Medborgerskab, Krig, Busserne og Agnete

Året er 1945.
Krigen er ved at nå sin slutning.
Jeg hørte om en stor aktion som skulle bringe de skandinaviske fanger hjem og jeg ville hjælpe. Jeg ville hjælpe med at få fanger hjem og i sikkerhed. Jeg var ikke et sekund i tvivl.
Min familie og mine bekendte var ikke begejstret for at jeg tog af sted, men de kunne ikke stoppe mig. Jeg ville ned og hjælpe, koste hvad det vil.
Som vi kom tættere og tættere på den dansk-tyske grænse, blev jeg dog i tvivl. For kunne jeg gennemføre dette? Kunne jeg klare at se alle de mennesker lide og være vidende til at der blev efterladt en del? Det skulle komme an på en prøve.


//Dette er mit bidrag til den historiske skrive konkurrence om De Hvide Busser

//Det nye cover er tegnet af mig selv

2Likes
0Kommentarer
388Visninger
AA

3. Kapitel 3

Det var nu starten af april måned. Busserne var næsten klar og det samme var os frivillige. Dannebrog skulle males en ekstra gang på toppen, så det fremstod tydeligt for fly, som ville flyve over os.

Det var begyndt at blive et dejlig forår og dagene var begyndt at blive længere.

Mor og jeg sad inde i stuen. Vi snakkede ikke særligt meget sammen. Mine forældre var lidt sure på den beslutning jeg havde taget, men de var begyndt at respekter det en smule.

Mørklægningsgardinet var rullet ned og gjorde at den røde aftensol ikke kunne bryde igennem og ind i stuen.

Jeg havde været ude og se solen. Den var varm, smuk og imødekommende. Stuen virkede helt kold i forhold til den varme solen udstrålede.

”Mor?” spurgte jeg og kiggede hen på min koncentrerede mor.

Mor stoppede fars strømper, som der var gået hul i. Igen.

”Ja?” spurgte hun, stadig fokuseret på sit arbejde.

”Gør det ondt?” spurgte jeg en smule tøvende.

”Hvad mener du?” Mor lagde arbejdet ned og kiggede hen på mig.

”At jeg tager af sted? Gør det ondt?” spurgte jeg igen.

Min mor så ud til at tænke.

”En smule,” svarede hun efter et par minutter, ”men jeg er ved at have vænnet mig til tanken. Jeg ved at det er det her du brænder for, Agnete. Jeg vil ikke stoppe dig, for jeg kan ikke holde ud til at se dig lide, fordi du ikke kan hjælpe andre.”

”Tak mor.”

Vi sad i stilhed igen og mor begyndte at stoppe fars strømper igen. Hun nynnede en lille glad sang, mens hun stoppede strømper.

Døren i entreen åbnes og lidt efter stod min bror i stuen. Han var den yngste af fem børn og jeg var den anden yngste.

Svend hed han. Han var blevet forlovet med en pige som han havde mødt da han læste til lærer på Nr. Nissum Seminar. Han stoppede før han blev færdig, for at tage ud og arbejdede på en gård oppe i Lemvig-området. Svend manglede penge og det var grunden til at han stoppede. Han kunne ikke betale sin husleje, mad og lægge penge til siden. Det var der ikke nok penge til og det var derfor han stoppede med at læse. Dog håbede han at han kunne begynde og læse igen, så det var han kunne få sin uddannelse og blive lærer og tjene flere penge.

Mine forældres gård ligger derimod udenfor Herning. Det var en lang vej Svend havde rejst, hvis han ville ned og besøge os. Vi boede sydvest fra Herning og det ville tage lang tid at rejse fra Lemvig og hertil med offentlig transport. Jeg havde haft gjort det en gang og jeg syntes at det var lang tur dengang og det er nok ikke blevet bedre, siden krigen brød ud.

”Svend!” udbryder min mor og hun rejste sig for at kramme ham.

Svend tog i mod min mors kram og han have et stort smil smørret ud i hele hans ansigt. Hans øjne lyste op, han havde smilerynker rundt om øjnene og så virkede han gladere og mere tilfreds end han havde gjort i lang tid. Der var sket noget godt i hans liv.

”Hvad er du så glad for, Svend? Hvad er der sket?” spurgte jeg, da mor lang om længe havde trukket sig væk fra Svend.

”Anne-Marie og jeg har fundet et dejligt lille sted vi kan leje i Lemvig og så skal jeg begynde at læse til lære igen!” svarede Svend og smilte stort, hans øjne lyste mere op og smilerynkerne blev dybere og tydeligere.

Jeg smilte stort og jeg havde også smilerynker rundt om mine øjne. Det var en god nyhed.

Jeg så hen på mor og hendes øjne lyste også op, hendes smil stort og smilerynkerne tydelige, blandt hendes andre og mere almindelige rynker.

”Har far hørt det?” spurgte mor og hjalp Svend hen og sidde i sofaen, før hun selv satte sig over stolen med strømper og stoppe-udstyret.

”Ja, jeg har lige været ude og snakke med ham,” svarede Svend, hans smil stadig på plads, da han fandt sig til rette i den lidt gamle og slidte sofa.

Vi snakkede sammen og Svend fortalte mere om hvordan hans liv gik oppe i Lemvig og hvordan Anne-Marie og ham klarede sig.

Der gik ikke længe inden far tilsluttede os og lyttede til det Svend havde at berette os. Far deltog dog ikke særligt meget i samtalen. Han var en mand af få ord og på den måde lignede vi hinanden en smule. Han var en lytter ligesom mig.

”Tager du til Tyskland, Agnete?” spurgte Svend, da han var på vej ud af døren efter et par hyggelige timer.

”Ja, Svend, det gør jeg,” svarede jeg viljefast.

”Hvorfor bliver du ikke hjemme og bliver gift med en god mand? Får nogle børn? Du er snart ved at være gammel,” spurgte Svend mig i et opgivende tonefald og rystede blidt hans hoved, forvirret over min beslutning.

”Jeg har besluttet mig, Svend. Jeg vil med De Hvide Busser og hjælpe hvor jeg kan. Der er ikke noget som kan ændre min beslutning,” svarede jeg og rystede på hovedet, ligesom han havde gjort for nogle få sekunder siden. ”Hvorfor har I så svært ved at forstå?”

”Du er min søster og jeg er urolig for dig. Du burde også være urolig.”

Med de ord forlod Svend mig, mor, far og gården. Hans røde cykellygte lyste svagt op i mørket. Han skulle skynde sig hen og nå den sidste bus for i dag.

Jeg gik ind og hen på mit værelse. Jeg havde brug for at være alene og tænke mig godt om. Jeg havde brug for at tænke over tingene.

Hvorfor kunne min familie ikke forstå jeg gerne ville med og hjælpe? Hvorfor kunne det ikke indse at de ikke kunne ændre min beslutning?

Spørgsmålene hobede sig op igen.

Hvorfor ville de have så svært ved at jeg tog af sted? At jeg tog ned og hjalp andre? Var det fordi de ikke selv ville havet kunnet gøre det? Ville de være bange for det som ventede nede på den anden side af grænsen?

Tankerne flød rundt i mit hoved, og så snart jeg fandt et muligt svar til et spørgsmål, hobede der flere og nye spørgsmål op.

Jeg besluttede mig for at jeg ville søge efter svar når jeg vågnede op.

Med et dybt suk og massere af spørgsmål i mit hoved, lagde jeg mig til at sove.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...