Afhængig

..

1Likes
2Kommentarer
163Visninger

1. Afhængig

Jeg stod i gyden bag ved Brugsen. ”Hallo” svarede mor. ”Hej mor, jeg har dårligt nyt” svarede jeg med skælvende stemme. ”Hvad er der dog sket Dopper?” sagde min mor med bekymring i stemmen. ”Jeg har sagt mit job op” sagde jeg i en kold tone. ”Jamen Dopper skat, du var jo ellers så glad for dit arbejde i Brugsen”. ”Det er en lang historie mor”, sagde jeg. ”Jeg har masser af tid skat”, svarede hun, selvom jeg vidste, at hun altid havde travlt på arbejde.

Jeg huskede tilbage til samme morgen, da jeg mødte ind på arbejde klokken halv otte. Som sædvanlig gik jeg ned til mit skab i kælderen, tog min Brugsen - skjorte på og rettede på mit slips. Jeg husker at jeg tænkte, at det ville blive en god dag. Det er det som regel når Perle er på arbejde. Jeg gik ud af omklædningsrummet, mens jeg tog et hurtigt glimt i spejlet. Jeg gik i gang med min sædvanlige morgenrunde, hvor jeg stillede varer på plads. Jeg kunne mærke sveden pible frem, selvom jeg frøs. Butikken var helt tom, bortset fra Tommy, der havde morgenvagten med mig. Da vi stillede blomsterne frem udenfor, spurgte Tommy ind til mine rystende hænder. Jeg undrede mig over hvorfor han syntes det var noget særligt, når vi nu var i december måned. Jeg kan huske, at han jokede med, at jeg ville ryste alle blomsterbladene af stilken. Jeg smilte bare og tænkte på Perle. Blomsternes friske duft mindede mig om hendes søde parfume. Jeg inhalerede skarpt. Perle burde være her om en halv time nu.

Jeg gik indenfor med Tommy og vi satte os bag hver vores kasse. Flere medarbejdere var mødt ind. Gamle fru Nielsen kom ind og skulle have sine sædvanlige Kings. Jeg gav hende pakken, men hun kiggede misbilligende på mig. Jeg havde givet hende en pakke Prince. Jeg undskyldte og fortalte hende, at jeg ikke havde fået meget søvn i nat. Hun sludrede videre om ungdommens et – eller – andet, jeg hørte ikke efter. Jeg kiggede på uret. Jeg kunne ikke helt tolke hvad klokken var, men det føltes som om der var gået en evighed. Perle burde være her nu. Hun ville sætte sig i kassen over for mig. Hendes lange, lyse hår ville skinne i skæret af lysstofrørene. Så ville hun afsløre sin perfekte perlerække af tænder, som ville gøre mig blød i knæene. Jeg følte mig utålmodig, og kunne ikke forstå hvor hun blev af. Mit hjerte bankede hurtigere. Nanna var nu dukket op. Hun tog Perles plads bag kassen. Jeg kunne mærke en vrede stige op i mit hoved, og jeg kunne høre blodet suse i mine ører. Jeg brød mig egentlig ikke særligt meget om Nanna. Hun kiggede altid ondt på Perle og snakkede grimt om hende. Jeg så hende som en domstol, der for en hver pris skulle undgås. Men de andre medarbejdere kunne åbenbart bedre lide Nanna end Perle. Dette havde jeg aldrig forstået. Tommy var endda kærester med hende. Der var dog noget helt særlig ved Perle. Hun gjorde mig rolig og gav mig fornyet energi. Jeg følte mig lykkelig i hendes nærvær. Vi havde arbejdet sammen i Brugsen i 4 år, og jeg længtes efter hende mere og mere når jeg ikke var i nærheden af hende. Hun er i mine tanker dag og nat, så jeg har altid svært ved at sove eller fokusere på noget som helst andet. Jeg droppede også gymnasiet til fordel for et fuldtidsarbejde i Brugsen, så jeg fik mere tid med Perle.

Strømmen af kunder blev større nu. Jeg var desperat efter Perle. Kunderne kiggede underligt på mig når jeg betjente dem. Nogle kommenterede min blege hud, men jeg gryntede som svar. Andre sagde at jeg skulle sidde mere stille, men det gjorde blot kløen i mine hænder værre. Jeg troede jeg var ved at få feber, hele min krop værkede.

Efter en uendelighed fik jeg endelig lov til at komme væk fra kassen. Jeg gik ud på lageret, hvor jeg satte mig mellem de store paller med varer. Jeg følte mig lille og magtesløs. Kunderne tog hårdt på mig. Jeg havde ingen tidsfornemmelse, men det føltes som jeg kun var der et par minutter. Da jeg kom op var der endnu mere travlt i butikken. Tommy fik øje på mig og løb hen til mig. Han så stresset og vred ud. Jeg havde åbenbart være væk i længere tid end jeg havde troet. Han kommanderede mig til at åbne en ny kasse. Flere sten. Færre perler.

Min feber blev værre. Kunderne forvandlede sig til hvepse, summende, larmende. Jeg blev stukket. Jeg kunne ikke holde det ud længere. Jeg bankede mine næver ned i kasseapparatet, men jeg kunne ikke mærke nogen smerte. Jeg skubbede mig væk fra kasseapparatet. Alting virkede blegt og sløret. Feberen steg mig til hovedet, ingen ting gav mening længere. Luften føltes tung omkring mig. Jeg kunne ikke bære det længere, jeg befandt mig i et inferno, som ingen ende havde. Jeg fumlede hen til kontoret, og maste mig igennem mængden af hvepse. Deres summen steg til et crescendo. Min chef sad bag sit skrivebord. Han kiggede ikke engang op. Jeg sagde til ham, at jeg blev nødt til at holde pause, men han mente, at jeg allerede havde haft en alt for lang én. Det føltes som en evighed før han kiggede op på mig. Jeg har brug for at du er ekstra effektiv indtil vi finder en ny medarbejder, sagde han til mig. Jeg var uforstående. Perle arbejder her ikke længere, sagde han. Jeg rystede på hovedet. Det kunne ikke være sandt. Jeg kunne mærke en boblende latter i min hals, som jeg ikke kunne undertrykke. Det gik sort for mig. Pludselig var det som om jeg vågnede op fra en døs, jeg opdagede at alle kunderne og medarbejderne kiggede på mig. Nanna gloede på mig med sit dømmende blik. Hvepsenes summen var ophørt. Jeg kiggede ned ad mig selv og så, at jeg var smurt ind i yoghurt. Der lå spildt mælk, æg og frugtyoghurt ud over det hele. Svineriet var min skyld. Jeg kunne se chefens mund bevæge sig og hans skaldede hoved var helt rødt af raseri. Jeg hørte ikke et ord af hvad han sagde, men en ting var jeg sikker på: jeg sagde, at han kunne rende mig. Hvepsenes summen vendte stille tilbage. Jeg skyndte mig ud af forretningen uden at se mig tilbage.

”Dopper?”, min mors stemme trak mig ud af mine tanker. ”Bare glem det. Jeg er hjemme om en halv time”, sagde jeg til min mor. Jeg lagde på. Manden stod utålmodigt henne ved de store containere. En bleg, spinkel gut kom gående mod mig fra hans retning. Da han passerede mig, bemærkede jeg hans tomme blik. Han trak tilfredst på smilebåndet. Jeg lagde telefonen i lommen, tog en dyb indånding, og gik hen til manden. 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...