Fuck you Modest

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2015
  • Opdateret: 12 dec. 2017
  • Status: Igang
Ashley og Harry har været venner, i den tid op til OTRA-touren. På kort tid, har de fået bygget et stærkt og solidt venskab op. Ashley var med til den første del af tournéen, som startede ud i Sydney. HERFRA ændrede alting sig. Modest havde set billeder af dem sammen, og medierne begyndte at tro at de var kærester. Harry har aldrig haft en kæreste i mens han har været bandmedlem i One Direction. Folk kalder ham for den arrogante sangtalent, fordi man tror han er for kræsen, siden han ikke har haft en kæreste i hele hans One Direction periode. Det vil modest lave om på. De giver Ashley og Harry et tilbud. Enten skal de være i et troværdigt forhold i offentligheden, ellers kan de sige farvel til hinanden i alt den tid, Harry er under deres magt.
Følg med i hvordan Ashley og Harry ville kunne komme igennem det hele. Hvordan har Ashley det med at blive genkendt over alt? Kan hun tåle alt det hate, og kan Harry holde mund for alle, selv hans 3 bedste venner Liam, Niall og Louis.

97Likes
160Kommentarer
257357Visninger
AA

65. Alec

 

Louis Tomlinsons synsvinkel. 

"Come on Harry, det er den dårligste joke du nogen sinde har fyret af." Sagde jeg og grinte. Jeg kiggede på Harry som kiggede ned i hans fingre og flækkede ikke en eneste grimasse. "Harry jeg mener det, det her er simpelthen en alt for syg joke." Han løftede sit hoved og kiggede op på mig, imens hans stadig pillede med sine fingre. 

"Louis, det er ikke for sjov." 

"Så du mener ærligt, at jeg skal tro på, at dit og Ashleys forhold bare har været noget fake pis?" 

"Det var ikke pis." Sagde han og hævede stemmen. 

"Sagde du ikke lige, at det var Lisa fra vores mangement, som havde bestemt i to skulle være sammen? Så hvis det virkelig passer, så er hele det her forhold jo også bare fake, fake, fake." Det må du jo være, selvom de begge godt nok har været gode til at spille skuespil hele vejen igennem. 

"Louis jeg ved du sikkert er sur på mig for ikke have fortalt det til dig noget før. Men du må virkelig tro på mig når jeg siger, at jeg virkelig elsker hende og dette forhold ikke har været fake." Hvorfor har han ikke fortalt det her til mig noget før. 

"Harry. Dette er din sidste mulighed for at sige at det her er en eller anden syg joke." Sagde jeg og rejste mig fra sengen imens jeg tog hænderne op i håret. 

"Louis vil du ikke please slappe af og hører mig ud?" 

"Det her kan simpelthen ikke passe." Svarede jeg. 

"Louis det her ikke nogen syg joke. Vil du ikke godt sætte dig ned så jeg kan forklare dig det hele?" 

"Harry det her er fandme alvorligt, det må du da forstå!" Harry fór op så han næsten var helt oppe i ansigtet på mig. 

"Louis William Tomlinson! Sæt dig ned på den her lorte seng, så jeg fucking kan forklare dig hvad fanden der foregår!!" Jeg bryder mig virkelig om det her, jeg kan virkelig ikke lide den nye side af Harry jeg ser. 

"Harry fald ned! Jeg vil lytte på hvad du har at sige, men kun fordi du er min ven og jeg ikke kan lide denne nye side af dig, som du viser frem." Sagde jeg og satte mig ned på sengen igen med armene over kors.

 

Ashley Hales synsvinkel. 

Efter som føltes som flere uger, men som egentlig ikke engang har været et døgn, kunne jeg endelig træde ud af dette forfærdelig fly. Jeg har muligvis vænnet mig for meget til at rejse med drengene på first class. Jeg gik stille og roligt hen i mod min bagage, og jeg kunne allerede fornemme, hvordan folk begyndte at genkende mig. Jeg tog mine solbriller på, hvorfor skulle det også tage en evighed for min bagage? Nogle mænd begyndte at tage billeder af mig. Hvordan i alverden kan de allerede være her? Jeg kiggede på min mobil, for at lade som om, at det overhovedet ikke påvirkede mig, selvom jeg var ved at gå i panik. Endelig kom min bagage rullende på rullebåndet. Jeg var hurtig til at tage den. Jeg gik hen i mod udgangen, hvor en masse paparazzier stod helt tæt op ad mig. Var der virkelig så mange lige før? Jeg var så tæt på at græde, jeg tror faktisk der røg en tåre ned af min kind. Lige nu, der savner jeg Paul til at beskytte mig, eller jeg savner faktisk mere Harry. Jeg stoppede op, jeg kunne umuligt komme forbi. "Må jeg ikke nok komme forbi?" De blev ved med at tage billeder af mig, som om jeg bare var et følelsesløst objekt. "Please?" Ingenting. Der skete ingenting udover, at de fortsatte med at stå med mindre end en centimersafstand oppe i mit ansigt, for at tage billeder af mig. Jeg vendte lige så stille rundt, og begyndte at gå tilbage, der måtte være en anden udvej fra denne lufthavn. Inden jeg så meget nåede at tage fem skridt, kom en høj fyr med en kuffert hen til mig. 

