Skøjteprinsessen

En pige føler at hun skal være lige så god som sin mor.

6Likes
1Kommentarer
165Visninger
AA

1. Skøjteprinsessen

 

”Hvad i alverden var det for en optræden?! Hvor mange gange har jeg ikke sagt at du ikke skal ændre på rutinen? Du lavede de samme fejl som vi har rettet op på gentagende gange!” Han stoppede sit råberi et kort øjeblik, så han kunne få vejret. ”Du fortjener ikke engang en andenplads for det her! Du burde ikke engang kunne have kvalificeret dig til DM” Jeg smed skøjterne i tasken, og jeg nåede kun at se op, for blot at se ham smække døren til omklædningsrummet. Jeg kiggede ned på den skinnende sølvmedalje med et irriteret blik. Jeg begravede den nederst i tasken under alle mine ting, og stormede ud af døren ud til bilen.

Radioen var slukket på hele turen. Han kiggede ud af forruden, og ikke så meget som værdigede mig et blik. Den eneste lyd var motorens rumlen. En gang imellem kiggede jeg kort over på ham. Han havde den der rynke mellem øjenbrynene, som han kun får, når han er rigtig arrig. Det grå overskæg skulle have været barberet for flere dage siden, og hans tynde grå hår hang i fedtet totter, hvilket det gjorde hver gang jeg skulle til en vigtig konkurrence. Måske var det stresset. Måske var det bare sådan han var. Min far.

Bilen nåede knap nok at stoppe i indkørslen før jeg sprang ud, og spænede ind ad døren, og hele vejen op af den snævre, stejle trappe, der førte op til mit værelse. Jeg lukkede døren, låste den og smed mig på sengen. Sportstasken stod stadig på gulvet, og ventede på at jeg pakkede det svedige tøj ud. Jeg kiggede fortabt rundt i mit værelse, og fik øje på de glitrende trofæer, som nærmest stirrede modløse tilbage på mig. Var der overhovedet en pointe? Jeg kunne høre min far rumstere nedenunder. Sikkert i køkkenet, hvor han gjorde klar til denne dags aftensmad. Jeg skulle nok ikke forvente gourmetmiddag efter min præstation i dag, men snarer en frysepizza… Eller andet godt fra frysedisken. Jeg rejste mig fra sengen, og begyndte at pakke min taske ud. Jeg fandt sølvmedaljen i bunden af tasken. Jeg knugede den i hånden inden jeg kylede den i skraldespanden. Jeg samlede ikke på sølv, kun på guld. Det var i hvert fald, hvad min far plejede at sige. Min mor havde også kun fået guldmedaljer, dengang hun skøjtede. Jeg kiggede hen på billedet af hende, som hang mellem mine trofæer. Hendes skøjtedragt glitrede, og bare af at se på billedet, kunne man fornemme hendes elegance. Det var mange år siden det billede blev taget.

”MAD!” råbte min far, og jeg blev revet ud af mine tanker. Jeg listede mig forsigtigt nedenunder, og forventede et nyt raserianfald. Det kom ikke. I stedet var der total stilhed. Min far kiggede kort på mig, med et skuffet blik, hvorefter han gik ind i stuen med sin tallerken. Jeg sukkede og tog en anden tallerken i skabet og et stykke af den slaskede, optøede frysepizza. Jeg satte mig ned ved bordet, og begyndte at spise. Jeg kunne høre Tv’ets sagte summen. Pizzaen smagte tør og trist.

Jeg tog mod til mig, og sagde ”Jeg skal nok gøre det bedre næste gang far”. Der gik en rum tid før han svarede, og det var lige før jeg troede, at han bare ville ignorere mig.
”Jeg håber også bare, at du selv er skuffet” svarede han. Jeg kunne mærke gråden presse på, da jeg stille nikkede. Hvorfor kunne jeg dog ikke bare være bedre?
”Jeg fatter ikke, at du ændrede på rutinen. Vi har snakket om det tusind gange før, og alligevel vælger du at gøre sådan en åndssvag ting” fortsatte han irriteret. Jeg kiggede ned på min frysepizza, som nu bare lignede et stykke snasket pap. Jeg stikkede lidt til den, og fremstammede et sagte ”undskyld”.
”Undskyld er bare ikke godt nok! Undskyld vinder ikke førstepladsen. Undskyld vinder ikke guld” svarede han. Han rejste sig op, satte sin tallerken på køkkenbordet, og vendte sig om for at gå. 
Men lige inden han gik, drejede han hovedet og sagde over skulderen, ”Din mor ville have været skuffet over dig.”, hvorefter han gik ind i stuen, hvor han satte sig foran tv'et.

Tårerne begyndte at trille stille ned af mine kinder, og jeg stormede op på mit værelse. Jeg smed mig på sengen, og mine tårer gjorde puden våd. Min far havde ret; min mor ville have været skuffet over mig. Jeg blev nødt til at gøre det bedre næste gang. Jeg blev nødt til at gøre min mor stolt. Ud af øjenkrogen fik jeg øje på det indrammede billede af min mor, som lavede en perfekt triple-piruette på isen. Hun så så elegant ud i sin smukke dragt, som skinnede som tusind stjerner. Jeg havde altid ønsket mig at være lige så god som hende.

Jeg kravlede ind under min seng og fandt en støvet kasse frem. Jeg åbnede låget og fandt en hvid, lidt slidt, pose, hvori min mors gamle skøjter lå i. Jeg vidste, hvad jeg måtte gøre nu. Jeg tog skøjterne i hånden. Mit hjerte hamrede med 100 km/t. Jeg listede lydløst ned af trappen. Jeg håbede mine skridt ikke kunne høres over fjernsynet. Jeg kiggede ind i stuen, og så at min far stadig var optaget af fjernsynet. Jeg var så tæt på hoveddøren. Et par skridt mere, og så ville jeg være fri. Jeg åbnede døren, helt forsigtigt, og gik ud i mørket. Mørket omsluttede mig, og gjorde mig usynlig for alles øjne. Jeg satte i løb mod den frosne sø.

Da jeg nåede søen kunne jeg næsten ikke få vejret. Jeg satte mig i sneen, og bandt mine skøjterne. Sneen var dyb, og søen burde være frossen, da der havde været frost i de seneste nætter. Jeg tog en dyb indånding for at klare hovedet. Jeg tog to skridt, og var derefter ude på isen. Jeg skøjtede og skøjtede. Jeg vidste ikke, hvor lang tid jeg øvede, men kun, at jeg var bedre end nogensinde før. I dette øjeblik var jeg lykkelig, og følte mig tættere på min mor end jeg havde gjort i flere år. Jeg huskede tilbage på billedet af min mor, og tog tilløb. Jeg mærkede vinden på min kind, idet jeg fløj gennem luften. Jeg følte, at jeg fløj gennem luften i flere minutter. Jeg havde for første gang lavet en perfekt triple-piruette ligesom min mor. Jeg landede hårdt på isen, og hørte et højt knæk under mig. Kulden omfavnede mig, og jeg sank langsomt ned i dybet. Jeg kommer nu mor.

 

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...