One Crush - One Boy

  • af
  • Aldersgrænse:
  • Publiceret: 14 sep. 2015
  • Opdateret: 19 okt. 2015
  • Status: Igang
Alma James, er navnet på den, lid speciel, teenager, der bor i Paris med sin lykkelige familie. Men? Vare lykken ved? Hvad vil de nye problemer gøre ved Alma? Kan fyren med de smaragd grønne øjne, og de flotteste krøller, hjælpe hende? Eller kommer hun så langt ud at hun ikke kan bunde?

3Likes
2Kommentarer
473Visninger

3. 3.

 

- Hvad!? Skreg jeg mens jeg hurtigt rejste mig op, ja måske lidt for hurtigt, for stolen landede på gulvet med et brag. Jeg så forfærdet på min mor og min far. - Det kan i virkelig ikke mene!? Hvad så med os? Hvordan, hvorfor, hvad!? Ja.. jeg indrømmer det, jeg overreagerede måske en lille smule.

Uden, endelig at få et svar, stormede jeg op på mit værelse, vel viden at min mor kaldte efter mig. Jeg smækkede døren så hårdt i at det rystede i hele hytten. Jeg stoppede hurtigt op da jeg hørte noget der ramte gulvet ude på gange, samtidig med at et glas blev knust. 

En pludselig skyldfølelse over at have reagerede sådan ind over mig. De kunne vel ikke gøre for at deres følelser ikke stemte over ens mere? Kunne de?

Jeg åbnede stille døren til gangen, og gik hen mod den lille trappe der førte ned i stuen. Jeg sukkede lydløst før jeg tog turen ned af trappen, men til mit uheld, så ikke på gåben, nej jeg tog trappen på røven ned. AV! jeg bandede lidt over mig selv, rejst mig op og fortsatte ud i køkkenet, hvor jeg vidste, håbet, at de ville side. 

Ret, det fik jeg, men jeg kunne undgå at la et lille grin slippe ud over mine læber, da jeg så Anthony's ansigts udtryk, jer okay, de må ligesom ha hørt mit lille stunt. 

-Undskyld.. Mumlede jeg stille mens jeg bare blev stående i døren. Jeg havde ikke rigtig lyst til at sætte mig ned, af to grunde. For det første vil min røv nok gøre ekstremt ondt, mere end den gør i forvejen, og for det anede, vil jeg altså ikke se mere skrøbelig ud end jeg allerede gjorde.. det var altså ikke helt normalt, at jeg kom tilbage, efter at have haft sådan et lille flip udbrud. 

Jeg lænede mig op af dørkarmen, og kiggede ned i jorden, jeg havde helt ærligt ikke lyst til at se min far, mor, eller for den sags skyld Anthony, i øjne lige nu... De skulle for guds skyld ikke se mig med tåre i øjne.

En tid var der tavshed, så meget tavshed, at det var til at dø over. Jeg hader akavet situationer. Jeg ventede sådan set bare på at en af dem gad at afbryde stilheden. 

Til mit store held, rede Anthony mig. Han rømmede sig kort, inden han stillede det spørgsmål, som jeg vidste at vi begge sad inde med. -Hvorfor?

----------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------------Sry, jeg ved godt 1D ik' er kommet ind i min historie endnu, men det skal de nok komme, tro mig! <3

Giv et like så er i super nice! (Er i sku allerede!) 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...