Medborgerskab, Krig, Busserne og Agnete

Året er 1945.
Krigen er ved at nå sin slutning.
Jeg hørte om en stor aktion som skulle bringe de skandinaviske fanger hjem og jeg ville hjælpe. Jeg ville hjælpe med at få fanger hjem og i sikkerhed. Jeg var ikke et sekund i tvivl.
Min familie og mine bekendte var ikke begejstret for at jeg tog af sted, men de kunne ikke stoppe mig. Jeg ville ned og hjælpe, koste hvad det vil.
Som vi kom tættere og tættere på den dansk-tyske grænse, blev jeg dog i tvivl. For kunne jeg gennemføre dette? Kunne jeg klare at se alle de mennesker lide og være vidende til at der blev efterladt en del? Det skulle komme an på en prøve.


//Dette er mit bidrag til den historiske skrive konkurrence om De Hvide Busser

//Det nye cover er tegnet af mig selv

2Likes
0Kommentarer
399Visninger
AA

1. Kapitel 1

Jeg gav min far et lille kys på kinden, vinkede til min mor - som stod og holdte øje med mig fra køkkenvinduet - og gik hen til min gamle, arvede og rustne cykel.

Klokken var otte om morgen og jeg skulle cykle ind til Herning Hospital for at søge et arbejde.

Et kig op i himlen, gav mig en ide om vejret. Skyerne var en smule grå, dog så de ikke ud til at indeholde regn. Vinden blæste blidt og jeg vidste at det ville trække op og blive værre hen ad dagen og i morgen.

Jeg cyklede ud af gårdspladsen og mærkede hvordan den blide vind ramte mit ansigt. Der var modvind og allerede nu kunne jeg mærke at det ville blive en lang og trættende cykeltur.

Jeg havde hørt fra nogle bekendte at de manglede sygeplejere på Herning Hospital, så det var derfor jeg havde kastet mig ud i at cykle derind. En lang og trættende tur, men det ville blive det hele værd i sidste ende, hvis jeg fik jobbet.

Jeg cyklede derind i mine egne tanker om en aktion jeg havde hørt om, da mine forældre havde bekendte på besøg. Mine forældre ville ikke have mig i rummet da de var der, så jeg lyttede ved døren. Der blev dog ikke sagt særligt meget og de besøgende forlod os hurtig.

Jeg havde ikke hørt om den pågældende aktion før mine forældre fik besøg og derfor tænkte jeg ikke over det. Indtil nu.

Jeg var trådt ind i varmen på Herning Hospital, da jeg hørte det; der manglede frivillige sygeplejere til aktionen.

Jeg hørte det ikke tydeligt og i starten troede jeg egentlig, at jeg havde hørt forkert eller misforstået noget, men nej, jeg havde hørt rigtig.

Det var en flok der stod og snakkede lavt om aktionen der skulle hjælpe skandinaviske fanger hjem fra det krigshærgede Tyskland, fra lejerne og tugthusene. Det havde været under forberedelse de sidste mange måneder, men der manglede stadig frivillige sygeplejere.

Jeg ikke et sekund i tvivl. Jeg skulle med. Jeg skulle med ned og hjælpe. Jeg ville gøre alt i min magt for at komme med ned til Tyskland og hjælpe de snart frie fanger.

Det var lige før at jeg glemte alt om min ansøgning. Jeg var på vej ud af døren, da jeg mærkede den foldede ansøgning i min jakkelomme. Jeg skyndte mig ind og afleverede den og gik ud til min cykel. Jeg skulle hjem.

Jeg tror aldrig jeg har cyklet så hurtig fra Herning og hjem, som jeg gjorde den dag. Cyklen knirkede hele vejen og jeg var flere gange ved at cykle ud foran andre og cykle ind i andre.

Jeg stillede cyklen op ad muren og så sørgelig på den. Cyklen var ved at falde sammen efter cykelturen hjem i det hårde vejr.

Jeg gik indenfor og fandt mine forældre siddende i stuen. De kunne fornemme at der var noget som jeg brændte for og de satte sig rette op i de slidte stole og lyttede til det jeg havde at fortælle.

Da jeg blev færdig med at fortælle, rystede mine forældre på hovedet. Det var dette her som de havde ønsket at holde skjult for mig. De ville ikke have at jeg tog af sted. De var bange på mine vegne.

Jeg snakkede med dem og fortalte dem hvor meget det betød for mig at komme af sted. Til sidst gav de efter, dog ikke glade for ideen. De mente at mit hjerte var for stort til at jeg kunne stoppe med at hjælpe andre og det var derfor de gav efter. De vidste jeg ville af sted og hjælpe andre, uanset hvad.

