Medborgerskab, Krig, Busserne og Agnete

Året er 1945.
Krigen er ved at nå sin slutning.
Jeg hørte om en stor aktion som skulle bringe de skandinaviske fanger hjem og jeg ville hjælpe. Jeg ville hjælpe med at få fanger hjem og i sikkerhed. Jeg var ikke et sekund i tvivl.
Min familie og mine bekendte var ikke begejstret for at jeg tog af sted, men de kunne ikke stoppe mig. Jeg ville ned og hjælpe, koste hvad det vil.
Som vi kom tættere og tættere på den dansk-tyske grænse, blev jeg dog i tvivl. For kunne jeg gennemføre dette? Kunne jeg klare at se alle de mennesker lide og være vidende til at der blev efterladt en del? Det skulle komme an på en prøve.


//Dette er mit bidrag til den historiske skrive konkurrence om De Hvide Busser

//Det nye cover er tegnet af mig selv

2Likes
0Kommentarer
447Visninger
AA

4. Kapitel 4

”Mor, bare rolig! Der bliver passet på mig,” fortalte jeg min grædende mor.

”Men der kan ske så meget, Agnete!” græd min mor og krammede mig så hårdt, at hun var nær ved at brække mine ribben.

Jeg krammede min mor igen, mens jeg lavede beroligende cirkler på hendes ryg, ligesom hun gjorde ved mine brødre og jeg dengang vi var små.

Jeg gav slip på min mor og hun løsnede grebet om mig. Jeg trak mig væk fra hendes omfavnelse og så hende dybt i øjnene.

”Mor,” sagde jeg, min stemme klar og tydelig, ”jeg skal nok passe på og jeg vil bede hver eneste dag. Jeg vil hjælpe andre og jeg vil komme tilbage som et nyt og forbedret menneske.”

Min mor nikkede og tørrede en tåre væk fra hendes kind med et lommetørklæde.

”Jeg skal nok huske hvad du lærte mig, far,” forsikrede jeg min far, da det var hans tur til at få et kram. ”Jeg skal nok passe på mig selv og vise hvem der bestemmer.”

Min far grinte, dog stadig med et sørgeligt smil.

”Jeg er stolt af dig, Agnete. Jeg er stolt over at du kan gennemføre dette. Jeg ville aldrig selv kunne gøre dette, så derfor er jeg bare endnu mere stolt af dig. Du er en modig pige, Agnete,” erklærede far med stolthed i stemme og hans øjne lyste også op med stolthed.

”Jeg er også stolt af dig far,” hviskede jeg. ”Du lærte mig så meget.”

”Ja, men du har lært os mere.”

Jeg så op på far med et spørgende blik. Hvad mente han med det?

”Du lærte os hvad rigtig næstekærlighed betød,” svarede far på mit uspurgte spørgsmål. ”Du lærte os hvad medmenneskelighed betød.”

”Jeg gør jo det kun fordi I har lært mig det fra jeg har været lille,” fortalte jeg. ”Det er jer som grunden. Husker du det?”

”Ja, jeg husker det. Se så at komme af sted, Agnete. De må ikke glemme sådan en hjælpsom pige som dig. Af sted med dig og hjælp dem du kan!”

Min far råbte det sidste, eftersom jeg allerede stod i døren til den hvide bus med Dannebrog påmalet.

Jeg vendte mig om mod mine forældre, smilte til dem, gav dem et lille kort vink og så vendte jeg mig om og gik ind i bussen, som skulle føre os ned til Padborg, hvorfra vi skulle vente og så videre ned til det krigshærgede Tyskland.

Det var i dag vi sagde farvel til vores familie og vores venner for en kort stund.

Inden længe ville vi opleve en hel anden verden. En forfærdelig verden uden næstekærlighed og medmenneskelighed, men det var stadig en ny verden.

Edith, en ældre dame som jeg lærte at kende gennem forberedelserne til aktionen, havde været min store støtte i forbindelse med turen.

Edith forstod mig når jeg tvivlede på mig selv og på selve aktionen. Hun forstod mig, når jeg sagde at jeg ikke vidste om jeg kunne gennemføre dette alligevel på grund af de mange mennesker vi ville komme til at efterlade dernede.

Bussens svage motorlyd og bumlende kørsel vuggede mig i en let søvn som var fuld af billeder af det vi ville komme til at opleve inden længe.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...