Fuck you Modest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2015
  • Opdateret: 20 okt. 2017
  • Status: Igang
Ashley og Harry har været venner, i den tid op til OTRA-touren. På kort tid, har de fået bygget et stærkt og solidt venskab op. Ashley var med til den første del af tournéen, som startede ud i Sydney. HERFRA ændrede alting sig. Modest havde set billeder af dem sammen, og medierne begyndte at tro at de var kærester. Harry har aldrig haft en kæreste i mens han har været bandmedlem i One Direction. Folk kalder ham for den arrogante sangtalent, fordi man tror han er for kræsen, siden han ikke har haft en kæreste i hele hans One Direction periode. Det vil modest lave om på. De giver Ashley og Harry et tilbud. Enten skal de være i et troværdigt forhold i offentligheden, ellers kan de sige farvel til hinanden i alt den tid, Harry er under deres magt.
Følg med i hvordan Ashley og Harry ville kunne komme igennem det hele. Hvordan har Ashley det med at blive genkendt over alt? Kan hun tåle alt det hate, og kan Harry holde mund for alle, selv hans 3 bedste venner Liam, Niall og Louis.

97Likes
160Kommentarer
251316Visninger
AA

49. "Du kan huske det?"

 

Harrys synsvinkel. 

"Kom nu, sig hvorfor du ser så forskrækket ud." Jeg blev altså en smule forvirret, men også virkelig nysgerrig. Hvorfor var hun så hemmelighedsfuld, jeg vil virkelig gerne vide hvad der sker. 

"Mener du, at det føltes som om at du har gjort dette før?" Ja, det var jo ligesom det jeg sagde. 

"Ja, det føltes som om at jeg har prøvet dette før? Eller er det stedet jeg genkender? Jeg er faktisk ikke helt sikker." Sagde jeg og løftede mine skuldre. Hun nikkede og tog en tår af sin cola. "Hvad da?" Spurgte jeg.

"Nå ikke for noget." Jeg kneb mine øjenbryn sammen. 

"Jeg er ikke helt sikker på om jeg tror på dig i denne situation. " Hun blev ved med at kigge ned på hendes mad, og det var nærmest umuligt, at få hende til at kigge mig i øjnene. "Vil du ikke nok kigge mig i øjnene når jeg snakker til dig?" Det kom måske en lille smule for hårdt ud det der. 

"Jo, undskyld." Halv hviskede hun. Jeg kunne godt se, da hun kiggede på mig, at jeg måske havde gjort hende lidt ked af det, men jeg er altså nød til at spørge hende om det.

"Ved du om jeg har været her før? Eller om jeg måske bare har en relation til dette sted?" Hun kiggede på mig, men rystede på hovedet. 

"Nej, det har jeg desværre ikke." Af en eller anden grund, kunne jeg bare ikke helt tro på det hun sagde. Jeg tog fat i hendes hånd over bordet og holdte den i begge mine hænder. Hun kiggede lidt skræmt på mig, men i det mindste så kiggede hun mig da i øjnene. 

"Er du sikker?" Wow jeg lyder desperat. Jeg kunne se på hende, at hun lyver mig op i fjæset, da hun endnu engang rystede på hovedet. "SIG DET!" Røg det ud af mig. Jeg kom vidst til at klemme lidt for hårdt rundt om hendes håndled, for hun trak den til sig med det samme, og jeg kunne se hun havde ondt. "Ashley, jeg øhmm. Undskyld, jeg ville ikke gøre dig ondt." Ej hvor får jeg dårlig samvittighed lige nu. Hun kiggede på mig med fugtige øjne. Jeg har virkelig aldrig gjort nogen piger fortræd i hele mit liv, jeg har altid behandlet dem med respekt. Det er den mest vigtigste regel min mor utallige af gange har sagt til mig om og om igen. Derfor gør det virkelig ondt at hun bare sidder og stirre på mig. Hun siger virkelig ingenting. "Please sig et eller andet!" Jeg var ligeglad med, at jeg snakkede lidt højt, alle herinde stirrede alligevel på os lige før.

"Jeg har intet at sige til dig." Jeg kunne næsten ikke høre hvad hun sagde, men alligvel havde jeg det som om, at hun stod og råbte mig ind i hovedet for at såre mig aller mest. Fuck hvor har du dummet dig så meget Harry, det er da helt vildt. 

"Ashley jeg er virkelig ked af, at jeg opfører mig sådan." 

"Er du snart færdig med at spise, så vi kan komme hjem?" Spurgte hun. 

"Jeg har stadigvæk en halv burger endnu." Svarede jeg. Jeg kiggede på hendes tallerken og så hun næsten ikke havde spist noget. "Du har jo nærmest ikke rørt din mad, sikker på du ikke vil spise færdig?" Hun nikkede igen. Ligesom jeg tog en bid af min burger, rejste Ashley sig dramtisk fra stolen og styrtede ud ad bygningen. Jeg fulgte efter hende, så godt som jeg nu kunne på på et ben og krykker. Da jeg kom ud stod det ned i stænger med regn. "Ashley vent nu, vil du ikke nok?" Hun blev ved med at gå med hastige skridt. "Ashley stop." Råbte jeg. Jeg satte farten op for at kunne følge med hende, men det lykkedes ikke, og jeg endte med at falde. Jeg skreg først af chock, og derefter tog jeg mig til benet i smerte. Der gik ikke mere end to sekunder inden jeg mærkede to hænder på min arm. Jeg kiggede op og så at det var Ashley. 

