Fuck you Modest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2015
  • Opdateret: 22 sep. 2017
  • Status: Igang
Ashley og Harry har været venner, i den tid op til OTRA-touren. På kort tid, har de fået bygget et stærkt og solidt venskab op. Ashley var med til den første del af tournéen, som startede ud i Sydney. HERFRA ændrede alting sig. Modest havde set billeder af dem sammen, og medierne begyndte at tro at de var kærester. Harry har aldrig haft en kæreste i mens han har været bandmedlem i One Direction. Folk kalder ham for den arrogante sangtalent, fordi man tror han er for kræsen, siden han ikke har haft en kæreste i hele hans One Direction periode. Det vil modest lave om på. De giver Ashley og Harry et tilbud. Enten skal de være i et troværdigt forhold i offentligheden, ellers kan de sige farvel til hinanden i alt den tid, Harry er under deres magt.
Følg med i hvordan Ashley og Harry ville kunne komme igennem det hele. Hvordan har Ashley det med at blive genkendt over alt? Kan hun tåle alt det hate, og kan Harry holde mund for alle, selv hans 3 bedste venner Liam, Niall og Louis.

97Likes
160Kommentarer
247325Visninger
AA

63. Din Harry

Jeg nåede ikke længere end rundt om hjørnet. Jeg lænede mig op ad muren og gled langsomt ned af den, så jeg sad på huk. Jeg tog hænderne for mine øjne, og hulkede så meget, at jeg ikke kunne styre mine vejrtrækninger. Jeg har virkelig ikke lyst til det her. Jeg har ikke lyst til at være tvunget til at tage disse beslutninger. Jeg har ikke lyst til at tage hjem til London. Jeg har ikke lyst til at forlade drengene. Jeg har virkelig absolut heller ikke lyst til at forlade Harry, det gør så inderligt ondt. Hvad havde jeg dog også regnet med? Vi kan ikke prøve at være det perfekte par, når alt hvad vi gør og siger bestemmes af nogle andre? Vi ville aldrig nogensinde kunne få det almindelig og traditionelle kærlighedsforhold, som alle går og drømmer om. Der vil altid være Harrys karriere, som vil være hans første prioritet. Det ville også være umenneskeligt af mig, hvis han skulle vælge i mellem mig og hans fans. Ligemeget hvor meget jeg elskede Harry, så mener jeg virkelig, at det må være det bedst for os begge, at jeg tager hjem til London med det samme. Jeg tog mig sammen og fik rejst mig op. Uden at kigge tilbage, gik jeg længere og længere væk fra parkeringspladsen, hvor jeg havde efterladt en ødelagt Harry. 

Jeg kom endelig hen til hotellet efter en times tid. Hvorfor skal det også være så fandens svært at finde vej? Jeg var tvunget til at spørge om hjælp fra tre forskellige fremmede, som alle tre synes det var mærkeligt, at jeg ikke kunne finde hen til det bedste hotel i byen. Jeg kom op på mit hotelværelse. Harry var ikke til at se nogen steder. Bare han er okay. Jeg ønsker virkelig ikke, at der skal ske ham noget. Jeg satte mig i sengen og kiggede rundt i værelset. Det hele kørte rundt i mit hoved, så min hjerne var ved at eksplodere. Jeg kunne hele tiden se Harrys triste ansigt for mig, og det gjorde så inderligt ondt at vide, at det rent faktisk er min skyld. Var det overhovedet det rigtige jeg gjorde? Var det dumt af mig? Tog jeg virkelig den nemme løsning som Harry sagde? Men det er jo ikke nogen nem løsning at forlade den man elsker. Mine tanker blev afbrudt af en banken på døren. Er det Harry? Hvad gør jeg? "Kom ind." Sagde jeg før min hjerne havde tænkt det igennem. Flot Ashley! Jeg skyndte mig at fjerne mine tårer fra mine kinder. Døren gik op og ind kom Paul. 

"Hej det er mig." Sagde han. Jeg smilte til ham, selvom at smile er så svært lige nu. "Jeg hørte du kom hjem." Sagde han så.

"Ja, jeg lige kommet" Sagde jeg. 

"Okay, kommer de andre drenge også snart?" Gør de? Jeg troede allerede de ville være her.

"Ja det tror jeg." Svarede jeg tilbage. 

