Medborgerskab, Krig, Busserne og Agnete

Året er 1945.
Krigen er ved at nå sin slutning.
Jeg hørte om en stor aktion som skulle bringe de skandinaviske fanger hjem og jeg ville hjælpe. Jeg ville hjælpe med at få fanger hjem og i sikkerhed. Jeg var ikke et sekund i tvivl.
Min familie og mine bekendte var ikke begejstret for at jeg tog af sted, men de kunne ikke stoppe mig. Jeg ville ned og hjælpe, koste hvad det vil.
Som vi kom tættere og tættere på den dansk-tyske grænse, blev jeg dog i tvivl. For kunne jeg gennemføre dette? Kunne jeg klare at se alle de mennesker lide og være vidende til at der blev efterladt en del? Det skulle komme an på en prøve.


//Dette er mit bidrag til den historiske skrive konkurrence om De Hvide Busser

//Det nye cover er tegnet af mig selv

2Likes
0Kommentarer
478Visninger
AA

6. Kapitel 6

Jeg vågnede da de andre begyndte at gå rundt og gøre klar til vi skulle stoppe i Tyskland.

Mørket var faldet på for længe siden og det var næsten umuligt at se noget. Den eneste form for belysning vi havde, var månen.

”Bliv her og gør klar,” lod det fra en bussens to læger.

Lægen forlod bussen med en kasse spiritus under armen og et par pakker cigaretter. Det var de gode cigaretter han havde fundet frem.

Jeg fulgte lægens svage silhuet med mine øjne, indtil jeg ikke kunne se ham mere. Han gik i et med mørket.

    Der var gået et par minutter siden lægen forlod bussen og de fleste var i fuld gang med at finde alt det frem som vi skulle bruge.

Jeg hjalp med at finde noget medicin frem og sørgede for at det medicinske var gjort klar. Jeg fik hjælp af den spillende læge fra teltet, to sygeplejere og en CBU’er.

Vi stod og var ved at pakke det sidste ud, da den spillende læge spurgte mig til hvad jeg hed.

”Agnete,” svarede jeg sagte med et lille genert smil på læben.

”Det er et smukt navn. Det passer til dig,” kommenterede den spillende læge, mens han kiggede på mig.

”Dig?” spurgte jeg.

Han vidste, hvad jeg mente med det ene ord jeg sagde.

”Hans. Hans Lund,” svarede han.

Jeg nikkede og blev ved med at stirre ned mod medicinen. Jeg kunne ikke få mig selv til at møde Hans’ blik.

    Vi blev stående i stilhed og fik det sidste gjort klar, da der lød et højt brag udefra.

Alle stivnede og vendte sig langsomt om og gik udenfor, hvis man ikke allerede var det.

Braget kom inde fra lejren. Alle vidste hvad der var sket, selvom der ikke blev sagt noget.

Kort efter braget havde lydt, lød der en høj skrigen. Vi vidste ikke hvad der havde forsaget skrigen, men vi vidste bare at det var dårligt nyt.

Der lød et stort brag igen og den høje skrigen holdt op. Vi vidste hvad der var sket, selvom vi ikke kunne se det.

    Efter nogle minutter, blev portene åbnet.

Bag ved dem stod der en masse mennesker. Selv på lang afstand kunne jeg se at de var tynde og syge. Der var nogle som så ud til at kunne falde om hvad øjeblik det skulle være.

Efter et øjeblik var der nogle som langsomt begyndte at nærme os langsomt.

Deres ben rystede og man kunne se hvordan de ikke helt troede deres øjne. De troede ikke at det her var rigtigt og at de endelig kunne komme væk, men jo, vi var rigtige og vi var kommet for at få dem væk herfra.

    Vi begyndte langsomt at gå fangerne i møde og jeg gik hen til en ældre og afkræftet fange, som ikke kunne gå den lange distance uden hjælp.

Jeg kaldte på Edith og med hendes hjælp fik vi den afkræftet fange over i bussen og ned at ligge på en af køjesengene.

”Hvad hedder du?” spurgte jeg forsigtigt og fandt noget lunt havregrød frem.

”Agnes,” svarede hun.

”Det er et pænt navn. Hvor gammel er du?” spurgte jeg, mens jeg madede hende med havregrøden.

”Toogtres,” lød et hviskende svar, efterfulgt af en voldsom hosten.

Den voldsomme hoste stoppede ikke og jeg blev bekymret.

”Har du hostet i lang tid?” spurgte jeg og stillede havregrøden væk.

Der lød ikke et verbalt svar, men der kom en svag nikkende som svar.

”Hvor lang tid? Ved du det?”

Denne gang blev der rystet på hovedet. ”Hostede allerede før jeg tog fra Danmark.”

”Og hvor lang tid har du været væk fra Danmark?”

Der blev vist syv fingre.

”Syv måneder?” spurgte jeg for at være sikker på at jeg forstod hendes håndtegn.

”Modstandsbevægelsen. Ulovlige blade,” lød det efterfølgende.

”Du er en sej kvinde, Agnes. Du er i sikkerhed nu og inden du ved det, så er vi i Danmark igen.”

Agnes nikkede og lagde sig til rette i køjesengen. Kort efter sov hun.

    Jeg forlod Agnes’ side og gik rundt for at hjælpe der hvor der var størst brug for min hjælp og snakkede med dem som ville snakke og lyttede til dem som havde noget at komme af med og fortalte historier om Danmark til dem som havde brug for det.

Tre timer senere, var vi klar til at sætte kurs mod Danmark igen.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...