Medborgerskab, Krig, Busserne og Agnete

Året er 1945.
Krigen er ved at nå sin slutning.
Jeg hørte om en stor aktion som skulle bringe de skandinaviske fanger hjem og jeg ville hjælpe. Jeg ville hjælpe med at få fanger hjem og i sikkerhed. Jeg var ikke et sekund i tvivl.
Min familie og mine bekendte var ikke begejstret for at jeg tog af sted, men de kunne ikke stoppe mig. Jeg ville ned og hjælpe, koste hvad det vil.
Som vi kom tættere og tættere på den dansk-tyske grænse, blev jeg dog i tvivl. For kunne jeg gennemføre dette? Kunne jeg klare at se alle de mennesker lide og være vidende til at der blev efterladt en del? Det skulle komme an på en prøve.


//Dette er mit bidrag til den historiske skrive konkurrence om De Hvide Busser

//Det nye cover er tegnet af mig selv

2Likes
0Kommentarer
408Visninger
AA

9. Kapitel 9

Vi kørte ind over grænsen til Danmark.

Folk i bussen kiggede ud af vinduerne og smilte stort.

Deres smil lyste hele bussen op og man blev helt glad indeni. Hvordan kunne man undgå at blive glad, når man så andres glæde og man vidste at man var med til at give dem den glæde?

Jeg smilte også, for det var fantastisk at være hjemme i Danmark igen. Vi var nu forholdsvis sikker på ikke at blive beskudt fra oven.

”Agnes?” spurgte jeg forsigtigt, da jeg så at Agnes ikke var vågnet op for at se os køre over grænsen.

”Agnes?” spurgte jeg igen, denne gang lidt højere.

Jeg ville ligge min hånd på hendes, men i det øjeblik jeg rørte hende, trak jeg hurtig min hånd til mig igen.

Agnes’ hånd var kold. Det var hendes pande også.

”Hans!” kaldte jeg.

Jeg forsøgte at lade være med at tiltrække mig for meget opmærksomhed fra de andre. Jeg ville ikke ødelægge deres glæde, ved at tiltrække mig opmærksomhed ved at Agnes var kold.

Hans tog pulsen på Agnes og stod der i hele tyve sekunder. Bagefter lyttede han efter et åndedrag og der ventede han også i tyve sekunder.

Hans vendte sig rundt og så på mig med et sørgmodigt ansigt. Han rystede hovedet.

”Er… Er… Er hun…?” hviskede jeg stammende, uden at kunne afslutte sætningen.

Hans nikkede.

I det øjeblik Hans bekræftede min frygt, stoppede alting rundt om mig.

Glæden som der var lige før, blev suget ud af mig og omgivelserne og jeg mærkede hvordan tårerne trillede ned af mine kinder og gjorde dem våde.

I starten trillede tårerne egentlig bare ned af mine kinder og jeg sagde ikke noget. Så begyndte tårerne trille endnu hurtigere ned af mine kinder og jeg snøftede voldsomt.

Et par stærke og trygge arme vendte mig om og jeg begravede mit hoved i Hans’ skulder.

Jeg blev sur, sur over at andre mennesker kunne behandle folk på sådan en forfærdelig måde, at de kunne ende med at gå bort. For hvordan kunne man gøre det? Hvordan kunne man behandle andre mennesker så forfærdelig?

Jeg ved godt at de skandinaviske fanger var blevet behandlet godt nede i lejrene, men stadig… De var blevet behandlet umenneskeligt.

Jeg trak mig langsomt væk fra Hans og tørrede mine klistrede kinder med håndryggen. Jeg fandt et lille stykke lommetørklæde og pudsede min næse deri.

Jeg strøg mine fingre let over Agnes’ pande og kinder og sukkede.

”Hvorfor er det altid de gode mennesker?” spurgte jeg til dem som hørte efter.

”Fordi livet ikke altid er som vi ønsker det,” lød det fra glædeløs fra Hans.

”Men det gør det jo ikke nemmere,” sukkede jeg og lukkede mine øjne.

Jeg håbede på at når jeg åbnede øjnene igen, så ville Agnes sidde op og spise en lille portion havregrød og fortælle en historie fra hendes barndom. Men så heldig var jeg ikke.

”Her,” hviskede Hans og gav mig et hvidt klæde.

Jeg dækkede Agnes’ ansigt, mens tårerne begyndte at trille ned af mine kinder igen.

”Du vil blive savnet,” hviskede jeg inden hendes ansigt blev helt dækket til.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...