Medborgerskab, Krig, Busserne og Agnete

Året er 1945.
Krigen er ved at nå sin slutning.
Jeg hørte om en stor aktion som skulle bringe de skandinaviske fanger hjem og jeg ville hjælpe. Jeg ville hjælpe med at få fanger hjem og i sikkerhed. Jeg var ikke et sekund i tvivl.
Min familie og mine bekendte var ikke begejstret for at jeg tog af sted, men de kunne ikke stoppe mig. Jeg ville ned og hjælpe, koste hvad det vil.
Som vi kom tættere og tættere på den dansk-tyske grænse, blev jeg dog i tvivl. For kunne jeg gennemføre dette? Kunne jeg klare at se alle de mennesker lide og være vidende til at der blev efterladt en del? Det skulle komme an på en prøve.


//Dette er mit bidrag til den historiske skrive konkurrence om De Hvide Busser

//Det nye cover er tegnet af mig selv

2Likes
0Kommentarer
442Visninger
AA

10. Epilog

Det er nu ved at være tredive år siden krigens slutning og turen med De Hvide Busser.

Der er sket meget siden; jeg er blevet gift med Hans, den spillende læge, og sammen har vi tre børn. Jeg har holdt kontakten med Edith indtil hendes død for tretten år siden og så har jeg også holdt kontakten med mange af dem som jeg mødte under turen. Både læger, CBU’er, sygeplejersker og patienter.

Peder, en patient som jeg lærte at kende på De Hvide Busser, har jeg især haft meget med at gøre. Vi mødes et par gange om året hvor vi tilbringer en hyggelig dag i hinandens selskab og holder hinanden opdateret om det der lige sker rundt omkring os og hvad vi går og bruger tiden på.

  Agnes’ halskæde som jeg fik kort før hendes død, hænger rundt om min hals. De tre træ vedhæng var dog ved at være slidte og triste at se på, så de var blevet erstatter af tre guld vedhæng. Dog er de oprindelige vedhæng gemt i en lille æske jeg fik af mine børn.

  Turen med De Hvide Busser var en lærerig oplevelse for mig. Jeg lærte både mig selv og andre bedre at kende. Turen var god, men den var stadig hård og svær.

God fordi jeg lærte en masse mennesker at kende, jeg oplevede noget som jeg aldrig ville have oplevet hvis jeg ikke tog på turen og god fordi jeg blev et bedre menneske og en bedre sygeplejerske da jeg kom i arbejde.

Turen var hård og svær, fordi vi oplevede en masse onde ting. Vi så mennesker som havde lidt og var syge, vi oplevede bombefly flyve tæt over os, vi så ødelæggelse og vi oplevede døden og blev dybt berørt følermæssigt.

Det var først et helt år efter turen med De Hvide Busser jeg fik et arbejde. Det var ikke fordi jeg ikke ville, men jeg kunne ikke holde til at være omgivet af for meget larm og for mange mennesker på en gang i starten. Det er dog heldigvis blevet bedre.

Jeg havde det også dårligt efter turen, fordi jeg vidste at vi havde ladet nogen blive tilbage og det var ikke sikkert at de nåede hjem. Jeg var flov over mig selv, fordi jeg havde været vidne til mange menneskers sygdom og lidelse uden at jeg kunne hjælpe dem ordentlig.

”Du er et godt menneske, Agnete. Der var en masse mennesker som ikke ville have været kommet hjem, hvis ikke det var for dig. Du skal ikke bebrejde dig selv, for ikke at kunne redde dem alle sammen. Du er et godt menneske,” lød de kloge ord fra Edith, en dag jeg snakkede med hende om turen og hvad jeg tænkte om den og det vi havde gjort.

”Jeg ved det, Edith, men jeg føler bare stadig at det er forkert af mig, at jeg ikke har kunnet hjælpe de mennesker ordentlig,” svarede jeg og sukkede.

Edith gav mig et skulderklap og ordene; ”du prøver for hårdt at hjælpe andre mennesker. Du ender med at tage livet af dig selv ved at redde andre.”
Samtalen er mere end seksten år gammel, men jeg husker den stadig som var det i går.

Jeg legede med de tre vedhæng og stirrede ud i luften.

”Hvad tænker du på?” spurgte Hans og smilte blidt.

”De Hvide Busser og tiden derefter,” svarede jeg og smilte til ham.

Hans nikkede og skænkede lydløst noget mælk op til os.

”For mindet over Agnes, Edith og alle de som døde under krigen eller som følge af den,” skålede Hans og løftede sit glas.

”For mindet,” skålede jeg igen med et smil.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...