Medborgerskab, Krig, Busserne og Agnete

Året er 1945.
Krigen er ved at nå sin slutning.
Jeg hørte om en stor aktion som skulle bringe de skandinaviske fanger hjem og jeg ville hjælpe. Jeg ville hjælpe med at få fanger hjem og i sikkerhed. Jeg var ikke et sekund i tvivl.
Min familie og mine bekendte var ikke begejstret for at jeg tog af sted, men de kunne ikke stoppe mig. Jeg ville ned og hjælpe, koste hvad det vil.
Som vi kom tættere og tættere på den dansk-tyske grænse, blev jeg dog i tvivl. For kunne jeg gennemføre dette? Kunne jeg klare at se alle de mennesker lide og være vidende til at der blev efterladt en del? Det skulle komme an på en prøve.


//Dette er mit bidrag til den historiske skrive konkurrence om De Hvide Busser

//Det nye cover er tegnet af mig selv

2Likes
0Kommentarer
407Visninger
AA

2. Kapitel 2

Der gik ni dage.
Efter ni lange og spændte dage, stod der en ældre herre ved vores hoveddør. Han bedte om at komme ind og snakke med mig og mine forældre.
Vi satte os ind i vores lille pæne stue, som vi fik før krigen. Der var kun en lille sofa til to personer, tre personer hvis man klemte sig sammen, og to lænestole overfor. Der var et lille hvidt træbord imellem stolene og sofaen. I hjørnet stod der en enkel plante.
”Agnete?” spurgte den ældre herre.
”Ja?” spurgte jeg, en smule nervøs.
”Vi vil gerne have dig med. Du vil være en stor hjælp og vi skal have alt den hjælp vi kan få,” fortalte herren. ”Altså det er kun hvis du stadig vil?”
”Jeg vil stadig gerne med og være frivillig hjælper,” svarede jeg og smilte.
Jeg havde set frem til den dag hvor jeg ville få svar om de havde brug for mig. Og de havde stadig brug for mig og den hjælp jeg kunne tilbyde.
”Det er jeg glad for at høre. Du skal hjælpe os med at male busserne, pakke medicin, pakke mad og så videre så vi er klar til afgang i april,” fortalte herren mig.
”Det skal jeg nok. I skal bare sige hvornår og så skal jeg nok være der og hjælpe,” forsikrede jeg herren. ”Undskyld mig, men hvad er Deres navn? Jeg syntes ikke at De har nævnt det.”
Min stemme var ydmyg  og tøvende. Jeg mindes ikke at jeg havde hørt hans navn, men jeg kunne selvfølgelig have overhørt det, da han kom.
”Johannes Jensens,” var svaret.
Jeg nikkede. Jeg vidste jeg ikke hvad jeg skulle svare. Jeg var normalt ikke en pige med mange ord. Jeg var derimod god til at lytte. Måske var det en god egenskab til når jeg skulle med busserne og ned og hjælpe?
”Hvornår begynder vi at male busserne og pakke udstyr?” spurgte jeg, efter et minuts stilhed, hvor vi bare havde siddet og set på hinanden.
”Vi begynder så snart vi kan. Vi håber at vejret snart bliver bedre, så vi kan nå at blive færdige til april. Der er dog nogle busser som er malet og klar. De mangler bare at få udstyr med, men det er noget vi pakker sidst,” svarede Johannes.
Jeg nikkede.
”Er der chance for beskydning?” spurgte min mor, efter et kort øjebliks stilhed. Hun lød bekymret.
”Det vil der altid være, men vi har taget vores forholdsregler,” svarede Johannes. ”Vi vil altid køre flere af gangen og dermed give os større sikkerhed. Vores busser er også malet hvide med røde kors på. Dog vil det være Dannebrog som pynter og pryder busserne i stedet for de røde kors.”
Min mor nikkede. Hun så ikke ud til at være overbevist, da jeg kastede et blik op mod hende ud af øjenkrogen.
”Hvad er Deres motivation? Du er endnu ung og skal opleve en masse. Du vil aldrig blive den samme efter denne tur. Er du forbedret på det?” spurgte Johannes og kiggede mig direkte i øjnene.
”Ja, jeg er forberedt. Jeg har tænkt over det og jeg er klar. Jeg ønsker at hjælpe andre. Jeg ønsker at hjælpe personer som er syge eller har det dårligt på grund af deres oplevelser i Tyskland,” svarede jeg, min stemme klar, tydelig og myndig.
