. "Harry der er sket noget meget alvorligt med dig, og det er derfor, at du er nød til at slappe af." 

"Gider du ikke godt bare fortælle hvad der sker?" Han nikkede. 

"Men først så skal jeg lige hente dine forældre." 

"Okay." Svarede jeg. Jeg kiggede igen på drengene, og jeg så de havde frygt i øjnene, det havde jeg sikkert også i mine. Hvad sker der egentlig? 

"Er du okay?" Spurgte Louis, og kom hen og sad ved siden af mig. Jeg tog min hånd op til hans skæg. Det plejede han aldrig at have. 

"Jeg ved det ikke mere. Hvad sker der for dit nye skæg, og dine tatoveringer?" Spurgte jeg.

"Det får du af vide lige om lidt." Svarede han og gav mig et smil. Det havde da heldigvis ikke forandret sig. Nu var Liam og Niall da også kommet helt hen til mig, ligesom Louis var. 

"Det hele skal nok blive okay igen Harry." Sagde Liam. 

"I gør mig mere bange ved det der." Svarede jeg, hvorfor skal det hele blive okay igen? Hvad er der galt nu, udover at jeg ligger på sygehuset, med et brækket ben, og jeg ingenting kan huske, og at drengene ser meget anderledes ud. Okay jeg kan godt se, at alt er langt fra okay. Døren gik op, og ind kom de to sygeplejerske samt mor og far, gad vide hvad Robin lavede? Mor kom direkte hen til mig, og bukkede sig ind over mig, og fjernede noget af mit hår, og kørte det om bag øret. Wow det var egentlig blevet en del længere end jeg huskede.  

"Hej Harry." Hviskede hun til mig. Jeg krammede hende. 

"Hej mor." En akavet hosten fra den mandelig sygeplejerske afbrød krammet. De fik alle sammen en stol de kunne side på, ud over Liam han blev stående. 

"Nå Harry vi har en del vi skal have snakket om." Sagde han og fandt nogle papirer frem igen igen. "Harry du var tidligere i dag ude for en bil ulykke." FUCK.

"Hvad skete der? Hvad skulle jeg? Var jeg alene? Kom andre til skade?" Mit hovede bestod af en kæmpe hovedpine, med tredivetusinde af spørgsmål.

"Rolig, du er simpelthen nød til at slappe lidt af." Forklarede han mig. Han rakte mig et billede af en pige. "Harry genkender du hende?" Pigen havde mørkt hår, havde et sødt smil og hun så virkelig glad ud. "Hendes navn er Ashley Hale." Tilføjede han. Jeg rystede på hovedet. 

"Er hun en fan?" Spurgte jeg. 

"Harry dette er rent faktisk din kæreste." Jeg rynkede panden og kiggede op fra papiret og hen på ham. 

"Jeg tror du har forvekslet mig med en anden, jeg kender hende ikke, og jeg har vidst aldrig mødt hende før." 

"Harry i den bilullykke du befandt dig i idag, der sad du i din bil sammen med din kæreste, på vej-" 

"Vil du ikke nok stoppe med at kalde hende for min kæreste, jeg har aldrig mødt hende før!" Afbrød jeg med en halv høj stemme, som egentlig ikke var meningen. 

"Okay, undskyld. Men du sad i bilen sammen med Ashley. I var på vej hjem til hende, da du stødte sammen med en lastbil. Lastbilchaufføren slap med nogle skrammer." Heldigt for ham i det mindste. "Ashley ved vi ikke hvordan hun klarer den, ja vi ved ikke engang om hun overlever. Vi tør ikke at vække hende fra den koma vi har lagt hende i, da det simpelthen vil være for risikabelt." Jeg har ondt af den pige, selvom jeg ikke vidste, at hun eksisterede før omkring et minut siden. "Harry, som du nok selv har set, er du blevet syet, og du har brækket dit ben to steder. Du har selvfølgelig også nogle små skrammer her og der." Jeg nikkede. "Men der er en lille ting mere." 

"Hvilken lille ting?" Spurgte jeg. 

"Under ulykken, har du knaldet hovedet ind i forruden, hvor du bagefter har ramt side vinduet. Som du sikker kan regne ud fra det, har dit hovede fået et par slag. Under disse slag, har du beskadiggjort den del af din hjerne, hvor din hukommelse sidder. Det betyder at du ikke kan huske det meste, af det som lige er sket. Vi kan ikke helt fortælle dig hvor mange år det går tilbage, det eneste vi ved er at du genkender de 3 andre drenge, hvilket betyder at det maks kan være 4 år tilbage." Hvorfor får jeg mere ondt i hovedet, jo mere han siger. 

"Har jeg mistet de minder for al tid?" 

"I 8 ud af 10 tilfælde, får man desværre ikke hukommelsen tilbage." 

"Så du tror jeg ikke får den tilbage." Spurgte jeg. 

"Det kan jeg desværre ikke svare på. Vi kan ikke gøre andet, end at håbe." Jeg nikkede. 

"Tak skal du have."

 

-3 dage senere-

Jeg sad i sofaen inde på mit værelse, sammen med Louis. Det meste af formiddagen, havde jeg set videoer på youtube, af de seneste ting vi har lavet sammen som band. Det er forfærdelig, at jeg slet ikke kan huske noget som helst af det. "Louis?" Han kiggede på mig. 

"Hvad er der Harry?" 

"Du er vel ikke sur over, at jeg har glemt langt det meste af det vi har oplevet sammen, er du?" Han smilte og rystede på hovedet. 