"Okay, godnat." Sagde han og gik igen uden jeg nåede at svare tilbage. Hvad gør jeg nu? Ville det ikke være mærkeligt at møde Harry ansigt til ansigt? Jeg kan simpelthen ikke blive her, jeg må simpelthen ikke ændre mening, det må jeg bare ikke. Jeg fandt min kuffert frem, heldigvis havde jeg ikke pakket særlig meget ud. De få ting jeg havde pakket ud proppede jeg i den igen, og efter 10 minutter var min kuffert pakket. Jeg tog den ned fra sengen, og trak den i håndtaget hen til døren. Jeg vendte mig rundt og kiggede rundt i rummet. Jeg kiggede på de par sokker Harry havde smidt på gulvet ved sofaen og den trøje som lagde i sofastolen. Jeg kiggede hen i det mini køkken der var, hvor der lå tallerkener i håndvasken. Jeg vil savne hans rod. Et lille grin forlod mine læber, og en lille tåre rendte ned af min kind. Jeg vil savne hvert eneste detalje ved ham.

"Farvel Harry." Hviskede jeg og gik ud af døren, og lukkede den stille igen. Jeg gik ned af den lange gang mod hotel udgangen. Heldigvis var der ikke nogen fans foran hotellet. Sikkert fordi de allerede vidste, at drengene ikke var på deres hotel lige nu. og sikkert også fordi klokken egentlig var blevet temmelig sent. Jeg stod på foretovet, hvor jeg fik vinket en taxi hen til mig. Jeg satte mig ind i den, og bad chaufføren om at køre mig hen i den anden ende af byen. 

 

Harry Styles' synsvinkel. 

Jeg gned mig selv grundigt i øjnene. Jeg satte mig op i sengen og kiggede rundt på mit ensomme hotelværelse. Solen skinnede ind i rummet, hvilket fuldstændig var ironisk for mit humør lige nu. Jeg forstår virkelig ikke hvilke tanker der gik igennem Ashleys hoved i går. Hvordan kan hun overhovedet tro, at det ville være bedst for os ikke at være sammen mere? Jeg elsker hende, og jeg ved hun elsker mig. Hvorfor så ikke være sammen? Da jeg kom hjem i nat, blev jeg så skuffet, da jeg fandt ud af, at hun havde pakket sin kuffert og havde forladt mig. Jeg vidste godt, at hun sikkert var taget af sted inden jeg kom hjem, men en lille del af mig håbede virkelig på, at hun stadig var her. Jeg ville bare gerne vide om hun var okay. Jeg fandt min mobil frem. 

*Ashley. Please du ikke forlade mig, kom tilbage vil du ikke nok? Jeg har brug for at vide, at du er okay. Kom tilbage og vi kan tale om det please? Jeg elsker dig, din Harry.* -Harry. 

En besked på nogle få sølle linjer virkede ikke af særlig meget, og det ved jeg også godt selv. Jeg ved virkelig ikke hvad jeg skal skrive for at overtale hende. "FANDENS!" Jeg kastede min mobil ned i gulvet. Jeg gad ikke engang samle den op, jeg kunne høre på den måde den landede på, at glasset var revnet. Godt det er en iphone, de virker nærmest hver gang, selvom skærmen flækker. Jeg tog et par løbebukser på og en sweatshirt på. Jeg er simpelthen nød til at køle ned med en løbetur. 

 

Louis Tomlinsons synsvinkel. 

Jeg sad og skypede med mine søskende inde på mit værelse. Ærligt, så savner jeg dem virkelig. De må gerne snart komme en tur herned. "Louis?" 

"Ja?" Sagde jeg og kiggede på dem igen. 

"Vi er nød til at gå." Sagde Phoebe. 

"Hvad skal i?" Spurgte jeg dem om. 

"Vi skal i skole nu. Det er tidligt om morgenen her henne jo." Sagde de og grinte. Selvfølgelig. 

"Nååår ja. Det er lige før i bare skal give op, i kan alligevel ikke blive lige så klog som mig."

"Vi er jo allerede klogere end dig Louis." Sagde Felicite. 

"I drømmer." 

"Vi ses Lewis." Sagde de i kor. 

"Vi ses piger." Sagde jeg og lagde på. Jeg lukkede min computer sammen og lagde den på natbordet, som stod lige ved siden af min seng. Det bankede på døren. Jeg rejste mig sengen og åbnede den og der stod Harry. "Hvorfor kom du ikke bare ind?" Spurgte jeg undrende. 

"Louis, jeg er nød til at snakke med dig, og det er kun dig der må vide noget om det." Jeg kiggede ham i øjnene. 

"Harry du gør mig lidt bekymret. Hvad er det du gerne vil snakke om?" Spurgte jeg undrende. Han plejer da aldrig at spørge om vi kan snakke, vi snakker da bare sammen. Det her må virkelig være virkelig alvorligt. Jeg kiggede ham i dybt i øjnene inden han svarede. 

"Modest." 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...