"Omg Harry er du okay?" Spurgte hun panikslagen. 

"Det ved jeg ikke, det gør bare mega ondt." Først nu går det op for mig, at jeg rent faktisk sidder i en vandpyt, og ikke har et eneste sted på min krop hvor jeg er tør. 

"Harry, din gips er mega våd, og den smuldrer. Skal jeg ikke bare køre dig på hospitalet med det samme?"

"Jeg vil altså ikke nogen steder hen, før jeg ved vi er okay." 

"Hvorfor går du overhovedet så meget op i det Harry? Som du selv siger, du kender mig overhovedet ikke." 

"Fordi at jeg et eller andet sted føler, at jeg rent faktisk kender dig. Et eller andet sted tror jeg faktisk du er koden til, at min hukommelse måske på en eller anden måde kan vende tilbage, derfor vil jeg gerne have, at alting er okay imellem os." Sagde jeg. 

"Det eneste du skal bekymre dig om lige nu, er at du kan få dit ben gipset ind i en gips som ikke er våd." 

"Stop med at snakke, og kom her." Jeg ved ikke hvad der fik mig til det her? Var det medlidenhed fordi jeg var skyld i at vi endte i en ulykke? Var det fordi hun var så hjælpsom? Var det fordi jeg holdte af hende? Jeg ved det simpelthen ikke, men jeg lagde min hånd på hendes kind. Jeg kiggede hende i øjnene, og rykkede mit hoved tættere på hende. Hun sad nærmest helt stille, men hun stoppede mig ikke, så jeg fortsatte. Mine læber rørte hendes læber. Vores læber dansede sammen, som var de vant til det. På en eller anden måde, følte jeg at det her var det rette for mig at gøre. Men alt for hurtigt, var vi nødt til at trække os fra hinanden, for at få luft. Hun kiggede på mig. 

"Harry?" 

"Ti stille Ash." Sagde jeg. En tåre løb ned ad hendes kind. 

"Du kan huske det?" Jeg smilte. 

"Jeg ved ikke hvorfor, men hele tiden er der bare små ting der dukker op. Problemet er bare, at jeg ikke altid ved om det er indbildning, eller noget som jeg rent faktisk kan huske." Hun lagde en hånd på hver min kind, og kyssede mig igen på munden. 

"Hvorfor har du ikke sagt noget før?" 

"Fordi jeg er bange for, at jeg ikke får min hukommelse tilbage, og alt det her er noget jeg bilder mig selv ind. Derfor vil jeg jo blive mega skuffet hvis det nu viser sig at være indbildning." Hun nikkede med hovedet. 

"Jeg forstår." 

"Men der er stadig rigtig mange ting, som jeg virkelig ikke kan huske." Der var lidt stille imellem os. 

"Syntes du ikke vi skal få skiftet din gips nu?" Spurgte hun. 

"Jo." sagde jeg. hun hjalp mig op og hjalp mig ind i bilen. Jeg spændte mig fast, og kort efter satte Ashley sig ind på føresædet. Vi satte kursen mod hospitalet. 

 

1. juni. 

Jeg var lige blevet færdig med at pakke min kuffert, da vi i aften skal flyve til Cardiff i Wales, hvor vi om fire dage skal starten tournéen igen. Jeg har virkelig kværket sangene igennem, da jeg ikke kunne huske vi har skrevet dem. Angående det med at huske, så er jeg begyndt at kunne huske nogle små ting. Jeg er begyndt at kunne huske nogle minder med drengene, og nogle af de oplevelser vi har lavet sammen. Jeg er begyndt at kunne huske nogle sange fra det album vi har skrevet sammen som hedder Take Me Home. Ellers så har jeg øvet og øvet set listen til On The Road Again Tournéen, hvor en masse af sangene består af sange fra det seneste album, som vidst nok hed Four? Men i hvertfald så er jeg så overlykkelige for, at der er noget som jeg kan huske. Min mobil ringede, og da jeg så det var Ashley tog jeg den. "Det Harry." 

"Hej Harry, det Ashley." 

"Hvad så?" 

"Jeg ville lige høre til hvordan det gik på sygehuset tidligere idag?" 

"Altså det så bedre ud, men det var ikke helet ordenligt." 

"Har du så stadigvæk gips på?" Spurgte hun. 

"Nej, det har fjernet gipsen, men jeg har fået sådan en støvle på, som jeg skal have på i 14 dages tid, og så skal de tjekke hvordan den ser ud. Men jeg må gerne gå på den, og jeg skal ikke bruge krykker, så det er altid en dejlig ting." Sagde jeg. 

"Det er jeg glad for at høre H" 

"Det er jeg skam også selv Ash." 

"Hvornår samler Paul dig op?" 

"Øhm, jeg tror han kommer ved en seks tiden og samler mig op." 

"Okay." svarede hun. 

"Hvordan kommer du hen til lufthavnen?" Spurgte jeg. 

"Min mor hun kører mig derud, så jeg er der ude ca. 1 time før flyet letter." 

"Okay, så ses vi der." 

"Ja, vi ses snart." Svarede hun. Jeg lagde på. Min ynglingsserie starter lige om 10 minutter, så jeg gik ud i køkkenet, for at lave en toast som jeg kan tage med ud i stuen. 

 

Håber I kunne lide kapitlet. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...