”Det glæder mig at høre. Du vil modtage mere information,” fortalte Johannes og rejste sig op.
Vi, mine forældre og jeg, rejste også os op og fulgte Johannes ud til døren. 
Efter Johannes havde cyklet bort fra gården, vendte mine forældre sig mod mig.
”Er du klar til det?” spurgte min mor. ”Du er kun niogtyve år. Du har lang tid foran af dig! Er du sikker, Agnete?”
”Ja mor, jeg er sikker,” svarede jeg og sukkede. ”Jeg vil gerne det her.”
Min far så på mig. ”Men hvad med det du oplever?”
”Far,” begyndte jeg og sukkede. ”I lærte mig at hjælpe andre. Og så er det ligegyldig hvem det er. I lærte mig at jeg skal hjælpe der jeg kan, være et menneske med rummelighed og kunne klare en masse. Jeg er sikker, mor og far.”
Min mor kiggede på mig med et lille og sørgeligt smil. ”Jeg er bare ikke klar til at se dig vokse op, Agnete.”
”Mor, jeg er niogtyve som I sagde før. Jeg er vokset op.”
Min mor rystede hovedet, gav mig et kram, inden hun trak sig væk og tørrede en enkel tåre væk, som løb ned af hendes kind.
”Mor, jeg er ikke taget af sted endnu! Du skal ikke bekymre dig,” sagde jeg og krammede min mor en gang til.
”Men det sker jo så snart!”
”Ja, men tænk, mor! Krigen er måske næsten helt slut på det tidspunkt!”
Jeg prøvede på at være positiv. Jeg ville med Busserne og hjælpe der hvor jeg kunne. Jeg var jo blevet uddannet sygeplejer, så hvorfor ikke gøre nytte af det hvor jeg kunne og hjælpe andre?
”Du har et stort hjerte, Agnete. Et for stort hjerte. Jeg ville aldrig selv have kunnet gøre det,” sagde min mor, før hun vendte sig rundt og gik ind i køkkenet.
Jeg kiggede på min far. Han havde ikke sagt noget til os, men stået og lyttet til os. Han havde også noget han ville sige. Det kunne jeg se.
”Hvad er det, far?” spurgte jeg.
”Jeg er bekymret for dig, Agnete. Du er en klog, ung dame med et stort hjerte. For stort som din mor sagde før. Du vil hjælpe andre personer mere end godt er, Agnete. Og hvad vil du gøre med dem, som ikke står til at redde? Dem som I ikke kan få hjem?” spurgte min far.
”Jeg vil hjælpe dem jeg kan og der jeg kan, far. Forstår du det? Jeg ønsker at hjælpe andre. Det var derfor jeg blev sygeplejer,” fortalte jeg som svar.
”Men hvorfor ikke blive hjemme i Danmark og hjælpe på hospitalerne?” spurgte far.
”Fordi jeg vil ned og hjælpe i Tyskland, far.”
Jeg sukkede dybt på samme tid som min far. Han vendte sig om og gik ind i stuen. Jeg hørte ham tænde for radioen. Han skulle sikkert høre nyheder og meddelelser.
Jeg meddelte min mor at jeg ikke var sulten og gik hen på mit værelse. Jeg trak i min lange, hvide natkjole og lavede to fletninger af mit tykke brune hår.
Jeg lagde mig under dynen og trak den godt op om ørene på mig og begyndte at tænke.
Jeg tænkte på hvad min far havde sagt.
Jeg ville ikke kunne redde alle sammen. Jeg vidste at de skandinaviske fanger havde førsteprioritet og at de ville have forfærdelige oplevelser på hjertet, som de ville fortælle om. 
Jeg stillede mig selv nogle spørgsmål; hvordan kunne man få sig selv til at efterlade syge og sårede personer? Hvordan kunne man få sig selv til at sige at man kun ville hjælpe en bestemt gruppe mennesker, på trods af at der måske var nogen som havde mere brug for hjælpen? Hvordan kunne man få sig selv til at vælge mellem mennesker og sige at nogens liv var mere værd end andres og dermed efterlade nogen som ville have kraftig brug for hjælp?
Jeg kunne ikke finde noget svar på det. Dog vidste jeg at jeg ville hjælpe dem jeg kunne, koste hvad det ville. Der skulle ikke efterlades personer på min vagt. Det ville jeg ikke have.

 

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...