tomheden

De sidste par år har jeg prøvet at slå rødder så dybe, at jeg ikke vælter i modvind. Selvom jeg mangler et stykke vej endnu, har jeg lært at leve med at tomheden kigger forbi. // Bridrag til den utrolige historie om, valgmulighed 3.

10Likes
5Kommentarer
548Visninger

1. //

Tomheden har været min følgesvend, lige siden jeg var en lille pige, selvom jeg med en stump af selvtillid og vilje, har gjort alt for at undgå den. I tomheden ligger flere grundfølelser, som ikke er synlige for øjet, men alligevel spejler sig i mit tomme og glasklare blik; ensomheden, aleneheden og den gnavende fornemmelse i maven, som i nogle situationer gør mig ude af stand til at tænke klart.

 

Den lille pige i mig ønskede sig så inderligt at være meget mere end hun, og mange andre, egentlig magtede. Folk skulle se hende og mærke hendes nærvær. Ikke bare i de mange billeder fotograferne i fremtiden ville tage af hende, men også i hendes pletfrie personlighed. Sådan blev det også for en kort stund. Tomheden udviklede sig senere til depression, angst, massivt handlingslammelse og en hel masse andet, som jeg uden held prøvede at flygte fra. Jeg bristede ved tanken om de mange huller, følelsen lavede i mit system, og for ikke at mærke tomheden fyldte jeg hulrummet med mad.

 

Alt dette blev senere en jagt på at høre til et sted. Jeg følte mig hverken tryg eller tilfreds i mine omgivelser. Så som mange andre unge søgte jeg tilflugt hos ‘de dårlige selskaber’. Steder som baren på universitetet og undergrundsmiljøer i Københavns natteliv blev mit hjem for en kort tid, indtil mine lange ben og mit ellers kønne ansigt gik over stregen, og blev smidt væk. Hver eneste gang gav jeg mig selv skylden, så det blev lettere for skammen og tomheden at få mere plads til at danne et rungende ekko i mig. Jeg søgte tit en forklaring på, hvorfor jeg aldrig følte hjemve. Grunden var jo netop, at jeg ikke havde et rodfæstet tilhørsforhold, som jeg kunne læne mig op ad i kriser eller vanskelige episoder. Til trods for min mors påstande, havde alle mine bekendte en familie, som støttede dem, og de gik alle i vished om, at de til hver en tid kunne ringe hjem, hvis de kom i problemer.


De sidste par år har jeg prøvet at slå rødder så dybe, at jeg ikke vælter i modvind. Selvom jeg mangler et stykke vej endnu, har jeg lært at leve med at tomheden kigger forbi. Jeg har lært at minde mig selv om at verden står endnu, selvom tomheden springer ud af ingenting og kommer ind over mit liv, og griber hårdere fat end jeg magter. Jeg har lært at skelne mellem at miste fodfæste, bryde rodnettet og opleve verden styrte sammen. Tomheden vil komme rullende, men i mellemtiden skjuler jeg mig et trygt og godt sted, og selvom jeg falder i huller af tomhed i ny og næ, mens noget i tilværelsen truer med at falde sammen, ser det ud til at jeg vakler lidt i vinden indtil den blæser i min retning.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...