Medborgerskab, Krig, Busserne og Agnete

Året er 1945.
Krigen er ved at nå sin slutning.
Jeg hørte om en stor aktion som skulle bringe de skandinaviske fanger hjem og jeg ville hjælpe. Jeg ville hjælpe med at få fanger hjem og i sikkerhed. Jeg var ikke et sekund i tvivl.
Min familie og mine bekendte var ikke begejstret for at jeg tog af sted, men de kunne ikke stoppe mig. Jeg ville ned og hjælpe, koste hvad det vil.
Som vi kom tættere og tættere på den dansk-tyske grænse, blev jeg dog i tvivl. For kunne jeg gennemføre dette? Kunne jeg klare at se alle de mennesker lide og være vidende til at der blev efterladt en del? Det skulle komme an på en prøve.


//Dette er mit bidrag til den historiske skrive konkurrence om De Hvide Busser

//Det nye cover er tegnet af mig selv

2Likes
0Kommentarer
402Visninger
AA

8. Kapitel 8

Det var tidlig eftermiddag og vi havde næsten nået Danmark.

Solen skinnede og alle så frem til at vi kunne gøre holdt. Specielt os frivillige.

I løbet af turen op til Danmark, havde vi mødt nogle tyske fartøjer og et par Tifere, bombefly. Der var dog ikke sket noget og det var vi taknemmelige over.

    Agnes tilstand var blevet værre. Hendes hosten var stadig voldsomt, men hun var nu begyndt at få åndenød.

Vi vidste ikke hvad der var galt med hende og hun ville ikke selv fortælle hvad hun troede det var.

”Agnete?” lød det svagt fra Agnes.

Jeg gik over til Agnes og var ved at falde, da bussen kørte i et hul.

”Ja?” spurgte jeg smilende, da jeg endelig var kommet sikker over til Agnes.

”Hvor lang tid er der til vi er i Danmark?” spurgte Agnes fraværende.

”Det ved jeg ikke. Hvorfor?” spurgte jeg. ”Er der noget galt?”

Agnes rystede på hovedet. ”Jeg vil bare gerne se Danmark inden jeg dør.”

Jeg vidste ikke helt hvad jeg skulle svare til det. Hvad kunne man sige?

”Bare rolig, Agnes,” lød det fra en stemme bag ved mig. ”Vi vil ikke give slip på dig før om tyve år. Så bare rolig, du når at se Danmark.”

Jeg vendte mig om mod Hans med et taknemmelig smil.

”Så lidt,” hviskede han så lavt at jeg knap nok kunne høre det.

Bussen kørte langsomt videre og jeg satte mig ned og hvilede.

Jeg havde næsten ikke holdt en hvilepause siden vi forlod Tyskland. Mine ben og fødder var begyndt at blive ømme og jeg begyndte at få hovedpine af manglende søvn.

Der lød en småsnakken fra nogle af de frivillige og andre, ligesom mig, havde sat sig ned for at få lidt hvilen.

Vores patienter sov eller skrev breve til familiemedlemmer.

Lyden af blyant som blev skrevet med på papir blandede sig med dybe vejrtrækninger og den lave småsnakken. Motoren brummede let, fuglene sang og vinden raslede i træerne. Man kunne ikke høre fjerne skud eller de såkaldte Tifere. Alt åndede fred og ro.

Det var dejlig fornemmelse at man kunne hvile uden at frygte for sit liv. Man blev helt glad af freden og solen som skinnede ind i bussen, gjorde det hele meget bedre.

Men, freden kunne ikke vare for evigt.

Jeg havde hvilet i fem minutter, da en velkendt hosten får mig op at stå.

Det var Agnes og hun hostede og havde åndedrætsbesvær.

Der kom en læge hen for at hjælpe og med fælles hjælp fik vi Agnes op at sidde.

Agnes fik det værre og værre og til sidst kunne hun næsten ikke trække vejret.

Agnes klarede den heldigvis. Hun hostede stadig, men det var ikke særligt slemt. Ikke nu hvert fald.

Jeg smilte til hende og hun smilte tilbage.

”Sig mig, Agnete,” begyndte Agnes og hostede en smule mere, ”hvorfor tog du af sted? Hvorfor sætte livet på spil, når du er så ung?”

”Det ved jeg ikke,” svarede jeg.

”Ved du det ikke?” spurgte Agnes forbløffet.

”Jeg troede at jeg vidste hvorfor jeg tog af sted, men nu er jeg tvivl. Jeg ved ikke hvorfor jeg tog af sted, men jeg har ikke fortrudt det,” svarede jeg.

”Hvorfor har du ikke fortrudt det?”

”Jeg har mødt nogle fantastiske mennesker. Jeg er blevet klogere på livet.”

Jeg smilte og Agnes gengældte mit smil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...