Medborgerskab, Krig, Busserne og Agnete

Året er 1945.
Krigen er ved at nå sin slutning.
Jeg hørte om en stor aktion som skulle bringe de skandinaviske fanger hjem og jeg ville hjælpe. Jeg ville hjælpe med at få fanger hjem og i sikkerhed. Jeg var ikke et sekund i tvivl.
Min familie og mine bekendte var ikke begejstret for at jeg tog af sted, men de kunne ikke stoppe mig. Jeg ville ned og hjælpe, koste hvad det vil.
Som vi kom tættere og tættere på den dansk-tyske grænse, blev jeg dog i tvivl. For kunne jeg gennemføre dette? Kunne jeg klare at se alle de mennesker lide og være vidende til at der blev efterladt en del? Det skulle komme an på en prøve.


//Dette er mit bidrag til den historiske skrive konkurrence om De Hvide Busser

//Det nye cover er tegnet af mig selv

2Likes
0Kommentarer
406Visninger
AA

5. Kapitel 5

Jeg vågnede ved at bussen gjorde et hold.

”Er vi nået Padborg?” spurgte jeg Edith desorienteret og kiggede ud af vinduerne til det grønne landskab.

”Ja, det har vi,” forklarede en læge på min venstre side.

Jeg nikkede og kiggede lidt ud på landskabet inden jeg tog mig sammen til rejse mig.

Døren ud til var åbnet og det var dejligt at jeg endelig kunne strække sine ben. De mange timer i bussen gjorde dem ømme og trætte. Det var helt underligt at begyndte at gå igen.

Der lå et stykke med græs og jeg trådte ud på det. Det nyslåede og våde græs hang fast i mine mørke støvler, som stod i kontrast til den lyse uniform.

Et par dæmpet fodtrin blev hørt bag ved mig og lidt efter stod Edith ved min side.

”Agnete?” spurgte Edith, da hun var kommet hen til mig.

”Ja?”

Jeg vendte mig om mod hende med et stort smil.

”Hvad smiler du over?” spurgte Edith med et skævt smil og et par løftet øjenbryn.

”Livet,” svarede jeg kort og godt og vendte mig om igen.

Stilheden sænkede sig over os. Det var kun fuglenes svage sang, som kunne høres i det fjerne.

Da der var gået et øjeblik, gik vi hen til et telt som var blevet slået op til os.

Det lignede en Tipi, men alligevel ikke. Teltet var ikke særligt højt og det nederste gik lodret ned i stedet for skråt ned. Det var som om at der var blevet sat pinde op inde i teltet.

Vi nærmede os det grå telt og langsomt kunne vi begynde at høre de andre snakke og synge. Det lød til at de hyggede sig.

Det var rart at vide at man kunne hygge sig og nyde tiden, selvom vi levede i en tid som var svær på mange måder.

”Kom ind og hyg jer sammen med os!” lød det festligt, da vi kom til syne i teltåbningen.

Stemmen tilhørte en ung og flot mand. Han virkede glad, på trods af den situation vi stod i.

”Hvad synger vi?” spurgte jeg og slog mig ned ved siden af den unge mand.

”Vi synger alt muligt! Kom med et forslag og jeg skal nok stemme an!”

Jeg smilte og tænkte mig derefter godt om. Hvilken sang skulle jeg vælge? En sang som var både hyggelig, men som alligevel passede på stationen.

Da jeg havde forslået en sang efter et øjeblik, slog den unge mand tonen an og hele teltet sang med og vi hyggede os.

Vi var nået til det sidste vers, da vi blev afbrudt.

”Vi skal af sted!” lød det råbende fra en læge, som kom løbende ind.

Den hyggelige stemning som der var der lige før var dykket drastisk. Guitaren blev pakket væk, teltet blev pakket sammen, busserne tjekkes efter om vi havde husket alt og til sidst satte vi og ind i dem. Ikke længe efter kørte vi af sted.

”Hvor langt tid vil det tage til Neungamme?” spurgte en ung sygeplejerstuderende.

”Vi vil nok være der omkring klokken 2 i nat. Måske senere. Det kommer an på vejret, soldater og omstændighederne,” svarede chaufføren oppe foran.

Den unge studerende nikkede og kiggede ud ad vinduet igen.

Mørket var langsomt begyndt at falde på og solen glødede rødt ude i horisonten. Det var et smukt og varmt syn.

Edith kiggede ud af vinduet der var siden af det jeg kiggede ud af. ”Det er et smukt syn.”

Jeg nikkede og fulgte solen med mine øjne. De mange sving gjorde at solen forsvandt og den varme og tryghed som den udstrålede forsvandt for en kort stund, indtil jeg opdagede den igen.

”Edith?” spurgte jeg forsigtigt og satte mig hen ved siden af Edith.

”Ja?” Ediths gamle ansigt vendte sig mod mig og et smil formede sig på hendes læber.

”Jeg er bange.”

”Bange for hvad?”

Ediths opmærksomhed var nu rettet mod mig og jeg sukkede.

”Jeg kan ikke rigtig sætte ord på det. Jeg er bare bange. Bange for hvad der venter os... Hvad skal jeg gøre, Edith?”

”Tro på dig selv. Hvil nu og saml kræfter. Du får brug for dem senere. Hvil Agnete.”

Jeg nikkede og gik over for at hvile lidt.

Edith havde ret. Jeg ville få brug for kræfter når vi ankom til Neungamme.

Jeg prøvede på at lukke de forskellige lyde ud. De fjerne skud, fuglenes sang og bussen lave motorlyd.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...