Medborgerskab, Krig, Busserne og Agnete

Året er 1945.
Krigen er ved at nå sin slutning.
Jeg hørte om en stor aktion som skulle bringe de skandinaviske fanger hjem og jeg ville hjælpe. Jeg ville hjælpe med at få fanger hjem og i sikkerhed. Jeg var ikke et sekund i tvivl.
Min familie og mine bekendte var ikke begejstret for at jeg tog af sted, men de kunne ikke stoppe mig. Jeg ville ned og hjælpe, koste hvad det vil.
Som vi kom tættere og tættere på den dansk-tyske grænse, blev jeg dog i tvivl. For kunne jeg gennemføre dette? Kunne jeg klare at se alle de mennesker lide og være vidende til at der blev efterladt en del? Det skulle komme an på en prøve.


//Dette er mit bidrag til den historiske skrive konkurrence om De Hvide Busser

//Det nye cover er tegnet af mig selv

2Likes
0Kommentarer
398Visninger
AA

7. Kapitel 7

”Hans? Kan du komme og hjælpe?” kaldte jeg.

Agnes havde hostet voldsomt i et par minutter. Hendes hosten var blevet værre og hun nægtede at få hjælp.

”Jeg be-,” begyndte Agnes, men hun blev stoppet af en slem hosten.

”Agnes,” sukkede jeg og rystede mit hoved. ”Du behøver hjælp. Du kan ikke blive ved med at hoste.”

Hans kom over til os og ved fælles hjælp, kom Agnes op at sidde.

Hendes hosten aftog en smule da hun kom op at sidde, men ikke meget.

”Agnete?” spurgte Agnes, da hendes hoste tillod det.

Jeg nikkede og vendte min opmærksomhed mod hende.

”Hørte I de to brag? Bragene lige inden vi kom ud?”

Jeg nikkede. ”Ja, det gjorde vi. Hvad skete der?”

Agnes rystede på hovedet. ”Det var tyskerne. De skød og dræbte en som gjorde modstand. Den anden blev skudt, fordi hun skreg.”

Der kom et sørgmodigt udtryk over Agnes ansigt. Hun tørrede en enkel tåre væk fra hendes kind.

”Kendte du dem?” spurgte jeg forsigtig.

Agnes nikkede.

”Hvem var det?”

I lang tid sagde Agnes ikke noget. Hun kiggede på ned på hendes tynde fingre og hostede en gang i mellem.

”Pigen,” begyndte Agnes stille, ”var min datter. Hun var den eneste jeg havde. Min mand og ældste søn fik dødsstraf.”

Der trillede endnu flere tåre ned af Agnes kinder og jeg mærkede selv hvordan tårerne pressede på.

”Vi var alle i modstandsbevægelsen. Min datter og jeg hjælp med at producer De Frie Danske. Min søn og mand lavede sabotage.”

Agnes snøftede og tørrede hendes kinder.

”Jeg har ikke langt igen,” forsatte hun, da hun var klar til det. ”Jeg har røget hele mit liv og arbejdet under dårlige forhold. Jeg ved at jeg ikke har langt igen. Men jeg finder trøst ved at jeg finder sammen med min mand og vores børn når jeg dør.”

Agnes kiggede op og smilede trist.

Jeg sendte hende et svagt smil og tørrede mine kinder.

”Her,” hviskede Agnes og fandt noget frem fra under hendes trøje.

”Hvad er det?” spurgte jeg hviskende og rykkede en smule tættere på, så jeg bedre kunne se hvad det var hun fandt frem.

”Det er et smykke min datter lavede til mig, mens vi var fanget. Tro, håb og kærlighed,” svarede Agnes og viste mig en gammel kæde med et vedhæng.

”Det er flot,” hviskede jeg og tog smykket.

Sat fast i en guldring, hang der et kors, et hjerte og et anker. De tre små vedhæng var af træ.

”Det er min mands forlovelsesring som det er hængt fast i,” fortalte Agnes. ”Han gav ringen til mig få dage før vi blev hentet. Jeg skjulte den, da vi ankom til lejren fordi jeg ikke ville af med den. Min datter fandt en gammel kæde og begyndte at lave de små figurer. Hun brugte træet fra vores skabe vi fik fra Røde Kors. Hun brugte også noget af hendes seng. Da dem fra hendes køje fandt ud af det, slog de hende. Men hun var ligeglad. Hun ville lave smykket til mig og det måtte koste hvad det ville. Hun skulle bare have lavet smykket til mig,” fortalte Agnes videre.

”Du havde en stærk datter,” bemærkede jeg med et smil. ”Ligesom hendes mor.”

”Det havde jeg.”

Agnes smilte og hendes blik blev sløret. Man kunne se at hun tænkte tilbage til en tid sammen med hendes familie. En lykkelig tid før krigen.

”Hun var på alder med dig,” hviskede Agnes. ”Hun var ligesom dig. Hun ville altid folk det bedste. Også selvom hun risikerede at dø.”

”Jeg tror vi kunne være blevet gode venner,” hviskede jeg og gav Agnes hendes smykke tilbage igen.

”Det tror jeg også I kunne være blevet.” Agnes nikkede. ”Kom her. Buk hovedet.”

Jeg kiggede forvirret på hende, men bukkede hovedet som jeg skulle.

”Du har fortjent den, Agnete,” hviskede Agnes og jeg mærkede hvordan hun satte kæden fast rundt om min hals.

”Sikker?” spurgte jeg overrasket og kiggede på Agnes med store øjne.

”Ja, jeg er sikker. Du fortjener den.”

Jeg gav Agnes et kram og takkede hende hviskende med tårer løbende ned af mine kinder. Det var glade og taknemmelige tårer.

”Jeg vil gerne hvile lidt inden jeg hoster igen,” fortalte Agnes med et smil og lagde sig ned igen.

Jeg nikkede forstående og rørte ved vedhænget der nu hængte rundt om min hals.

Selv i krig og svære tider, fandtes der overskud og medborgerskab.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...