heldet er aldrig med mig. the hunger fanfiction

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 15 sep. 2015
  • Opdateret: 7 okt. 2015
  • Status: Igang
denne historie er om den 15 årige pige fra distrikt 12 som bliver trukket for det årlige hunger games. sammen med hendens kæreste på 17 år.


^^^^^^jeg undskyler nu for min dårlige tegnsætning. prøv at ikke tænker på det, men selve historien ^^^^^^^¨¨¨

1Likes
1Kommentarer
211Visninger

1. Oliver.

 jeg går ned af den lange snorede vej der fører fra skolen hen til vores hus, i morgen kan mit navn blive trukket og mit liv ændret markante. men det må ikke ske aldrig nogen sinde, men det kan jo være det samme som hvis han bliver trukket, det må han ikke. jeg snøfter og han vender sig mod mig og tager mit ansigt i hans hænder før han kysser mig.

"det bliver ikke dig, mig eller Liva " siger han efter kysset. Liva må det ikke blive heler ikke blive, det er hendes første år 12 år gammel og allerede i fare for at blive trukket og dø i arenaen. hun ville ikke kunne holde en uge der inde, søde lille Liva som ikke gør noget fortræd og er bange for sin egen skygge. når jeg ser angsten i Olivers øjne er jeg både bange for hendes liv men også lettet over at der går 3 år før mine tvillingesøster, Silja og Thila skal være med. jeg nikker mod Oliver, hans blik er sørgefyldt, men med god grund. vi er endeligt noget frem til mit hus. vi kysser farvel og jeg går ind i huset. hvor jeg sætter mig ved køkkenbordet og begynder at lave de lektier vi har for til i overmorgen.

min mor sætter en dampene gryde på bordet foran os uden at sige et ord. det ellers så muntre køkken er dødstille selv kuk-uret som mor avende fra hendes mormor. vi spiser vores mad i stadig stilhed, en suppe med grønsager og kyllingstykker, fra en af vores høns i vores lille have. vi var så heldige at vi havde en lille have. da alle er færdige med at spise hjælper jeg min mor, med opvasken som normalt, Silja og Thila fejer og tørre op efter os. det samme gamle sang vær dag men alligevel følelse denne dag altid meget anerledes. da mørket falder på lægger jeg mig op mod mine søstre, vi sover alle tre i samme seng i vores lille værelse ved siden af stuen, jeg kører hånden ind Siljas hår og fadler i søvn.

om morgen gør vi os klar, mor har fundet en flot lyserød kjole frem, jeg har aldrig set denne kjole før, det må have været fra hendes unge dage. jeg smiler og tager kjolen på, mor sætter mit hår en en stram knold i nakken. vi spiser en lille morgenmad, for når vi har været det hele igennem skal vi have et festmåltid med Olivers familie og fejer at det ikke blev os der blev trukket, men et sted i her i byen vil de rulle gardinerne ned og prøve at vende sig til at de måske ikke ser deres børn og søskende igen.

vi vandre gennem byen og når tovet, et ellers så hyggeligt, er nu så mørkt og dystert. pigerne går med mor og far der hvor de skal stå og jeg hjælper Liva gennem det hele som jeg har lovet Oliver. blodprøven er nok det sværeste for hende. derefter viser jeg hende hvor hun skal stå og går hen til min plads, den laange kedelige tale føles som en evighed. så jeg finder Oliver, han smiler og laver et tak tegn med munden. jeg smiler, Effie Trinket som er 12 årlige ledser kommer hen til bowlen med pige navne. som normalt siger hun 

"Pigerne først" det er ikke Liva det må det ikke være, ikke hende, alle andre en hende, og det er det ikke " Erica Berina" 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...