 

 

Allerede næste dag henvendte jeg mig på hospitalet igen. Jeg ville høre efter om jeg kunne med som frivillig eller på nogen anden måde hjælpe. Jeg var heldig, for der var lige kommet en som skulle lede efter frivillige til aktionen.

Jeg blev hurtig vist ind på et lille og sparsomt møbleret kontor og lidt efter kom der en yngre herre ind. Han satte sig overfor mig og vi begyndte at snakke sammen.

Vi snakkede om aktionen, hvad det kræves og han spurgte ind til mig og om jeg havde erfaring. Jeg måtte sande at jeg kun havde den erfaring jeg havde taget med mig fra sygepleje-skolen.

”De vil høre fra os,” sagde han og holdt døren åben for mig.

”Tak for deres tid, hr.,” sagde jeg og bukkede let, inden jeg forlod kontoret.

Jeg trak min jakke tæt rundt om mig og håbede at holde noget af den bidende kulde ude. Det var midt i februar og det blæste kraftigt og det var koldt.

Jeg havde min hjemmestrikkede trøje på indenunder som jeg havde fået af mine forældre i julegave. Den var dejlig varm og hjalp mig med at holde varmen under min slidte vinterjakke. Den, vinterjakken, var mindst tre år gammel. Men jeg elskede den og brugte den når jeg skulle ud til særlige lejligheder.

Min cykel stod og ventede på mig. Den var ved at nå sin slutning og jeg skulle også snart have en ny cykel, men vi havde ikke råd.

Krigen havde taget hårdt på os, men den var ved at nå sin slutning. Det kunne vi mærke. Vi kunne mærke at krigen var ned at nå sin slutning. Det var i luften, i naturen, i hjemmene, de offentlige steder. Vi kan mærke det alle steder og det var en fantastisk følelse.

 

Jeg cyklede hjem fra Herning og så frem til at vi ville kunne begynde at bruge vores biler igen. Vores stod i laden, dækket af hvidt plastik, som skulle sørge for at den ikke blev for beskidt.

Jeg stillede cyklen op langs muren til laden og gik hen til stalden. Min far var derinde og i gang med at malke vores køer.

”Hvordan gik det?” spurgte han, da han opdagede at jeg var kommet ind i stalden.

”Det gik godt… tror jeg,” svarede jeg og smilede et halvt smil.

”Det skal nok gå, Agnete. Du har et stort hjerte,” sagde min far og smilede til mig, mens han gav mig hans fulde opmærksomhed.

”Er du sikker? Hvad hvis det går galt? Hvad hvis de ikke får brug for mig?” spurgte jeg usikkert og en smule tøvende.

”De skal nok få brug for dig, Agnete. Du gør kun dig selv mere usikker jo mere du stiller spørgsmål ved det som du har rodet dig ud i.”

”Det er noget godt rod jeg har jeg rodet mig ud i.”

Jeg smilte og det samme gjorde min far. ”Det er rigtig.”

Jeg forlod stalden igen og lod min far forsætte med at malke. Han var næsten færdig og han behøvede ikke hjælp ikke til de sidste fire køer. Han kunne godt klare sig uden mig og desuden, så skulle jeg skifte tøj, hvis jeg skulle hjælpe ham.

Jeg gik ind i stuehuset, hvor jeg blev mødt af en dejlig duft det øjeblik jeg gik ind i køkkenet.

”Hvad er der til aftensmad?” spurgte jeg og kiggede spændt hen mod vores lille gaskomfur.

Min mor gav et lille hop af forskrækkelse. Hun havde nok ikke hørt mig.

”Din bror fik grisefars billigt. Vi skal have frikadeller med kartofler og brun sovs,” svarede hun og smilte stor.

Hun vendte sig om og vendte frikadellerne som lå på panden.

”Det lyder godt,” svarede jeg og gengældte min mors smil, på trods af at hun stod med ryggen til mig.

Jeg gik ud i entreen igen og tog min jakke af. Jeg glemte at tage den af, da jeg kom ind.

Jeg nød den aften. Jeg sad sammen med min familie og fik frikadeller, kartofler og brun sovs. Der var en varm, tryg, samlet og hyggelig stemning over huset den aften.

Krigen var snart slut. Vi var ikke længere i tvivl.

Vær en del af Movellas nuFind ud a, hvad det er alle snakker om. Tilmeld dig nu og del din kreativitet og det, du brænder for
Loading ...