"Overhovedet ikke Haz, jeg er skam bare lykkelig over, at du stadigvæk kan huske os." 

"Det er jeg også." Svarede jeg. Louis' telfeon ringede plusligt. Han tog den, og førte den op til sit øre. 

"Det er Louis." Jeg kunne ikke høre den anden han snakkede med, så det eneste jeg fik fat i, var hvad Louis sagde. "Hey Liam, hvad så?" Hans øjne blev store. "Mener du det?" "Jamen, det er da for fedt, er du der oppe?" "Okay, Harry og jeg kommer med det samme." "Vi ses." Svarede han, og lagde på. 

"Hvad så?" Spurgte jeg. 

"Ashley er vågnet?" Hvem var det nu hun var? 

"Hvem er det?" Jeg rejste mig op, og det samme gjorde Louis. 

"Hende du kørte sammen med, da I kørte galt." Svarede han. Nåår hende. Det var hende, som de allesammen påstod var min kæreste, men som jeg overhovedet ikke kender? 

"Altså er hun vågnet fra komaen?" Louis nikkede. 

"Og det er derfor vi skal afsted med det samme." Vi kom hurtigt ud i Louis' bil, eller ihvertfald så hurtigt som jeg nu kunne med krykker. Og det varede da ikke mere end et par minutter, før vi var henne på sygehuset. Der var nogle ganske få journalister ved indgangen. Jeg humpede bare forbi dem, og de sagde heller ikke noget. De tog bare et par ganske få billeder, og så var det det. Da vi kom ind, stod Liam der allerede.

"Hey drenge." Sagde han. 

"Hey, hvordan har Ashley det?" Spurgte Louis. 

"Hun skulle vidst have det ganske fint. Vi måtte gå ind til hende, med det samme i kom. Niall er allerede der inde." 

"Hvad venter vi så på?" Spurgte Louis, og slog ud med armene. Jeg ved egentlig ikke hvordan jeg havde det med at møde hende. Jeg har fået af vide, at det var min skyld, at vi var i denne situation. Det var vidst mig, som ikke havde haft øjnene på vejen, og det var årsagen til ulykken. Selvom jeg ikke kender hende, så vil jeg aldrig nogensinde være ligeglad med, at det hele rent faktisk er min skyld. Vi stod nu udenforan døren, som var placeret mellem os og hende. Jeg vendte mig rundt og kiggede på Louis og Liam. 

"Burde jeg hilse på hende eller sådan noget?" 

"Hvad mener du?" Spurgte Louis. 

"Jeg ved bare ikke rigtigt hvordan jeg skal reagere foran hende? I påstår jo at hun er min kæreste, men jeg kan ikke huske hende. Jeg kan stadig ikke forstille mig, at jeg skulle kunne glemme min kæreste, jeg har jo ligesom ikke glemt jer?" 

"Det er jo fordi du kun har glemt et par år tilbage." Sagde Liam. 

"Hvorfor siger du kun? Det er forfærdeligt." Svarede jeg ham i mod. 

"Undskyld, det var ikke sådan ment. Jeg mener bare, at det kunne havde været værre." Jeg nikkede. 

"Det har du nok ret i."

"Kom, vi må hellere komme der ind." Brød Louis ind med, for første gang i denne samtale. Han tog fat i håndtaget, og åbnede døren. Jeg stod og tøvede lidt, og humpede derfor ind sidst efter Liam. Der lagde hun, i sengen med skræmmer i hovedet lige som mig selv. Den andre gik hen til hende og krammede hende. Hun virkede virkelig glad. Jeg vil gætte på, at det var hendes forældre der sad i de to sæder ovre i hjørnet. De begge rejste sig op.

"Vi går ud og får os noget at spise, vil i holde øje med hende i mens?" Spurgte hun, og de andre drenge nikkede selvfølglige. De gik forbi mig ud af døren, uden som så meget at kigge på mig eller hilse. De er sikkert rasende på mig lige nu. Alt i alt så er det min skyld, at deres datter var døende, og derfor nu ligger her på sygehuset.

"Kom nu her hen." Sagde Niall.

Jeg kiggede hen på Ashley, og jeg fik øjenkontakt med hende. Tag dig sammen Harry. Jeg humpede hen til hende, og rakte hånden frem.

"Hej, jeg er Harry." Sagde jeg. Hun kiggede på mig, og hendes tårer rendte ned af hendes kinder. Hun gav mig hånden. 

"Så det er sandt." 

"Hvad er sandt?" Spurgte jeg. 

"Du kan virkelig ikke huske mig?" Spurgte hun og snøftede. Jeg rystede på hovedet. 

"Desværre ikke nej." Hun tog hånden til sig, og kastede hendes pude hen i mod mig. I samme sekund, blev rummet fyldt med en blanding af skrig, råb og gråd, som tilhørte Ashley, og vi andre gik i panik. 

 

 

Wow, kan jeg lige få lov til at sige tusinde tak? Jeg har nået de 100k og jeg er fuldstændig overvældet. Den gang jeg fandt på den her historie, havde jeg aldrig drøm om at få mere end omkring de 200 der ville læse den. Jeg ved slet ikke hvad jeg skal gøre af mig selv. Jeres virkelige fantastiske kommentarer, gør bare det hele tredive gange bedre! Tusind tak, og i anledningen er kapitlet også blevet længere. Det er rent faktisk den længste jeg har skrevet, indtil videre <3 


 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...