"Kom." Hviskede han. Han fik mig vendt rundt, og vi gik hen i mod journalisterne. Uden for mange problemer, fik han os møvret igennem dem, utroligt. Han havde placeret sin arm rundt om mit lænd, imens vi gik med hastende skridt hen i mod udgangen. "Hvilken vej?" Spurgte han, da vi var kommet helt udenfor. Der stod også nogle journalister her ude, men ikke lige så mange som var bagved os. Jeg kiggede hurtigt rundt, og kunne ret hurtigt få øje på Stans bil, på den anden ende af parkeringspladsen. 

"Derhen." Sagde jeg og pegede. 

"Super, kom." Han begyndte at gå, imens han førte mig med. En masse af journalisterne råbte en masse spørgsmål lige ind i hovederne på os. Det var vildt ubehageligt. Jeg begyndte at fælde nogle flere tårer, og det var som om, at den høje, unge fyr havde opdaget det, fordi han begyndte at holde mig tættere ind til ham. Normalt ville jeg synes, at det ville være vildt ubehageligt hvis en fremmede kom og holdte om mig, men det synes jeg slet ikke det er nu. Vi nåede endelig hen til bilen, hvor Stand sad inde i. Jeg vendte mig rundt, og stod ret tæt op af det her fremmede menneske, da journalisterne nærmest pressede ham ind i mig, så jeg var presset helt op ad bilen. Det her kommer helt sikkert til at sprede rygter. 

"Tusind tak skal du have." Sagde jeg ikke alt for højt, da jeg ikke ville have at de andre journalister skulle høre det. 

"Selv tak øhhmm." Kiggede han på mig spørgende. 

"Ashley." Sagde jeg. "Mit navn er Ashley." Sagde jeg og grinte. Han smilte, wow hans smil var sødt. 

"Selv tak Ashley. Mit navn er forresten Alexander, men de fleste kalder mig Alec." Han så ret så sød ud. Han havde noget flot mørkt næsten sort hår. Han havde nogle flotte brune øjne, og så havde han da også nogle ret gode muskler. 

"Jeg må hellere komme videre. Jeg bryder mig ikke rigtigt om alle de her mennesker." Sagde jeg, og kiggede rundt på den flok som stod rundt om os. 

"Jeg må også hellere se at komme hjem." 

"Igen tusind tak." Sagde jeg og fjernede nogle af mine tårer. 

"Så lidt, skulle det være en anden gang." Jeg gav ham et hurtigt lille kram, og satte mig så ind i bilen. 

"Hey Stan." Sagde jeg. 

"Hey din lille lort." Sagde han. Da jeg kiggede tilbage ud af vinduet kunne jeg ikke se Alec mere. "Er du klar til at komme hjem?" 

"Så længe jeg kommer væk fra alle de har paparazzier, så er jeg glad." Sagde jeg og smilte til Stan. 

 

 

Jeg kom endelig hjem i mine forældres hus. Selvfølgelig var de ikke hjemme, det var ikke noget nyt. Jeg skrev en hurtig besked til min mor, for at høre om, hvor de var henne i verden. Jeg smed mig på sofaen, og surfede rundt på de forskellige kanaler. Der var ingenting som egentlig fangede mig, så det blev bare et eller andet random program. Jeg kiggede på min mobil, og så at jeg havde fået endnu en besked fra Harry. Jeg aner virkelig ikke hvor mange han har sendt til mig de sidste to døgn. Det er da utroligt. Jeg besluttede mig for at åbne den. 

*Hej Ash. Jeg ved godt, at du sikkert ikke ser denne besked. Eller også så vælger du at ignorerer den. Jeg vil bare sige, at jeg ikke giver så let op. Du ved jeg elsker dig, og jeg vil gøre alt for at vi kan være sammen igen. Måske har vi bare brug for lidt tid hver for sig, men jeg lover dig, så snart jeg er færdig med denne del af tournéen, så kommer jeg hjem, og så kan vi snakke om det hele? Jeg vil ikke miste dig på denne måde. Jeg savner dig, kan du ikke bare fortælle mig om du er okay?* -Harry. 

Selvom jeg godt vidste, at det højst sandsynligt virkelig var slut nu, så tænker jeg han fortjener at vide, at jeg er okay. 

*Hej. Jeg er okay. Jeg er tilbage i London, men du skal ikke komme! Det er bedst på denne måde, beklager for at såre dig så meget. Farvel Harry.* -Ashley. 

Det gjorde forfærdelig ondt, at sende ham den besked. Men jeg vil hellere selv afslutte det vi har sammen, end jeg vil lade Lisa kontrollerer vores liv. Det ville jeg simpelthen ikke kunne klare.

Efter et par timer med søvn,  kiggede jeg igen på min mobil. Jeg så til min store overraskelse, at Harry ikke havde svaret tilbage, men jeg havde fået en ny venneanmodning. 

 

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...