En Flænge

...

3Likes
1Kommentarer
230Visninger

1. En Flænge

”Prøv at fortælle mig præcis hvad der skete? ” Psykologen kigger forstående på mig. Men jeg vidste godt at hun aldrig ville forstå det, ingen forstår det. Jeg havde været her så mange gange før, men uden nogen fremskidt. De var dukket på et par måneder før, først havde jeg været skræmt. Men hurtigt havde jeg indset at de var harmløse, de nærmede sig aldrig eller prøvede at kontakte mig. De var der bare. Jeg begynder at fortælle. Det havde været en god dag. Jeg var på vej hjem fra en 18’års hos en fra klassen. Jeg havde ikke helt tjek på klokken, jeg var bare gået da festen døde. Det havde været en god fest, indtil fødselsdagsbarnet havde knækket sig. De andre havde taget bussen, men jeg havde min cykel med, og der var ikke så langt hjem. Det var en kold men stjerneklar aften, og jeg kan huske, at jeg frøs en smule i min korte kjole.

Psykologen kigger fraværende ud af vinduet. Jeg tænker på om hun overhovedet hører efter. Jeg stopper midt i en sætning uden at tænke over det. Psykologen kigger op. ”Hvad skete der så? ” Hun kigger lidt på mig: ”Er det svært at tale om? ” Jeg overvejer det lidt. På mange måder havde den aften ændret mit liv. Mine forældre diskuterede slet skjult om de troede at jeg nogensinde ville komme mig helt. ”En smule. ” Siger jeg: ”Men det er okay, jeg kan godt fortsætte. ” Jeg fortsætter hvor jeg slap. Jeg var cirka nået en tredjedel at vejen hjem, da jeg lagde mærke til dem. De var blevet mere nærgående på det seneste, men jeg vidste ikke hvorfor. Jeg var nået landevejen og de tre skygger kom mod mig. De havde aldrig været så tæt på før. Noget virkede anderledes. Mit hjerte begyndte at pumpe hårdere. Frygten for dem var vendt tilbage. Jeg standsede cyklen. Skulle jeg vende om? Jeg vendte cyklen og begyndte at cykle tilbage af landevejen. Jeg kiggede mig over skulderen, selvom jeg cyklede så hurtigt jeg kunne, blev de ved med at hente ind på mig. Alt jeg kunne tænke på var hvad de ville mig. Hvorfor havde de forfulgt mig så længe? Hvorfor nærmede de sig først nu? Hvad skulle der ske?

Jeg stopper igen. Mine tanker er et kaos. Jeg ved ikke om jeg er i stand til at fortælle resten. Jeg begynder at ryste. Kan jeg fortælle hende det? Hun prøver at skabe øjenkontakt, men jeg lader mit blik vandre. Jeg har ikke lyst til at nogen skal vide hvad der skete den nat, men jeg ved også godt at jeg ikke kan blive ved med at gå med det alene. Jeg trækker vejret uregelmæssigt og begynder at fryse. ”Skal vi vente til næste gang med resten? ” Jeg svare hende ikke, jeg ved ikke hvorfor jeg er så svag at jeg ikke er i stand til at fortælle hende det. Hun kigger på mig med sine forstående blå øjne: ”Det er flot at du er nået så langt. ” Men det ikke flot, for det er ikke det hele, selvom det er det tætteste jeg nogensinde er kommet på at fortælle det.  Jeg bliver nødt til at prøve. Jeg bliver nødt til at gøre det færdigt. Jeg bliver nødt til at stole på hende. Men det er svært at fortælle, for deres ansigter er slørede ligesom selve hændelsen. Det var som om de var overalt på mig, men jeg kunne ikke mærke dem røre mig. Det var som jeg var følelsesløs. Stirrede bare op på stjernerne med vidt åbne øjne. Skyggerne havde indhentet mig og det var for sent. Jeg kunne ikke komme tilbage, det vidste jeg… Jeg kan ikke huske hvordan jeg kom hjem. Det var som om jeg bare pludseligt stod foran døren til mit hjem og ringede på. Min mor kom træt ud. Hendes ansigtsudtryk gik fra træt til forfærdet. ”Min lille skat! Hvor kommer blodet fra? Hvad er der sket? ” Men jeg kunne ikke fortælle hende det.

Jeg kigger tomt ud at vinduet. Det var sket. Jeg havde fortalt hende det hele. Udenfor svajer en gren i vinden. Det virker så fredfyldt, og helt i modstrid med mine følelser. Gid jeg kunne være så fredfyldt, men det virker bare så langt væk. Et ansigt toner stille frem bag vinduet, til at starte med kan jeg ikke genkende det. Men så kommer det tilbage til mig. Mit blik flytter sig til psykologen der tilsyneladende ikke har opdaget noget. Jeg kigger tilbage på vinduet. Jeg gyser, jeg kan ikke klare hvis det skal ske igen. Tanken overvælder mig og jeg begynder at skrige. Psykologen kigger forskrækket på mig: ”Hvad sker der? ” Hun følger mit blik mod vinduet. Jeg kan se hun ikke ser dem. Men hvorfor?   

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...